Nu er det endelig slut!

For nøjagtig 3 år siden var jeg i et smertehelvede og jeg var så udmattet, at jeg nærmest ikke kunne hænge sammen. Jeg havde i mange år taget tramadol til natten og senere morfin, for at kunne sove for mine smerter, ikke at det hjalp meget. Jeg havde mange søvnløse nætter og jeg måtte ofte melde mig syg fra arbejde, da jeg var helt smadret grundet manglende søvn og smerter. Det var små doser jeg fik, først 50 mg tramadol og senere 10 mg morfin til natten. Mikael og jeg gik derfor op til min læge, da jeg var i udredningsfasen for sekundær addison og jeg var desperat. Han startede mig derfor op i et morfinplaster. På det tidspunkt vidste ingen af os, at jeg havde kortisol problemer og også problemer med stofskiftet. Disse sygdomme kan give smerter, uro om natten og gøre at man bliver udmattet. Her startede mit morfin helvede 🙁 Jeg blev øget flere gange af min uvidende læge og til sidst var jeg oppe på ekstreme doser. Jeg ville ud af morfinen, jeg havde fået så mange mærkelige bivirkninger og jeg vidste ikke hvad der var hvad. Jeg startede jo op kort tid efter med HC og derfor kunne jeg ikke vide om det var det ene eller det andet præparat der gav mig disse bivirkninger. Jeg følte mig også ved siden af mig selv og jeg brød mig ikke om, at være på morfin. Så det var enormt vigtogt for mig, at komme ud af det. Min fysiske krop var også blevet dybt afhængig af det lort og jeg fik hurtigt abstinenser. Min daværende læge, mente aldrig at jeg ville kunne komme ud af det, det sagde han til mig en dag hvor jeg sagde til ham, at jeg ville ud af det. Han sagde helt nøjagtig “du kommer aldrig helt ud af morfinen”, ikke specielt motiverende og jeg skiftede læge. Jeg startede i August på min nedtrapning, på det tidspunkt var jeg helt oppe på 240-280 mg morfin dagligt. Nu tror I nok at jeg var helt dopet, men sådan er det ikke. Kroppen vænner sig til højere og højere doser, så 280 mg kunne føles på mig, som 10 mg kan føles for dem der ikke tager morfin. Jeg var aldrig påvirket på den måde, men selvfølgelig har det ikke været godt for min krop. Jeg kom hurtigt ned på 120 mg, sjovt var det ikke, da jeg mere eller mindre havde abstinenser 24/7. Omkring starten af December var jeg kommet så langt ned, at jeg besluttede mig for at stoppe helt. Jeg var på det tidspunkt kommet ned på 17.5 mg og jeg havde psyket mig i mange måneder på denne dag. Jeg var hunde angst for den kolde tyrker!!! 🙁 Jeg var bange for, at jeg ikke skulle klare det, at jeg måtte give op, at jeg kunne blive indlagt hvis jeg fik diarre og opkast og så var jeg bare bange for hvor lang tid det skulle tage. Hold da kæft hvor er jeg glad for at jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til, både hvad den lange nedtrapningperiode angik og de mange uger efter jeg stoppede helt! Jeg stoppede en fredag, så Mikael kunne støtte mig og være der, hvis det hele gik galt. Måneden op til fuldt stop, var jeg så udmattet og det var så hårdt for min addison, at jeg mere eller mindre kun havde ligget i min seng. Jeg var i en sølle tilstand. De første par døgn kan jeg nærmest ikke huske nu, jeg rystede, kunne ikke ligge stille med min krop og jeg kunne overhovede ikke sove 🙁 Det var næsten det værste! Mine krop blev så urolig, at jeg måtte ryste/bevæge mine ben hele HELE tiden, jeg kunne ikke sidde/ligge stille. Det eneste der hjalp var lange, meget varme bade og at få masseret mine ben. Der fik jeg øjeblikke med søvn. Jeg var oppe flere gange om natten og bade, det var skønt med de minutter hvor kroppen fik ro 🙂 Jeg fik slemme smerter i mine muskler og led i mange uger. Jeg græd af udmattelse, jeg græd fordi jeg ikke kunne holde det ud og jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG skulle tage det møg igen!! Langsomt aftog kvalmen og uroen, men det tog lang tid, meget lang tid. Nu er der gået lidt over 6 uger og det er markant så meget bedre jeg har fået det 🙂 Jeg kan stadig få uro i mine ben når jeg skal sove, men om det er morfinstop eller noget andet ved jeg ikke. Mit nervesystem har jo skulle nulstilles og finde ud af at undvære morfinen og det tager tid. Der gik ihvertfald en uge, før jeg kunne sove bare lidt og nu kan jeg sove i 6-7 timer uden at vågne. Det er såååååå skønt, at ikke vågne fordi jeg har abstinenser, det er så skønt at jeg er ved at få kræfter igen og jeg er SÅ stolt af mig selv, fordi jeg klarede det! Men uden min stædighed og vilje var det aldrig gået, det er noget af det hårdeste jeg har prøvet 🙁

 

Jeg har heldigvis ikke haft den psykiske lyst til at tage det igen, jeg kan faktisk ikke være mere ligeglad og det har nok også gjort det lettere for mig. Jeg har “kun” skulle døje med de fysiske abstinenser, hvilket jeg er meget taknemlig for 🙂 Hvilke bivirkninger er så væk? Dette er faktisk skræmmende…. Der er så mange forfærdelige bivirkninger ved den gift! Jeg sveder ikke mere, før løb sveden ned af min nakke og ryg, bare ved at stå og skrælle kartofler. Når jeg havde været ude at gå, så kunne jeg vride tøjet bagefter, så vådt blev det af sved. Jeg var enormt plaget af svampeinfektioner i mund, svælg, negle og i ansigtet, dette er helt forsvundet. Jeg lå hele natten og kløede på hele kroppen, dette er helt væk. Smerterne er faktisk aftaget og jeg har nærmest ingen smerter mere (jeg tager dog stadig den ikke euforiserende CBD olie, jeg prøvede at stoppe, men så fik jeg smerter igen). Jeg er mere klar i hovedet, jeg glemmer dog stadig ord hele tiden haha 🙂 Her er det godt, at jeg har Mikael, han er blevet min hjerne 🙂 Jeg havde konstant kvalme, specielt når jeg spiste/havde spist, det var rædselsfuldt og det er meget hårdt for ens livskvalitet at have denne ulidelige kvalme hele tiden. Dette er væk og jeg kan spise igen uden at blive dårlig 🙂 Jeg var en sukker narkoman, jeg spiste 1-3 flødeis hver dag, drak cola og så skulle jeg have slik! Jeg kunne simpelthen ikke lade være.Dette er helt væk og jeg er tilbage til “normale” tilstande igen hvad dette angår. Men noget af det bedste er, at jeg er blevet mere stabil i min addison sygdom og at min krop tager bedre i mod min HC medicin. Så jeg har ikke så mange dyk mere, som er hårdt for mig og min krop. Der er nok også flere bivirkninger som jeg ikke kan huske lige nu, men summa summarum er, at jeg har fået det bedre 🙂 Jeg ville aldrig have klaret det uden Mikael og ungerne, de har været fantastiske!! Mikael masserede og masserede mig, støttede mig, trøstede mig og var bare fantastisk! 🙂 Ungerne var så tålmodige og passede på mig så godt de kunne. Jeg har hele tiden valgt at være åben omring dette, det er så tabulagt og det forstår jeg egentlig ikke. Jo jeg har da skammet mig over at jeg var på morfin og at min krop var blevet afhængig af det møg. Men der er stadig stor forskel på at være fysisk afhængig i forhold til at være psykisk afhængig. Stakkels de mennesker der er psykisk afhængig, jeg tør ikke at tænke på hvor hårdt det må være så.

