Jeg kom, jeg så, jeg rejste

Jeg kom, jeg så, jeg rejste

Thailand

Jeg må bare sige, at jeg elsker Thailand 🙂 Rejsen gik dog ikke helt som forventet…. Men lad mig starte fra en ende af 🙂

Jeg havde planlagt, at jeg skulle ankomme i Bangkok og rejse hjem fra Bangkok. Jeg ankom som planlagt og rejsen var gået fint. Hele Bangkok flyveplads er dog en stor kø til alt! Jeg stod over en time for at komme igennem paskontrollen og atter en time for at få fat i en taxa. En ting har jeg lært på denne rejse, stol IKKE på taxa chauffører haha 🙂 De er kun ude på at smide en af så hurtigt som muligt og de siger, at man er nået frem selv om man ikke er i nærheden af hotellet. Dette skete for mig de 2 gange jeg tog en taxa og efter dette, så gik jeg til mine destinationer og tog ikke flere taxaer! 🙁 Da jeg endelig ankom til hvad jeg troede var mit hotel (læs at man bare bliver smidt tilfældigt af et sted af taxa chaufføren) så stod jeg der på en meget travl gade uden kort eller signal på min telefon. Det hotel der skulle være mit hotel, var ikke mit hotel og så stod jeg der med alle mine talenter 🙂 Jeg havde på det tidspunkt været afsted i over 24 timer og trængte til at komme på mit værelse og få et bad og noget at spise! Jeg fik spurgt en masse gadehandlere om vej og til sidst fandt jeg mit hotel. Sawadee house et par gader væk fra Khao San road (tak for tippet Berit 🙂 ) Hotellet var fint nok til prisen, 1000 baht per nat (200 kroner). Jeg havde et værelse med en dobbeltseng og der var ingen vinduer. Så kunne jeg gå ud på badeværelset og det lå så lige ud til en meget travl gade. Der var ingen vinduer ud til gaden, men jeg boede heldigvis på 3 sal, så jeg følte mig tryg nok og døren kunne låses indefra rummet. Den første aften gik jeg ud og fik thai mad og en omgang massage. det trængte jeg til efter den lange rejse 🙂 Jeg tilbragte 5 dage i Bangkok, jeg skulle lige føle mig tryg og finde ud af hvor jeg skulle tage hen efterfølgende.

I Bangkok mødte jeg også en fyr fra Island, han boede godt nok I Norge og en pige fra Tyskland. Vi faldt i snak på en restaurant/bar på min anden aften og de var også alene afsted. Vi blev enige om at mødes dagen efter og tage hen til Sinai hospitalet, hvor de havde et museum. Som sagt som gjort 🙂 Her kunne jeg fortælle endnu flere historier om taxa turen, men de fortjener ikke et sekund af min tid, så jeg lader være haha 🙂 Det er det vildeste museum jeg har oplevet! Skræk kabinettet på panum kan bare pakke sammen og det samme gælder udstillingen “bodies”. Der var alle afskygninger af siamesiske tvillinger og andre underlige fostre i formaldehyd i store glaskrukker. Hele voksne mennesker i store glaskasser, lemmer, indvolde og hvad der ellers findes på en krop. Jeg troede det var det hele, men nej. Så gik man ind i deres “forensic” museum. Her gik man lige ind i en stor trækasse stående lige op i luften som en kiste. Der var glas foran og på siderne og inde i kassen stod liget af en mand. Ganske nok en del udtørret. På kassen stod der, at han havde voldtaget og dræbt en kvinde og derved fået dødsstraf. Her stod han så til fuld skue for alle der skulle få den samme ide 🙂 Genialt! Der var flere af disse forbrydere som stod udstillet, der var vist også en kannibal… I et andet rum viste de trafikuheld/drab og billeder af ulykkerne og drab generelt med våben. Det var et MEGET drabeligt og uhyggeligt (og sjovt synes jeg) museum!!! 🙂 Den var sku ikke gået her hjemme… Der gok børn rundt med deres lærere på udflugt. børnene virkede ikke til at være påvirket af alt dette.