 

Jeg vil dog stadig kunne blive vred når jeg mangler kortisol, det er nemt for familiemedlemmer og venner at tillægge morfinen, at jeg har ændret mig på mange måder. Når jeg mangler krotisol, så falder mit blodsukker også og så kan jeg reagere med vrede og blive kort for hovedet og snerre af dem der er i nærheden af mig. Enten dette, eller så bryder jeg sammen i gråd. Dette vil ikke ændre sig. Det har dog aftaget meget, da jeg har fået mere styr på dosering og symptomer. Så når jeg ikke reagerer så ofte på denne måde mere, så er det ikke et tegn på at jeg er ude af morfinen, det er mere et tegn på at jeg er blevet mere stabil i min addison sygdom 🙂 Lige som man også kan blive vred og reagere hvis man føler sig forudrettet og uretfærdigt behandlet, dette har heller intet med morfinen eller min sygdomme at gøre.

 

En anden dag vil jeg skrive en blog om min gamle læge og om den smerterlæge som jeg blev henvist til. Det har været under al kritik som man bliver behandlet og hvor ligeglade og uvidende de har været 🙁 Hvordan jeg er blevet mistænkeliggjort og ydmyget på det groveste og hvordan min smertelæge bare afsluttede mig, uden at tale med mig først. Jeg skal bare lige have det lidt på afstand først, da jeg stadig bliver for meget negativt påvirket af at tænke på det 🙁

Jeg har fået afsluttet nogle venskaber i alt det her, hvilket har været godt for mig. Jeg har droppet facebook, da dette også påvirkede mig negativt. Mit nyfundne overskud skal bruges på familien og på at komme til kræfter igen. Jeg har stadig et stort ønske om at gå pilgrimsturen til foråret og jeg er så træt af at høre, at det ikke kan lade sig gøre, at det er en vanvittig ide, at jeg nok kommer hjem efter 2 dage. Nedgør ikke, støt op i stedet! Og hvad så hvis jeg ikke klarer det, så har jeg da i det mindste prøvet! 🙂 Håb og drømme er vigtigt for mig, specielt med de tab der er kommet med mine sygdomme. Måske er det urealistisk, men jeg er sådan opbygget, at uden drømme og håb, så dør jeg indeni.

 

 

Dagene går og klokken slår

Ja, dette kan jeg ikke ændre på. Jeg sygner hen, personen jeg var glider længere og længere væk og jeg savner gamle mig sååååå meget!! 🙁 MEN, det nytter ikke noget, at sygne hen i selvmedlidenhed (siger kvinden, der igen i går sad og stortudende og savnede kollegaerne og mit job i DLVS så ubegribeligt meget, mens snot og tårer trillede ned af mine kinder). Men det kan ikke ændres, at jeg er syg, altid vil være syg og ikke bliver rask, bum!

Jeg har lige været på Gran Canaria, med min dejlige barndomsveninde Ragnhild i en uge og det var så hyggeligt 🙂 Jeg tror dog måske, at hun synes det blev en anelse kedeligt, hvilket jeg forstår fuldstændigt. Else-Maria er ikke hvad hun var, hun er på 10% af sin gamle styrke. Om aftenen er jeg helt udmattet, har kvalme og orker intet. Så I kan nok forstå, at det blev en meget rolig ferie. Jeg kunne nærmest intet spise og sad bare og hang, nærmest hver aften 🙁 Vi gav den til gengæld gas den anden aften og tog i byen og så dansede vi og var som unge teenagere igen og det var så sjovt 🙂 Men jeg skal lige love for at straffen kom prompte på vejen hjem fra byen i taxaen. Jeg havde taget HC i store mængder, passet på med alkoholen og så drak jeg vildt meget vand hele aftenen og natten. Men på vej i taxaen blev jeg virkelig dårlig med kvalme og kastede op. Jeg blev sku en anelse bekymret…. 🙁 Jeg tog 20 mg HC og en halv time senere var jeg ved at kaste op igen og tog så 40 mg og en halv time senere var jeg nogenlunde igen. Jeg var faktisk usikker på om det var druk der gjorde mig dårlig, fordi når jeg er i underskud af kortisol, så føles det fuldstædig som om jeg er fuld eller som når man har tømmermænd. Så jeg var så usikker på hvad der var hvad…. Men en halv time efter jeg havde taget den sidste dose HC, så gik hovedpinen og kvalmen væk og jeg var så bare ved at få en addison krise, pyt med det haha 🙂 Ragnhild var SÅ sød på hele ferien og jeg er sikker på, at hendes tålmodighed blev udfordret ved at være sammen med en syg veninde i en hel uge. Men hun klarede det til top præstation, til trods for min ringe deltagelse i ferien 🙂 Vi fik snakket, grinet, grædt, gået tur (men kun en enkelt en, mere kunne min krop ikke lige klare) og jeg nød at være sammen med hende og tibringe tid med min elskede ældste veninde 🙂 Så Ragnhild, tusind tak for din tålmodighed og tusind tak for den dejligste daseferie!!! 🙂

 

Jeg har hørt flere fugle pippe om, at jeg laver “så meget” og “ser så mange mennesker” og at jeg derved må have et travlt, aktivt liv. Jeg behøver ikke at forsvare mig selv, men jeg bliver sku lidt skuffet og vred over kommentarer som dette. Så for at cementere mit liv en gang for alle, jeg ligger ned 20-23 timer i døgnet stadigvæk, ikke fordi jeg vil, ikke fordi jeg har lyst (for tro mig det ligger SÅ langt fra hvem jeg er som person at bare ligge og intet kunne) og intet af dette er frivilligt!! De få gange jeg ser nogen, så koster det ALT af mit overskud, med efterfølgende nedture på kortisol kontoen. Så bliver jeg sku provokeret, når en veninde, som skulle kende mig og vide hvordan jeg har det, udtaler sig til flere at jeg ser så mange mennesker og render rundt hele tiden og har tid til alle andre end hende. Jeg har ikke været hos min familie i Næstved siden foråret tror jeg. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg var der, så længe siden er det 🙁 Min Far ser jeg nærmest aldrig, da han er blevet for dårlig til at komme ind til os og jeg for dårlig til at drøne derned. Min Mor vil ikke komme ind og tilbringe lidt tid med mig, fordi hun ikke kan li at rejse fra Far, så ikke meget kontakt her desværre 🙁 Men sådan er det jo, når sygdom rammer. Jeg så Berit et par timer i Lyngby for en måneds tid siden og det var såååååå hyggeligt 🙂 Berit, I love you skank!!! Svigermor har vi heller ikke været meget hos det sidste halve år, men nu starter x-faktor snart og så håber jeg på middag hos svigermor og hygge (selv om jeg oftest ligger på sofaen her også, men det gør ikke noget, for rummeligheden er stor i dette kærlige hjem 🙂 En uges ferie på Gran Canaria er det også blevet til, men det var i meeeeeget roligt tempo og jeg var desværre dårlig meget af tiden. Heldigvis var det med Ragnhild, der var så forstående og rummelig 🙂 Tak for dit venskab vænnen, æ håpe på mange års vennskap og at vi vil være vennna te vi dør 🙂 Så jo, jeg har da set nogle mennesker, men det kan tælles på en hånd, de aftaler vi har haft det sidste halve år og så har jeg ikke nævnt alt det vi har måtte aflyse.

 

Jeg er i gang med at trappe ud af den morfin, som min gamle inkompetente læge har fyldt mig med. Jeg vil gerne spille med åbne kort her, fordi hvis nogen påstår at det er nemt, så smadrer jeg dem!!!! INGEN aner hvordan det føles og hvor meget kroppen hele tiden higer efter stoffet. Jeg har haft konstante abstinenser siden jeg startede udtrapningen og det bliver bare hårdere og hårdere jo mere jeg nærmer mig slutningen af udtrapningen 🙁 Det er RÆDSELSFULDT!!!! Jeg må, kan og vil ikke tage mere end jeg må, jeg SKAL af med den medicin og når jeg er det, så skal jeg fandme feste og juble i flere uger!!! 🙂 Abstinenser kan ikke bagatelliseres og så skal man gange alt med pi, når lægerne siger hvordan det føles at stoppe med at give kroppen stoffet. Jeg bliver gnaven og meget sur, jeg ryster, får diarre, kan kaste op, men det værste af alt, er denne indre uro som ligger dybt inde i solar plexus og langs hele rygraden, at jeg ikke kan sidde stille med hele kroppen når det bliver rigtig slemt og så nyser jeg konstant og mine øjne løber i vand. Ja det skal sku ikke være nemt 🙁 Men nu er jeg nede på 30 mg, men hold da op det strammer til nu!! 🙁 Et godt råd til alle, start ALDRIG på dette lort, medmindre du er ved at dø af smerter og så stop efter højst et par uger! Jeg er heldigvis ikke en misbruger i den psykologiske forstand, jeg har tonsvis af plastre og piller liggende og de frister ikke det mindste. Men min krop er afhængig af det lort, dette kan man ikke ændre på. Alle vil få abstinser, hvis de havde taget morfin i over 2 år. Det er ikke en påstand, det er et faktum (jeg er jo sygeplejerske, så lidt ved jeg om det 🙂 ) Tænk jer dette scenarie i flere måneder, hele tiden i varierende styrke, non stop døgnet rundt. Ikke en eneste nat uden jeg vågner med abstinenser, ikke en eneste dag uden ubehag, tælling af timer til jeg må tage næste pille, så jeg kan få lidt ro i min krop.. Det er ikke let!! Så når jeg så får smidt den i hovedet, at jeg laver så meget og ser så mange mennesker, når jeg render rundt i dette helvede, er faktisk bare til grin!! Hvis det er savn der fremprovokerer denne påstand, så er det en underlig måde at vise det på. Man får mere lyst til at trække følehornene til sig, end at fortsætte venskabet, for forståelsen ligger tydeligvis på et meget lille sted, i forhold til min addison og mit generelle liv og jalusien får for meget plads 🙁 I stedet for at blive indebrændt og gnaven over at jeg ser nogen en sjælden gang, så kunne man blive glad på mine vegne og synes det var dejligt. Det kunne være rart 🙂

 

Nåh, nok om mit ynkelige liv. Klokken er nu 12.50 jeg har kvalme og ligger stadig i sengen. Jeg skal dog ud i dag og købe kalendergaver og i bad, kan ikke helt overskue det haha, men op og hop Else-Maria 🙂 Jeg snupper lige et par uger mere i abstinent helvede, ligger lidt mere i min seng, ser ingen mennesker og føler at jeg dør langsomt indvendig, men hvad fanden, jeg har da et feeeeeedt socialt liv!! Pift pift 🙂

Er jorden flad?

Siden Maj har jeg været medlem af en gruppe der kalder sig “Jorden er FLAD, ikke rund”. I starten var det mest for nysgerrighedens skyld, da jeg havde set en mand udtale sig i medierne omkring flad jord teorien. Jeg tænkte, at jeg måtte se lidt nærmere på dette 🙂 Jeg læste med på debatten og blev overrasket over, hvor modbydelige mennesker kan være derinde. Dem der var FE (flath earth) blev simpelthen svinet til af globerne (dem der tror på rund jord). Jeg forsvarede derfor FE medlemmerne, da der ingen grund er til at være modbydelig og ond, bare fordi man ikke er enig. Globerne opførte sig som om, at FE var hjernedøde og dette lagde de ikke skjul på. En dag spurgte den person der havde oprettet gruppen, om jeg ville være en del af admin og her startede min lille lille hvide løgn… Jeg var blevet nysgerrig og så keder jeg mig nok også ret meget, efter jeg er blevet syg 🙂 Jeg måtte sige, at jeg troede på flad jord teorien og jeg kom ind i en verden, hvor troen på at verden er et stort spin af konspirationer og hvor der er illuminati kontrol og hvor der er enkelte mennesker, der styrer hele verden. Nu har jeg ikke nævnt troen på, at verden også er styret af reptiler og at Gud snart sørger for at alle “ikke troende” vil dø i en ny 7 års omvæltning, hvor jorden nærmest talt vil gå under. dette skulle ske her i slutningen af September, men jorden står endnu hehe. De mente også, at ubåd Madsen var blevet snydt af regeringen og at det var et cover up, da han var ved at starte sit eget rumprogram og at det derfor ville blive bevist, at jorden er flad. Så det var ikke ham der havde slået den stakkels ihjel og parteret hende, det var nok NASA eller en eller anden regering. Nå ja, Hitler er en god person og jødeforfølgelsen skete heller ikke og Steven Hawkin er død for mange år siden og alt hvad han siger er løgn. Der var også noget med dimensioner, men dette satte jeg mig ikke ind i. Jeg blev så efter en måneds tid hoved admin, da der var uro i admin gruppen og nu styrede jeg pludselig hele jorden er flad gruppen på over 8000 medlemmer. Det har været en sjov periode, at komme tættere på disse mennesker, som i grunden var søde nok 🙂 Men de var godt nok overbevist om, at jorden er flad. Efter mange måneder med at styre denne gruppe fik jeg dog nok og meldte mig så ud af det hele. Der var ALT for meget arbejde i det også og jeg endte til sidst med at bruge mange timer om dagen på at godkende medlemmer, holde øje i trådene om tonen var god, smide medlemmer ud, der ikke overholdt reglerne osv. Jeg vil heller bruge denne tid på andre projekter i mit liv, end at styre en gruppe som jeg ikke selv har troen på 🙂 Derudover så var nogle af deres holdninger og tro så enormt langt væk fra min egen og jeg kunne simpelthen ikke være et sted, hvor de mente at Hitler var en god person, at jødeforfølgelsen ikke fandt sted, at Madsen ikke slo den svenske pige ihjel osv osv. Det var pinligt og simpelthen så langt ude!!! Jeg ved, at der var mange journalister derinde der holdt øje og jeg var til sidst bange for, at mit navn skulle blive nævnt i medierne eller på de sociale medier. Jeg ville ikke sættes i forbindelse med noget så langt ude, når jeg ikke selv troede et sekund på det! Disse mennesker brugte så meget tid på at gå og være bekymret og var nærmest paranoid på hele verden og hvor må det være hårdt for dem.