Efter 5 dage besluttede jeg mig for at tage bussen til Koh Samui, helt nøjagtig til Chaweng Beach. Jeg havde bestilt et hotel over nettet og det var meget billigt og så pænt ud. Igen kørte taxa chaufføren bare et tilfældigt sted hen og smed mig af og sagde, at jeg var fremme. Det var jeg ikke!!! Grrrrr…. Jeg var trær, jeg havde været afsted siden fire om eftermiddagen og nu var klokken ti næste morgen. jeg havde siddet i en skod bus hele natten der stank af sure sokker og mug 🙁 Toilettet på bussen var et hul i jorden mere eller mindre og man skulle tage vand fra en stor spand siden af for at “skylle” ud. BVADR! Jeg fandt efter lang tid hotellet, det lå faktisk ikke så langt fra hvor jeg var blevet smidt af 🙂 Hotellet var malet rødt indvendig og var meget “eksotisk” Jeg skulle kun betale 750 baht per nat og det var billigt. Værelset var flot! Stort og med et stort badeværelse. Rødt igen og meget mørke gardiner. Efter et stykke tid lagde jeg mærke til en stor krog i loftet, underligt tænkte jeg. Senere opdagede jeg, at der lå noget underligt kædeværk i mit skab. Det viste sig så, at det var en sexgynge haha 🙂 Jeg kiggede nærmere på hotellet på nettte og jeg havde ikke spekuleret over navnet “Pleasure boutique hotel”. Der stod også, at hotellet kun var for voksne. Ups, jeg var havnet på et lidt “shady” hotel. Men de var nu alle søde dem der arbejdede der og jeg hverken så eller hørte noget i den periode jeg boede der 🙂 Dagene gik med solbadning og at lære nye mennesker at kende. Byen var fantastisk med smukke strande, god mad, søde mennesker og lækker massage 🙂 Jeg fik hurtigt venner og var faktisk ikke ensom. Det var faktisk dejligt, for det var en bekymring da jeg rejste, at jeg skulle blive ensom. Men det blev jeg ikke 🙂 Jeg har drukket banana colada i bare tæer på en strandbar midt om natten, jeg har spillet bongotrommer foran mange mennesker, jeg har spist lækker mad med venner, jeg har danset, fået smurt solcreme på ryggen hvor jeg ikke selv kunne nå, kørt på motorcykel, fået massage, spist alene og mange andre gode minder 🙂

Da tiden var inde til at jeg skulle videre til Phi Phi, så fik jeg et opkald fra min Mor. Min Mormor i Nord Norge lå for døden og jeg skulle beslutte mig for om jeg skulle rejse hjem 14 dage inde på ferien. Først besluttede jeg mig for at jeg ville blive, men samme nat kunne jeg mærke, at det kunne jeg bare ikke. Jeg måtte hjem og med til begravelsen, hvis hun døde. Dagen efter døde hun og så skulle jeg i gang med at ændre rejsen. Dette er ikke nemt skal jeg lige tilføje, for det første er der en tidsforskel på 6 timer og det skulle gå hurtigt. Hun skulle begraves fredag og det var nu søndag hos mig. Så jeg fik strikket en rejse sammen takket være Mikael (stakkels ham, det var ikke nemt at skulle arrangere det hele så hurtigt med min rejseforsikring og mig selv)  Jeg tog færge og bus til Phuket mandag morgen, ankom til Phuket sent om eftermiddagen. Tirsdag aften skulle jeg med flyet til Danmark (med mellemlanding i Doha) og landede i Kastrup lufthavn onsdag morgen. Torsdag morgen skulle jeg så flyve til Narvik i Nord Norge og fredag var begravelsen. Søndag skulle jeg flyve hjem igen. Pyha sikke en afslutning på min ferie 🙁

Vi fik sagt farvel til Mormor og det var en smuk begravelse. Dette vil jeg skrive mere om i et andet blogindlæg 🙂

Hvordan gik rejsen så med min addison? Fint 🙂 Der er faktisk ikke mere at sige til dette heldigvis. Jeg var selvfølgelig ikke ude hele natten, når klokken blev omkring 23 om aftenen, så var jeg træt og gik i seng. Jeg havde ingen nær kriser og jeg kunne styre det hele fint med min medicin. Jeg fik ingen maveproblemer og ja, det hele gik faktisk rigtig godt 🙂 Det er ikke sidste gang jeg skal til Thailand, men det ved I nok 🙂 Til Oktober tager Mikael og jeg afsted til Phuket sammen i 2 uger. Jeg glæder mig til at opleve Thailand med ham og ikke være alene afsted.