Men det har været en spændende periode og jeg har fået indsigt i en verden jeg ikke anede eksisterede. Tror jeg på at jorden er flad, nej det gør jeg ikke! 🙂 Tror jeg på, at der er mange ting på denne jord som vi ikke ved noget om, ja det gør jeg 🙂 Vi er opvokset og opflasket med at jorden er rund, at tyngekraften fungerer som den gør og vi stiller ikke spørgsmålstegn ved dette. Sådan er det jo bare og ingen tænker på at det kan være anderledes. Men i denne periode har jeg leget meget med tanken om, at ikke alt behøver at være som det ser ud og dette har været et sjovt tankeeksperiment 🙂 For hvad hvis jorden rent faktisk ER flad, hvad hvis vi er omgivet af en stor rund dome (kuppel omkring jorden) og at der findes mere land udenfor denne dome? Hvad hvis alt det vi troede på, noget så fundamentalt som troen på jorden ser ud som den gør, ikke er korrekt? Hvad hvis stjerner og måner ikke eksisterer og at hele universet ser helt anderledes ud end vi troede? Det er da en sjov tanke at lege med? For hvordan ser det så ud og hvorfor må vi ikke vide det? I følge FE, så styrer NASA og alle de andre rumprogrammer i resten af verden sandheden for menneskerne.

Men nu vil jeg nyde de timer der er blevet frigivet og ikke læse et ord mere om at jorden er flad 🙂 Over and out herfra 🙂

Mit arbejde, som for altid vil være i datid

Mit arbejde, som for altid vil være i datid

DLVS

Disse 4 bogstaver var omkredsen af mit sidste arbejde og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har sagt DLVS. Men det er mange gange 🙂 DLVS står for Danske Lægers Vaccinations Service og det var her jeg blev valgt ud af 100 ansøgere, da jeg søgte jobbet i August 2014. Jeg har ikke skrevet så meget om dette job før, for hver gang jeg tænker på det, eller taler om det, så begynder jeg at græde. For jeg savner mit job og de mennesker jeg arbejdede med, så enormt meget! 🙁

Der er gået 2 år og 6 måneder siden jeg gik derfra for sidste gang. Jeg vidste den dag, da jeg talte med Anders om at jeg måtte sygemelde mig, at jeg aldrig ville kunne komme til at arbejde igen. Noget ved man bare og jeg kunne mærke på min krop, at jeg ikke ville kunne klare at arbejde igen. Men hold kæft hvor jeg elskede det job!! 🙂 Jeg havde aldrig haft sådan et job før, jeg havde aldrig følt mig så tilpas og jeg følte endelig, at jeg havde fundet det sted hvor jeg skulle være i mange, mange år. Jeg bestemte selv mine arbejdstider, kliniktider i Søborg og jeg elskede især, at være på kontoret sammen med Anders, Daniel og Benjamin. Vi grinede så meget og de 3 drenge, de var bare så søde og varme 🙂 Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg braste sammen af grin, fordi Benjamin og Daniel lyttede til hvad jeg sagde i telefonen og så kom de med jokes og så begyndte jeg altid at grine 🙂 Kunderne i telefonen tog det heldigvis pænt og jeg måtte undskylde, mens de to fjollehoveder lå flade af grin bag mig. Anders og jeg havde et helt specielt venskab og vi fik talt om meget, specielt omkring eksistentialismen, det at leve og hvad det bringer med af gode og dårlige ting. Han havde en helt fantastisk evne til at se det bedste i alle mennesker og han hjalp mig meget i den periode med noget personligt, som fyldte meget. Jeg har aldrig mødt en mand, der talte så meget og kærligt om sin hustru! Han roste hende til skyerne hver eneste dag og han elskede, når hun havde bagt noget lækkert til når han kom hjem. Så fik vi detaljeret fortalt dagen efter, hvordan kagen så ud, hvordan det smagte og hvor dygtig hun var til at bage 🙂 Han var meget sirlig med bakterier og man måtte helst ikke røre noget på hans bord, det kunne han slet ikke magte. Så hvis han var i godt humør og man ville drille ham lidt, så skulle man gå hen til hans bord og røre ved noget med vilje og se på ham samtidig 🙂 Så flippede han helt ud i sjov, men lidt alvor var der og jeg er sikker på, at det hele blev sprittet godt og grundigt af bagefter haha 🙂 Økonomi pigerne sad i et andet rum, dem havde jeg det også fint med og vi plejede at spise frokost alle sammen i kantinen. Det var hyggeligt. Pigerne synes jeg havde nogle underlige spisevaner, at jeg var kræsen. Men på det tidspunkt var jeg så syg, at jeg nærmest intet kunne spise og jeg havde en forfærdelig kvalme hele tiden. Så jeg spiste nærmest intet og det lagde de mærke til. Jeg undskyldte det bare med, at jeg ikke kunne li det de havde eller at jeg ikke var så sulten. Men jeg havde lyst til at spise, min krop kunne bare ikke klare mad. Bare jeg havde det problem nu haha 🙂 Nu har jeg aldrig kvalme mere og jeg kunne spise hele tiden 🙂 17 latterlige kilo er der også røget på siden diagnosen, stort suk!! Kliniktiderne var ok, men jeg var træt af patienterne. Jeg kunne meget bedre li at sidde på kontoret og svare på mails og telefonopkald omkring rejser, vaccinationer osv. Det var fordi at kunderne stressede mig for meget, det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt. Halvdelen af kontoret var mormoner, men det lagde man ikke mærke til. Det eneste man kunne se det på, var at de ikke drak kaffe og cola på grund af koffein og alkohol når vi var sammen ved festlige lejligheder. Nogle gik mere op i det end andre, men jeg har aldrig oplevet, at de prøvede at pådutte mig noget. Så jeg lærte meget om mormoner i det job og de er nogle skønne mennesker 🙂 At de så mener, at jeg ikke kommer i himlen når jeg dør, det er en anden historie 🙂

Savnet vil altid være enormt og jeg håber en dag, at jeg kan tage forbi og sige hej uden at bryde helt sammen 🙁 Men jeg kan ikke endnu, det ved jeg og spørgsmålet er, om jeg nogensinde vil kunne tage forbi dem. Som sagt, jeg tuder bare om at tænke på DLVS.

Tvunget til at ligge ned

Ingen stress og jag i dag 🙂

Ja sådan er mit dag og det menes bokstaveligt! Jeg skal have taget en ny synactettest i morgen tidlig kl. 08.00 og lægen ville se om min krop kan presses til at begynde at producere kortisol selv. De kalder det at kickstarte binyrerne, eller nok nærmere hypofysen i mit tilfælde, da det er her fejlen ligger hos mig. Normalt når man får taget denne test, så siger lægerne, at man skal være uden medicin fra kl. 12 dagen før testen. Sådan var det sidste gang jeg fik taget den og jeg blev dårlig, men det gik lige. Denne gang vil lægen have, at jeg skal være uden medicin fra søndag kl. 15 til tirsdag morgen kl. 08 hvor testen skal tages. Det er over 40 timer uden hydrokortison!! 🙁 Min medicin som jeg ikke kan leve uden. Så jeg er nervøs for om min krop kan klare så mange timer uden medicin og om jeg går i addison krise i læbet af dagen, aftenen… Men hvad man ikke gør for at prøve at blive raskere! Tænk hvis min krop kunne begynde at producere kortisol igen, så ville jeg kunne arbejde igen og få mit liv tilbage!! 🙂 Så jeg prøver at se om det går og det værste der kan ske, er at jeg bliver indlagt med en addison krise og så kan de give mig solu-cortef og så overlever jeg nok hehe… Men jeg kan ikke lade være med at blive bekymret om jeg vil blive dårlig og indlagt. Så tænker mange nok, hvad gør det at være uden medicin i *kun* 40 timer? Det folk ikke ved er, at at uden hormonet kortisol dør man. Man kan ikke leve uden. Hormonet styrer kalium-natrium balancen og mange andre livsvigtige funktioner i kroppen. Så jeg risikerer, at der går helt kuk i denne balance i dag og at jeg går i addison krise 🙁 Men jeg er mandsopdækket af min elskede familie, for de er også bekymret. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gør uden min familie 🙂

I dag er Laura hjemme og jeg har fået streng besked på at bruge hende til alt! Jeg må ikke blive det mindste stresset i dag, det er det vigtigste. Mikael har ryddet sin kalender og er klar på telefonen og kan køre hjem med det samme, hvis jeg bliver dårlig 🙂 Generelt er de bare så søde og omsorgsfulde 🙂 Så jeg er velsignet på alle måder må man sige.

 

Jeg kan allerede mærke, at jeg mangler HC. Det er svært at skrive dette, da jeg hele tiden ryger ind i min “osteklokke”. Det gør jeg når jeg er i underskud, så kan jeg ikke fokusere og begynder at stirre ud i luften. Det minder meget om når man dagdrømmer, hvor man bliver fraværende og sidder og stirrer ud i luften. Jeg har også hovedpine, endnu en ting jeg får når jeg er i underskud… Klokken er kun 10.30 så der er lang vej endnu 🙁 Nå nok om dette 🙂

 

Det er længe siden jeg har skrevet herinde, dagene går så hurtigt. Jeg fik min førtidspension denne sommer og en lang og meget hård periode var endelig overstået 🙂 Nu skal jeg finde min rytme i livet, finde ud af hvor meget jeg kan og ikke kan og hvad jeg skal få dagene til at gå med. Jeg savner stadig mit arbejde så meget at jeg kan tude over det! 🙁 Jeg har stadig ikke været forbi DLVS for at besøge dem, det er stadig for sårbart og jeg ville begynde at græde af savn. Så det må vente. Jeg har til gengæld meldt mig ind i fitness world, noget jeg har haft lyst til længe! Jeg har kun været der 3 gange indtil videre, men det skal nok komme 🙂 Så har jeg mine syprojekter som jeg elsker 🙂 Jeg rejste til Rom alene og var der i 5 dage inden Mikael kom. Det var så hyggeligt og det er godt for mig at komme afsted på egen hånd, da jeg skal lære at jeg godt kan finde ud af det selv og at jeg npk kan mere end jeg tror. Så det var nogle skønne og varme dage som jeg nød meget 🙂 Da Mikael kom fejrede vi vores 14 års bryllupsdag 🙂 Vi havde nogle fantastiske dage sammen og Rom er bare en fantastisk by! Vi skulle i skt peters kirken den sidste dag og der var kamp varmt. Det var den sidste dag og jeg var drænet på alle måder. Køen var laaaaaang og der var ingen skygge 🙁 Jeg gik HELT ned og begyndte at stortude i køen, jeg må have været et syn haha 🙂 Men det var ikke sjovt mens det foregik! Der burde faktisk være en mulighed for at komme ind før de andre når man er syg. Jeg kunne se, at de havde en speciel kø for dem i kørestole, men jeg er jo ikke dårligt gående. Eller det vil sige, når jeg når derud, så er jeg faktisk dårligt gående og jeg har meget brug for at sidde eller ligge. Vi talte om, at det ville være godt hvis jeg kunne have siddet i en kørestol den dag. For det var hårdt bare at gå rundt. Jeg proppede mig med HC og det blev bedre efter nogle timer. Jeg holdt ud og efter halvanden time i stegende sol og kø, så kom vi ind 🙂 Kirken er fantastisk! Vi brugte mange timer derind og på et tidspunkt gik vi ind i et aflukket bederum. Vi sad bare og så begyndte mine tårer bare at løbe. Jeg sad og fik en helt enorm befriende følelse som jeg ikke kan forklare. Det var en skøn følelse og jeg fandt roen i min krop, noget jeg ikke er god til. Jeg græd og græd og det var en blanding af lykke og håb der fyldte min krop. Noget sagde til mig, at det hele nok skulle gå og at jeg måtte begynde at acceptere mit nye liv. Det var en helt ubeskrivelig oplevelse 🙂

 

Nå nu kan jeg ikke mere for i dag 🙂

Fortiden, nutiden og fremtiden

Fortiden, nutiden og fremtiden

Jeg er sådan en person som bruger meget tid på at tænke, spekulere og reflektere over mit liv. Jeg ønsker selv, at blive et bedre menneske og hele tiden udvikle mig som menneske. Det er ikke altid let og man støder ofte panden mod en mur. Nogle gange, så misunder jeg de mennesker, der bare går igennem livet uden at spekulere, uden at udvikle sig. De forbliver bare i deres lille boble af deres egen verden, de ligger nok ikke søvnløs som jeg og de har deres mening som nok ikke er til at rokke ved. Men så tænker jeg, jo de har nok en mere rolig hverdag, men livet er da at udvikle sig, at ændre på ens dårlige vaner, at prøve at se sig selv udefra og prøve at gøre det bedre for sig selv og ikke mindst dem omkring en. Så er jeg glad for at jeg i det mindste prøver 🙂

 

Vi har alle vores kampe, vi har alle vores spøgelser, vi har alle vores måde at agere på, som nok ikke altid er den bedste måde. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg tænker og hvad det gør ved mig. Efter jeg er blevet syg, så er jeg nærmest gået ind i et PTSD stadie og jeg kan lige så godt sige, det er IKKE sjovt!! L Den ene ulykke efter den anden ramte mig fra Januar 2014. Jeg fik den ene øretæve efter den anden og det har resulteret i, at jeg hele tiden er bange for om der kommer en ny forbandet ulykke lige om lidt 🙁 Det resulterer i, at jeg aldrig tør at slippe tøjlerne og slappe af. Jeg tør ikke at leve i nuet, for hvornår rammer næste ulykke? I den forbindelse kom jeg til at tænke på, at der findes 3 slags mennesker. Ja, det er nok meget firkantet sat op, det ved jeg godt og man kan nok have flere dele i sig selv, end kun den ene.