 

Jeg har lagt et billede op af Chaweng beach på Koh Samui 🙂 Det er ikke sidste gang jeg kommer der

Thailand here I come

Thailand here I come

På søndag rejser jeg til Thailand 🙂

Jeg skal være der præcis i 4 uger og det eneste der er planlagt, er flyturen fra Kastrup til Bangkok. Planen er, at jeg skal rejse rundt i landet og se lidt forskelligt. Jeg rejser ikke nord for Bangkok, så meget ved jeg. Jeg vil ned langs øst og vest kysten. Måske ø-hoppe lidt og opleve dele af skønne Thailand, hvor der måske ikke kommer så mange turister. Helt fra jeg var teenager, har jeg haft en drøm om at rejse på denne måde 🙂 Men livet kom i vejen, jeg blev ung Mor, hvilket jeg i øvrigt ikke ville have gjort anderledes. Så blev man “voksen” og pligterne tog over, regningerne skulle betales og uddannelse og arbejde skulle passes 🙂 Så drømmen blev lagt til side og glemt… Efter jeg blev syg, så har mit liv ændret sig drastisk. Jeg kan ikke det jeg kunne før for at sige det mildt! 🙁 Alt skal planlægges og medicinen skal passes, hvis ikke så får jeg det skidt. Den impulsive side af mig har jeg måtte lægge til side, hvilket har været et stort tab for mig, da jeg altid har været meget impulsivt anlagt. Bare sådan noget som uanmeldt besøg er skidt for mig 🙁 Jeg ved godt, at dem der kommer mener det i den bedste mening, men hvis jeg skal have gæster, så skal jeg vide det på forhånd, så jeg kan tilrettelægge dagen og mit overskud så jeg har energien til besøget og ikke går helt ned dagene efter.

Hvordan har jeg så planlagt denne rejse og hvordan skal jeg kunne klare det? Ja det er et godt spørgsmål og jeg kan jo ikke planlægge mig ud af alt 🙂 Men jeg kan forberede mig så godt som muligt, så jeg undgår indlæggelse.

Sidste år var jeg i Thailand i April i 14 dage. Det var meget varmt og min krop reagerede de sidste 3-4 dage med at hæve op og jeg fik ødemer i ben og hænder. Det er almindelig kendt, at os med addison reagerer på denne måde ved høj varme over længere tid. Så jeg fandt ud af, at jeg måtte drikke en salt/sukker blanding for at afhjælpe dette. Dette gjorde jeg i syd frankrig i sommers, med godt resultat (det smager til gengæld rædselfuldt!). Jeg har derfor købt en elekrolytblanding på apoteket, som jeg kan drikke ved behov. Jeg drak ikke nok vand sidste gang og da der er meget varmt, så dehydrerede jeg nok en smule, hvilket ikke afhjalp ødemerne. Så tjek på dette 🙂 Vejrudsigten siger 36 grader om dagen og 29 om natten, med en meget høj luftfugtighed, så der er meget varmt!! 🙂

Jeg har selvfølgelig hepatitis B vaccinen, hvis jeg skulle blive indlagt og hvis de bruger forurenede kanyler. Jeg har fået hepatitis A vaccinen i sidste uge, så jeg er sikret for fødevarer og drikke som kan smitte. Jeg har også fået dukoral vaccinen, som er mod kolera smitte via coli bakterier, så tjek på dette. Jeg har antibiotika med, hvis jeg skulle få dårlig mave og turistdiarre. Jeg har addison krisekort med, krisebeskrivelse på thai og engelsk og selvfølgelig al min medicin og ekstra i tilfælde af jeg mister det/tyveri osv. Jeg har injektioner med solu-cortef med, som kan gives hvis jeg skulle begynde at gå i krise. Så jeg kan nærmest ikke gøre mere nu for at forebygge indlæggelse 🙂

Jeg skal ikke backpacke, det er for hårdt for min krop. Jeg skal rejse stille og roligt rundt med en kuffert (jeg er vel en pige der skal have det hele med haha 🙂 ) Jeg starter ud med at være i Bangkok i 3-4 dage, alt efter hvordan formen er. Så tager jeg en bus ned til jeg ved ikke hvor endnu 🙂 Jeg har nogle bestemte destinationer, som jeg vil besøge. Det er Bangkok, Krabi, Phi Phi Island, Phatong Beach (der jeg var sidste år) og måske ø hoppe omkring Koh Samui. Men jeg tager det som det kommer og hvor vinden blæser mig hen 🙂

Mikael og ungerne er super opbakkende og sad nærmest og pressede mig til at bestille flyrejsen. Hmmmm gad vide om de bare vil af med mig 🙂 Nej, de ved om nogen, hvor meget frihed og rejser betyder for mig, det har det altid gjort. Efter jeg blev syg, så er der tid til dette. Så det er skræmmende og spændende det eventyr jeg skal ud på nu… Jeg skal og må blive ved med at presse mig selv til grænsen, jeg kan ikke bare sumpe hen og være bange for alt! Så mister jeg mig selv og den person jeg er 🙁 Jeg skal holde fast i mine drømme og ikke være bange for alt og jeg har været bange og bekymret. Det er så let, at sovse sig ind i katastrofetanker og lukke sig inde i en boble når man rammes som jeg. Ja, der kan gå tusinde ting galt på denne tur, men det kan også gå fint og blive helt fantastisk! I øvrigt, så har vi 2 rejseforsikringer, så mon ikke jeg er dækket godt nok ind, hvis jeg skulle blive syg… Jeg skal ikke miste det der gjorde mig til mig, jeg skal ikke lade min addison og stofskifte sygdom definere hvem jeg er. Jeg skal ikke lytte til bekymrede negative mennesker, der kun kan se alt der kan gå galt. Jeg skal ikke lukkes inde i vores hus og ligge på sofaen resten af mit liv og når livet er ved sin afslutning, blive bitter over at livet ikke blev som jeg troede. Jeg bestemmer selv over min krop og rejser giver mig glæde, håb, troen på at det hele skal gå godt og muligheden for at være impulsiv og se nye lande og kulturer 🙂 Det er sku da livet!!!

Min største bekymring for denne rejse er faktisk ikke mine sygdomme, for bliver jeg dårlig, så bliver jeg bare på hotellet nogle ekstra dage og får styrken tilbage 🙂 Sådan gør jeg også når jeg er hjemme og jeg kender efterhånden min “addison” krop så godt, at jeg kan dosere mig nogenlunde igennem dagen og strabaserne. Min største bekymring er om jeg kan undvære Mikael og ungerne i 4 uger!! 🙁 Jeg har aldrig været så længe væk fra dem før og jeg ved at jeg kommer til at savne dem helt vildt! 🙁 De er så søde og opbakkende hele tiden og siger at turen vil gøre mig godt og at jeg skal nyde det 🙂 Kan man få en bedre støtte, nej 🙂 Den anden ting jeg er bekymret for, er om det bliver ensomt at være alene i 4 uger. Men der tænker jeg, at jeg er god til at lære folk at kende og at jeg har nemt ved at snakke med folk. At jeg går glip af at hjælpe Sophie med make up og hår og se hende tage afsted til gallafest på skolen, men de har lovet at tage mange billeder og hun har fået den smukkeste Michael Kors sølpaljet kjole 🙂 Hun bliver sååååå smuk og jeg glæder mig til at følge hende via snap, billeder og på facetime fra Thailand! Jeg skal nok klare det uden dem i 4 uger, men åh hvor jeg kommer til at savne dem!!! 🙁

Så nu har jeg resten af denne uge til at forberede det sidste, inden jeg sidder på flyet søndag sen aften. Tid til at kramme og hygge med familien, så jeg får fyldt mine kærlighedsdepoter op inden afrejse 🙂 Tid til at finde ud af hvor jeg vil rejse hen, når jeg kommer derned. Tid til at reflektere over mit nye liv og hvordan jeg skal leve det fremover, så jeg ikke ender med at blive en sur og bitter kvinde. Tid til at glæde mig over denne fantastiske mulighed, være taknemlig over den støtte og kærlighed Mikael og ungerne giver mig hele tiden, at nyde al den skønne mad jeg skal spise, fantastiske bounty strande jeg skal se, billig massage og opleve de søde Thailændere 🙂 Jeg vil bevise over for mig selv og andre der rammes af kroniske sygdomme, der smadrer ens liv, at der stadig er håb og at man ikke må lægge sine drømme væk…