 

Men der findes de mennesker, der kun lever i fortiden. De lever og ånder for hvem de engang var, hvad de lavede da de var ung, eller i den periode hvor de måske var mest lykkelige. De kan ikke tale om andet end: ”kan du huske dengang” eller ”da jeg var ung så…”. Er de meget i fortiden, så tænker de aldrig på nuet eller fremtiden og de er måske sat lidt fast i fortiden og går nok glip af meget, da de kan have skyklapper for deres øjne. Ikke at man ikke må snakke om sin fortid! 🙂 Vi har alle en fortid og vi kan alle li at tale om den med de mennesker vi har oplevet tingene med, eller at dele ud om vores liv og sjove episoder og nogle gange triste ting. Fortiden er jo den der har formet os som mennesker og er den der har gjort os til den person vi er i dag. Dårlige og gode minder der lever videre i os og er grundlaget for hvem vi bliver som mennesker. I min optik er det ikke godt kun at leve i fortiden. Man kan hurtigt glemme at nyde nuet, man kan glemme at spørge ind til hvordan ens kære har det omkring en, da man er så fikseret på fortiden hele tiden. Man kan blive fastlåst i gamle minder, både de gode og de dårlige og man risikerer, at man stopper med at udvikle sig som menneske. Man glemmer faktisk bare at leve og nyde livet her og nu og det er da trist 🙁

 

Så er der dem der er gode til at leve i nuet  🙂 Dem misunder jeg! De nyder livet og hænger sig ikke i fortiden, eller bekymringer om fremtiden. Måske kan de blive lidt overfladiske, hvis de ikke reflekterer over livet. Men de er generelt dygtige til at være tilstede her og nu og tager ikke livet så tungt. Jeg tror ikke det er nemt at være et nutids menneske, jeg tror det kræver øvelse at ikke spekulere over fortiden og fremtiden. Vi bliver jo stopfodret fra vi er små til at lære at spekulere over fremtiden. Det første vi spørger børn og unge om er: ”hvad vil du være når du bliver stor?”. Der kører den ene katastrofe på medierne efter den anden. Global opvarmning, flygtningekrise osv. Vores børn lærer at blive ”fremtids mennesker”, de lærer at være bekymret for alt. Jeg lytter meget til radio når jeg sidder og syr på mine små projekter og jeg må altså grine 🙂 De pisker en stemning op omkring hvad der kan ske, nu når Donald Trump er blevet præsident i USA!? Der er nærmest ikke grænser.. 🙂 Da der var præsidentvalg, kom Sophie hjem og sagde, at hvis han blev valgt, så ville det hele ende ud i en ny verdenskrig 🙁 Sådan noget har hun da ikke selv fundet på, det har hun da hørt fra medierne, lærere og hvem der ellers kan påvirke hende. Så måtte vi tage os en snak om, at det ikke ville ske og at han alene ikke bestemte alt. Han kunne ikke regere alene og at der var en hel kongres og senat under ham, han skulle igennem, inden de store beslutninger blev taget.

Da jeg var ung var det den kolde krig og atomkrig der var fokus på. Jeg kan stadig huske hvor bange jeg var, for om der skulle starte en krig og om det ville regne med atombomber 🙁

 

Jeg føler med de unge i dag, de har det faktisk ikke let. De bliver bombarderet fra morgen til aften med nyheder på deres telefoner, facebook, youtube og mange andre medier. De har aldrig fri, der bliver hele tiden hevet i dem 🙁 Men heldigvis har børn og unge mennesker lysten til at leve i nuet og de er generet gode til at slippe spekulationerne og bare være her og nu 🙂 En egenskab vi voksne kunne lære lidt af.

 

Så er der dem der lever i fremtiden og hvis I ikke allerede har gættet det, så er det denne kategori jeg går ind under. Ikke af egen fri vilje, jeg hader det. Det gik op for mig, da vi var på ferie. Vi havde ikke været der mere end nogle dage, da jeg allerede begyndte at tale om, at vi snart skulle hjem og at jeg ville blive dernede. Det resulterede i, at jeg slet ikke fik nydt tiden dernede godt nok, for jeg tænkte mere over at jeg skulle hjem om lidt over en uge. Tåbeligt ik? Jeg bruger meget tid på at spekulere over fremtiden, jeg kører katastrofetanker hele tiden. Men der er også noget positivt ved at tænke frem og det er glædens forventning til skønne tider som ferier, jul og fødselsdage. Det er dejligt at tænke på! 🙂

 

Men jeg må lære at slippe katastrofetankerne, for de gør mig intet godt. De gør at jeg aldrig slapper af, at jeg ikke nyder nuet, at jeg går og er i konstant alarmberedskab og det er stressende for kroppen og min addison. L Mikael og jeg har brugt over 2 år på at være nervøse for fremtiden og hvad det ville ende ud med, angående min sag i Kommunen. Om jeg ville få førtidspension. Alt i vores liv blev sat på pause og vi kunne intet planlægge omkring vores fremtid, da vi ikke vidste hvordan den så ud. Det har været enormt frustrerende og vi har været så bange for om jeg ville ende i et ressourceforløb, hvor jeg skulle på kontanthjælp. Det ville vores økonomi ikke kunne bære og så ville vi skulle sælge huset L Det har fyldt ALT og vi skal nu lære, at slippe disse tanker og slappe af igen J Men det gør man bare ikke på en dag, det kommer til at tage tid for os. Vi er så glade for at der er ro på nu og at jeg fik min førtidspension J Vi er ikke glad for at jeg ikke kan arbejde, men når det ikke kan være anderledes, så er det godt at jeg fik min pension.

 

Men hvad skal vi nu tale om haha 🙂 Det har jo været det store samtaleemne og nu skal vi tale om alt det, vi ikke har kunne tale om i over 2 år. Hvordan vores fremtid skal blive, hvad jeg skal få tiden til at gå med, om vi skal blive boende, hvor vi har lyst til at flytte hen hvis det er det vi beslutter os for osv. Det er alle dejlige tanker, men de er alle i ”fremtidstankerne” igen og hvad så med nuet?

Hvad med at bare være i nuet nu, at nyde her er ro på, at jeg endelig kan bestemme over mit eget liv og i princippet rejse til udlandet i morgen, hvis det var det jeg havde lyst til? Jeg vil prøve at blive bedre til at nyde den dag jeg er i, at se på min dejlige familie og knuselske dem hver dag! At være glad for at jeg stadig har dem og at de stadig elsker mig, med alle mine fejl og sygdomme 🙂 Jeg har sådan lyst til at lære, at leve i nuet og slippe bekymringerne.