Jeg glæder mig og gruer mig også lidt, men jeg er sikker på, at det skal gå godt. Væk fra kulden og når jeg kommer hjem den 2 April, så er foråret i fuld fremmarch og jeg kan komme ud i haven og hygge og nyde min familie 🙂

 

Jeg har lagt et billede ud fra sidste år da jeg var i Thailand. Jeg var på en endagsudflugt hvor jeg snorklede og hvor vi sejlede hen til denne smukke strand 🙂 Note til mig selv: at finde en løsning hvorpå man kan få solcreme på ryggen, når man er alene afsted (gode ideer modtages gerne 🙂 ) og huske t-shirt når man snorkler, hvis ikke så bliver man meget solskoldet haha 🙂 Ikke sige ja tak, når kinesere tilbyder en klamme, fugtige, tørrede bananer 🙂

Nu er det endelig slut!

For nøjagtig 3 år siden var jeg i et smertehelvede og jeg var så udmattet, at jeg nærmest ikke kunne hænge sammen. Jeg havde i mange år taget tramadol til natten og senere morfin, for at kunne sove for mine smerter, ikke at det hjalp meget. Jeg havde mange søvnløse nætter og jeg måtte ofte melde mig syg fra arbejde, da jeg var helt smadret grundet manglende søvn og smerter. Det var små doser jeg fik, først 50 mg tramadol og senere 10 mg morfin til natten. Mikael og jeg gik derfor op til min læge, da jeg var i udredningsfasen for sekundær addison og jeg var desperat. Han startede mig derfor op i et morfinplaster. På det tidspunkt vidste ingen af os, at jeg havde kortisol problemer og også problemer med stofskiftet. Disse sygdomme kan give smerter, uro om natten og gøre at man bliver udmattet. Her startede mit morfin helvede 🙁 Jeg blev øget flere gange af min uvidende læge og til sidst var jeg oppe på ekstreme doser. Jeg ville ud af morfinen, jeg havde fået så mange mærkelige bivirkninger og jeg vidste ikke hvad der var hvad. Jeg startede jo op kort tid efter med HC og derfor kunne jeg ikke vide om det var det ene eller det andet præparat der gav mig disse bivirkninger. Jeg følte mig også ved siden af mig selv og jeg brød mig ikke om, at være på morfin. Så det var enormt vigtogt for mig, at komme ud af det. Min fysiske krop var også blevet dybt afhængig af det lort og jeg fik hurtigt abstinenser. Min daværende læge, mente aldrig at jeg ville kunne komme ud af det, det sagde han til mig en dag hvor jeg sagde til ham, at jeg ville ud af det. Han sagde helt nøjagtig “du kommer aldrig helt ud af morfinen”, ikke specielt motiverende og jeg skiftede læge. Jeg startede i August på min nedtrapning, på det tidspunkt var jeg helt oppe på 240-280 mg morfin dagligt. Nu tror I nok at jeg var helt dopet, men sådan er det ikke. Kroppen vænner sig til højere og højere doser, så 280 mg kunne føles på mig, som 10 mg kan føles for dem der ikke tager morfin. Jeg var aldrig påvirket på den måde, men selvfølgelig har det ikke været godt for min krop. Jeg kom hurtigt ned på 120 mg, sjovt var det ikke, da jeg mere eller mindre havde abstinenser 24/7. Omkring starten af December var jeg kommet så langt ned, at jeg besluttede mig for at stoppe helt. Jeg var på det tidspunkt kommet ned på 17.5 mg og jeg havde psyket mig i mange måneder på denne dag. Jeg var hunde angst for den kolde tyrker!!! 🙁 Jeg var bange for, at jeg ikke skulle klare det, at jeg måtte give op, at jeg kunne blive indlagt hvis jeg fik diarre og opkast og så var jeg bare bange for hvor lang tid det skulle tage. Hold da kæft hvor er jeg glad for at jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til, både hvad den lange nedtrapningperiode angik og de mange uger efter jeg stoppede helt! Jeg stoppede en fredag, så Mikael kunne støtte mig og være der, hvis det hele gik galt. Måneden op til fuldt stop, var jeg så udmattet og det var så hårdt for min addison, at jeg mere eller mindre kun havde ligget i min seng. Jeg var i en sølle tilstand. De første par døgn kan jeg nærmest ikke huske nu, jeg rystede, kunne ikke ligge stille med min krop og jeg kunne overhovede ikke sove 🙁 Det var næsten det værste! Mine krop blev så urolig, at jeg måtte ryste/bevæge mine ben hele HELE tiden, jeg kunne ikke sidde/ligge stille. Det eneste der hjalp var lange, meget varme bade og at få masseret mine ben. Der fik jeg øjeblikke med søvn. Jeg var oppe flere gange om natten og bade, det var skønt med de minutter hvor kroppen fik ro 🙂 Jeg fik slemme smerter i mine muskler og led i mange uger. Jeg græd af udmattelse, jeg græd fordi jeg ikke kunne holde det ud og jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG skulle tage det møg igen!! Langsomt aftog kvalmen og uroen, men det tog lang tid, meget lang tid. Nu er der gået lidt over 6 uger og det er markant så meget bedre jeg har fået det 🙂 Jeg kan stadig få uro i mine ben når jeg skal sove, men om det er morfinstop eller noget andet ved jeg ikke. Mit nervesystem har jo skulle nulstilles og finde ud af at undvære morfinen og det tager tid. Der gik ihvertfald en uge, før jeg kunne sove bare lidt og nu kan jeg sove i 6-7 timer uden at vågne. Det er såååååå skønt, at ikke vågne fordi jeg har abstinenser, det er så skønt at jeg er ved at få kræfter igen og jeg er SÅ stolt af mig selv, fordi jeg klarede det! Men uden min stædighed og vilje var det aldrig gået, det er noget af det hårdeste jeg har prøvet 🙁

 

Jeg har heldigvis ikke haft den psykiske lyst til at tage det igen, jeg kan faktisk ikke være mere ligeglad og det har nok også gjort det lettere for mig. Jeg har “kun” skulle døje med de fysiske abstinenser, hvilket jeg er meget taknemlig for 🙂 Hvilke bivirkninger er så væk? Dette er faktisk skræmmende…. Der er så mange forfærdelige bivirkninger ved den gift! Jeg sveder ikke mere, før løb sveden ned af min nakke og ryg, bare ved at stå og skrælle kartofler. Når jeg havde været ude at gå, så kunne jeg vride tøjet bagefter, så vådt blev det af sved. Jeg var enormt plaget af svampeinfektioner i mund, svælg, negle og i ansigtet, dette er helt forsvundet. Jeg lå hele natten og kløede på hele kroppen, dette er helt væk. Smerterne er faktisk aftaget og jeg har nærmest ingen smerter mere (jeg tager dog stadig den ikke euforiserende CBD olie, jeg prøvede at stoppe, men så fik jeg smerter igen). Jeg er mere klar i hovedet, jeg glemmer dog stadig ord hele tiden haha 🙂 Her er det godt, at jeg har Mikael, han er blevet min hjerne 🙂 Jeg havde konstant kvalme, specielt når jeg spiste/havde spist, det var rædselsfuldt og det er meget hårdt for ens livskvalitet at have denne ulidelige kvalme hele tiden. Dette er væk og jeg kan spise igen uden at blive dårlig 🙂 Jeg var en sukker narkoman, jeg spiste 1-3 flødeis hver dag, drak cola og så skulle jeg have slik! Jeg kunne simpelthen ikke lade være.Dette er helt væk og jeg er tilbage til “normale” tilstande igen hvad dette angår. Men noget af det bedste er, at jeg er blevet mere stabil i min addison sygdom og at min krop tager bedre i mod min HC medicin. Så jeg har ikke så mange dyk mere, som er hårdt for mig og min krop. Der er nok også flere bivirkninger som jeg ikke kan huske lige nu, men summa summarum er, at jeg har fået det bedre 🙂 Jeg ville aldrig have klaret det uden Mikael og ungerne, de har været fantastiske!! Mikael masserede og masserede mig, støttede mig, trøstede mig og var bare fantastisk! 🙂 Ungerne var så tålmodige og passede på mig så godt de kunne. Jeg har hele tiden valgt at være åben omring dette, det er så tabulagt og det forstår jeg egentlig ikke. Jo jeg har da skammet mig over at jeg var på morfin og at min krop var blevet afhængig af det møg. Men der er stadig stor forskel på at være fysisk afhængig i forhold til at være psykisk afhængig. Stakkels de mennesker der er psykisk afhængig, jeg tør ikke at tænke på hvor hårdt det må være så.