Jeg elsker stadig livet, måske ikke lige så meget som jeg gjorde før, men det skal nok komme tilbage. Som Patrick Swayze sagde i Dirty Dancing ”Nobody puts baby in the corner” og sådan er det også med mig. Jeg er visnet de sidste to år, jeg bliver ødelagt af min addison og af at andre skal bestemme over mig 🙁 Min frihed blev taget fra mig og nu har jeg fået den tilbage 🙂 Det vil nok tage nogle måneder, at finde ud af at jeg er fri igen og at jeg kan gøre som jeg har lyst. At jeg ikke skal gå med katastrofetanker 24/7. Nu begynder kampen for at få livet tilbage, at finde frem til hvem jeg er som det halve menneske jeg er blevet, hvem jeg er som Mor og hustru, hvem jeg er som datter og søster, hvem jeg er som veninde, hvor meget overskud jeg får, hvor meget jeg kan klare uden at gå addison ned. Dette vil jeg arbejde benhårdt på og jeg skal blive i nuet og ikke i fremtidstankerne!

 

Et meget rodet blog indlæg, men jeg håber at I forstod hvor jeg ville hen denne gang, i mine tanker 🙂

 

Jeg er evigt taknemlig over det system vi har i Danmark. Jeg blev syg, jeg blev passet på, jeg blev tilkendt førtidspension uden et ressourceforløb, hvilket nærmest er umuligt i dag. Jeg er ikke utilfreds med systemet, jeg passer nok bare ikke ind i de firkantede rammer 🙂

 

Mange tanker og spekulationer fra en nyudklækket førtidspensionist.

Jeg går og siger til mig selv og mine nærmeste, at jeg nu har ”evig ferie” 🙂 Det lyder bedre, end at man er blevet pensioneret og ordet ferie er lagret med så meget positivt! Hvem ønsker ikke at være på ”evig ferie”, nu når det ikke kan være anderledes? 🙂

 

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg fik sådan lyst til at ligge et gammelt billede ud af mig selv, fra dengang jeg var rask og en party uartig tøs 🙂 Fra dengang hvor jeg kunne drikke og hvor livet var let. Jeg har sagt det før, husk nu at nyde livet og jeres helbred! Man ved aldrig hvornår det hele bliver revet væk fra en, det kan ske hurtigere end man tror.

Tryk ”godkend”

Tryk ”godkend”

HJÆLP! 🙂

Jeg er en der altid går og taler højt om, hvor meget jeg har lyst til at rejse og hvor uafhængig og impulsiv jeg var i mine unge år. Jeg tror Mikael har været, eller jeg ved, at Mikael har været bekymret for mig 🙁 Ikke så meget på grund af mine sygdomme, de er hvad de er og vi kan håndtere dem nu. Nej, det er mere det psykiske aspekt der udspiller sig dagligt i vores hverdag. Jeg kommer aldrig ud mere, jeg har ikke lysten simpelthen. Jeg føler mig utilpas og jeg ved aldrig hvornår jeg bliver dårlig. Jeg bryder mig ikke om den opmærksomhed jeg får, når jeg bliver dårlig og jeg er ret dårlig, har jeg fundet ud af, til at modtage omsorg fra andre end min nærmeste familie. Derfor er mit sociale liv blevet enormt indskrænket. Vi er enten hjemme eller hos svigermor. Hjemme kan jeg være mig selv og ligge mig når jeg får behovet og sådan har jeg det også hos svigermor. Forståelsen har altid været dejlig hos min svigermor og hos min svigerinde Sulle. Så det er de eneste mennesker jeg ser. Hov jeg var lige ved at glemme Jeppe og Christina, dem har vi også været hos nogle gange. De er så gode til at ringe impulsivt og spørge om vi har planer og så kører vi op til dem i Frederiksværk, hvis min dag er god 🙂 De har forstået hvordan de skal gøre, hvis de vil se os og det er skønt. Noget andet er tøjet. Jeg har jo taget meget på og jeg har altid været enormt selvkritisk! 🙁 Så når vi skal ud, så skammer jeg mig over mig selv og uanset hvilket tøj jeg tager på, så føler jeg mig som en elefant! Jeg er sikker på, at alle kigger på mig og tænker ”hold da op hvor er hun blevet tyk”. Jeg ved godt i mit fornuftige sind, at det er noget vildt pjat!!! Men følelsen er der bare og det gør, at jeg føler mig enormt dårlig tilpas. Tøjet klemmer og strammer og det sidder ikke pænt. Så det er også en grund til at jeg ikke kommer så meget ud.

 

Nå tilbage til navlestrengen 🙂 I går morges var jeg så inde og se på rejser, dette gør jeg ofte. Så fortæller jeg bagefter Mikael hvad det koster og hvor jeg kunne rejse hen lige nu, hvis jeg købte rejsen. Mikael savner den gamle E-M og da vi gik tur, så sagde han ”når vi kommer hjem, så går vi ind og køber den tur til Thailand!”. ”Du trænger til lidt ferie skat, at komme væk fra det hele og finde ud af at du godt kan klare dig alene”. BUM! Så hang den der i luften og hvad skulle jeg så gøre? Så kom der mange ”men…?” ”kan jeg…?” ”hvad nu hvis…?” men Mikael holdt på sit! ”Du taler og taler om det, nu tager du af sted og så nyder du det”. Jeg kunne mærke en kæmpe klump bygge sig op i min mave, ikke af forventning og glæde, mere af bekymring og følelsen af at jeg ikke var stærk og modig nok. Havde han sagt dette inden jeg blev syg, så havde jeg ikke tænkt et sekund over det. Så havde jeg jublet og skreget af glæde, hoppet op og ned på stedet og ikke kunne vente til at komme af sted! 🙂 Men nu var der ingen glæde, ingen sommerfugle i maven, kun klumpen af bekymringer, sygdom, at jeg ikke kunne klare det, rædslen for at blive syg og indlagt og tanken om alt det der kunne gå galt! Vi talte lidt mere om det på gåturen og Mikael var ikke til at rokke, når vi kom hjem, så skulle vi gå ind og finde rejsen. Vi kommer hjem og Mikael satte sig ud i solen på terrassen med sin telefon for at finde rejsen til Thailand. ”Du kan rejse i morgen” (søndag) sagde han så (sig mig, vil han af med mig mon tro hehe 🙂 ). ”ROLIG NU” udbrød jeg, ”jeg kan ikke rejse i morgen, jeg skal lige have mit pillepas fra apoteket og hente medicinen”. Ja for sådan er det når man er så syg som jeg er, så er der meget der skal hænge sammen inden man kan rejse… 🙁 Så fandt han en rejse mandag sen aften og med hjemrejse 10 dage efter. Vi sad og så på det hele en times tid og så sagde jeg usikkert, ”ja, men så gør jeg det” og POP så røg mastercard frem fra Mikaels lomme 🙂 Haha der begyndte jeg faktisk at grine, selv om klumpen blev større og større i min mave 🙂 Jeg tastede mine informationer ind og kortnummer og så skulle jeg trykke ”godkend”. Min hånd ville ikke lystre, jeg kunne ikke trykke. Det er noget af det underligste jeg har prøvet, 20 cm fra at rejse til dejlige varme Thailand, der skulle bare et tryk til… Mikael begyndte at grine og sagde ”det er jo også meget strengt, her tvinger jeg dig til at rejse til Thailand, med sol og strand, hvor du bare skal hygge dog og slappe af i 10 dage. Nej, hvor er det farligt!” 🙂 Jeg kørte en indre og ydre dialog med mig selv og med Mikael. ”Du kan godt, kom nu og tryk på den knap, du vil elske at komme lidt væk fra det hele, det er jo det du har talt og drømt om i 2 år osv”. Men hånden rykkede sig ikke… Jeg begyndte at græde helt vildt og klumpen blev større. ”Hvad er det du er så bange for skat?” spurgte Mikael. ”Jeg ved det ikke, hvad hvis jeg bliver syg og jeg bliver indlagt og hvad hvis jeg ikke kan finde ud af at finde det nye fly med mellemlandingen og hvad hvis de stopper mig med min morfin og tager den fra mig og hvad nu hvis og hvis…” sagde jeg mens tårerne fløj ud af øjnene 🙁 Her gik det pludselig op for mig hvor bange jeg reelt var for at forlade min trygge ramme her hjemme, hvordan min sygdom og tanker omkring det styrede min hverdag 🙁 ”Jeg er jo blevet en bangebuks” og Mikael måtte give mig ret, mens han smilede sødt til mig. Jeg sad så og kæmpede et kvarter, græd på skift og prøvede at styre min finger hen til ”godkend”, men der skete stadig intet. ”Åh hvor er det her latterligt, jeg kan jo godt, jeg kan altså godt, nu gør jeg det” og så trykkede jeg sku på godkend! 🙂 Det var med en kæmpe klump, med angsten dryppende ned af mine kinder og med en rystende hånd! ”Nu er det på tide jeg tager kontrollen tilbage tænkte jeg, men der var ikke den der følelse af lettelse, af glæde, klumpen var der stadig. Så summa summarum, jeg skal rejse til Thailand i morgen aften. Men sikke et drama haha 🙂 Shit jeg får klumpen tilbage, bare ved at tænke på det 🙁 Jeg skal nok klare det, jeg er stadig stærk..

 

I øvrigt, da jeg gik i 7 klasse, tog jeg selv toget fra Narvik i Nord Norge igennem hele Sverige og til København. Der var 3-4 skift på vejen og intet var elektronisk dengang. Jeg kan huske, at jeg sov over mig den ene dag og vågnede i sovekupeen 5 minutter før det andet tog skulle afgå. Her fløj jeg op og opdage til min forbavselse, at jeg var plantet på et sidespor i det tog jeg var i!! Jeg gik nærmest helt i panik! Jeg fik kastet mig i noget tøj, pakket mine ting sammen og så måtte jeg hoppe ud på skinnerne og løbe med min bagage langs skinnerne hen til perronen hvor det næste tog jeg skulle med holdt. Jeg nåede det lige med nød og næppe, men jeg havde sku ikke den klump i maven dengang! Så jeg kan godt, tror jeg… 🙂

 

Vi så i øvrigt på vejrudsigten efter jeg havde trykket godkend og der er meldt regn, skyer og atter regn i alle 10 dage:-) Nemesis siger jeg bare haha 🙂 Så det ender sku nok med, at jeg må sidde indenfor i 10 dage.. I morgen skal jeg hente medicin, pillepas og nogle andre småting og så skal jeg flyve kl. 22. Jeg flyver hele natten og skal mellemlande i et arabisk land ved fem tiden om morgenen. Min største bekymring lige nu, er at Thailand ikke er et schengen land og at det ikke er sikkert, at de godtager mit pillepas hvis jeg bliver stoppet og så er der sku krise i bogstaveligste forstand! For min krop er jo afhængig af det skidt og hvis de tager det fra mig, så vil jeg få abstinenser med meget dårlig mave og så vil jeg ikke kunne optage min hydrokortison og så vil jeg ende ud i en addison krise 🙁 Men jeg er aldrig blevet stoppet og der står på nettet, at de som regel siger god for pillepas. Så jeg tager chancen… Men det giver mig ikke ligefrem mere ro i kroppen, ikke før jeg er kommet igennem tollen i Thailand! Men hvorfor skulle de tage det fra mig, det er til eget forbrug, jeg har pillepas og der står mit navn på det hele og det er ikke åbnet. Det må de kunne se er reelt nok. Hvis ikke har jeg læst på nettet, at man nærmest kan få alt på de Thailanske apoteker uden recept. De er ikke så hysteriske dernede tydeligvis. Min anden bekymring er rejsediarre. Det værste der kan ske for mig er at få en maveinfektion, for så kan jeg ikke optage min medicin og så ender jeg med en indlæggelse og det ønsker jeg ikke i Thailand. Det minder mig om, at jeg må få skrevet alle oplysninger ned på min rejseforsikring… Vi har faktisk to rejseforsikringer, så jeg burde være dækket godt nok ind 🙂

 

Til det positive, jeg skal ned til 35 grader. Stranden ligger 10 minutters gang væk fra hotellet. Det er vildt billigt i Thailand og jeg skal shoppe tøj til Mikael, Sophie, Niclas, Laura og mig selv!! Vi sørgede for at booke det hotel der lå nærmest lufthavnen, så jeg ikke skal så langt når jeg ankommer 🙂 Wuhuuuu siger jeg bare (med en klump i maven haha)

 

Jeg rejser med Quatar airways og servicen skulle være helt fantastisk og maden er gratis. Det er godt nok på monkey class, men jeg er ikke så stor og jeg bliver nok træt da jeg bliver drænet når der sker noget så vildt som dette!! Der er som sagt en mellemlanding i Doha, et eller andet sted i et arabisk land..

 

Så i morgen sker det sku!! Jeg kommer til at græde som pisket når Mikael afleverer mig i Kastrup!! Jeg har ikke været uden Mikael i 10 dage nogensinde siden vi mødte hinanden for 17 år siden, bare det skræmmer mig. Han passer på mig hver dag og giver mig så enormt meget tryghed og omsorg. Han er den der kan se på mig når jeg er ved at gå i underskud, han er den der kan få mig ned når jeg bliver bange, han er bare den der kender mig bedst! Så tanken om at forlade ham, at rejse ud af Europa for første gang i mit liv og så alene, skræmmer mig helt vildt!! 🙁 Så mit ønske er bare at det hele går godt og at jeg ikke bliver stoppet i tollen og at jeg undgår rejsediarre..

Mikael håber, at han måske får noget af den gamle Else-Maria tilbage og at jeg slipper lidt af afhængigheden til ham. Han tvinger mig faktisk til at rejse. Han siger, at jeg bliver nødt til at presse mine grænser lidt og at jeg kan mere end jeg tror.

 

Hilsen Else-Maria med den største klump i maven, selv om jeg skal til dejlige skønne Thailand 🙂

 

Jeg har lagt et billede ud af skønne Thailand.