 

Jeg vil dog stadig kunne blive vred når jeg mangler kortisol, det er nemt for familiemedlemmer og venner at tillægge morfinen, at jeg har ændret mig på mange måder. Når jeg mangler krotisol, så falder mit blodsukker også og så kan jeg reagere med vrede og blive kort for hovedet og snerre af dem der er i nærheden af mig. Enten dette, eller så bryder jeg sammen i gråd. Dette vil ikke ændre sig. Det har dog aftaget meget, da jeg har fået mere styr på dosering og symptomer. Så når jeg ikke reagerer så ofte på denne måde mere, så er det ikke et tegn på at jeg er ude af morfinen, det er mere et tegn på at jeg er blevet mere stabil i min addison sygdom 🙂 Lige som man også kan blive vred og reagere hvis man føler sig forudrettet og uretfærdigt behandlet, dette har heller intet med morfinen eller min sygdomme at gøre.

 

En anden dag vil jeg skrive en blog om min gamle læge og om den smerterlæge som jeg blev henvist til. Det har været under al kritik som man bliver behandlet og hvor ligeglade og uvidende de har været 🙁 Hvordan jeg er blevet mistænkeliggjort og ydmyget på det groveste og hvordan min smertelæge bare afsluttede mig, uden at tale med mig først. Jeg skal bare lige have det lidt på afstand først, da jeg stadig bliver for meget negativt påvirket af at tænke på det 🙁

Jeg har fået afsluttet nogle venskaber i alt det her, hvilket har været godt for mig. Jeg har droppet facebook, da dette også påvirkede mig negativt. Mit nyfundne overskud skal bruges på familien og på at komme til kræfter igen. Jeg har stadig et stort ønske om at gå pilgrimsturen til foråret og jeg er så træt af at høre, at det ikke kan lade sig gøre, at det er en vanvittig ide, at jeg nok kommer hjem efter 2 dage. Nedgør ikke, støt op i stedet! Og hvad så hvis jeg ikke klarer det, så har jeg da i det mindste prøvet! 🙂 Håb og drømme er vigtigt for mig, specielt med de tab der er kommet med mine sygdomme. Måske er det urealistisk, men jeg er sådan opbygget, at uden drømme og håb, så dør jeg indeni.

 

 

Dagene går og klokken slår

Ja, dette kan jeg ikke ændre på. Jeg sygner hen, personen jeg var glider længere og længere væk og jeg savner gamle mig sååååå meget!! 🙁 MEN, det nytter ikke noget, at sygne hen i selvmedlidenhed (siger kvinden, der igen i går sad og stortudende og savnede kollegaerne og mit job i DLVS så ubegribeligt meget, mens snot og tårer trillede ned af mine kinder). Men det kan ikke ændres, at jeg er syg, altid vil være syg og ikke bliver rask, bum!

Jeg har lige været på Gran Canaria, med min dejlige barndomsveninde Ragnhild i en uge og det var så hyggeligt 🙂 Jeg tror dog måske, at hun synes det blev en anelse kedeligt, hvilket jeg forstår fuldstændigt. Else-Maria er ikke hvad hun var, hun er på 10% af sin gamle styrke. Om aftenen er jeg helt udmattet, har kvalme og orker intet. Så I kan nok forstå, at det blev en meget rolig ferie. Jeg kunne nærmest intet spise og sad bare og hang, nærmest hver aften 🙁 Vi gav den til gengæld gas den anden aften og tog i byen og så dansede vi og var som unge teenagere igen og det var så sjovt 🙂 Men jeg skal lige love for at straffen kom prompte på vejen hjem fra byen i taxaen. Jeg havde taget HC i store mængder, passet på med alkoholen og så drak jeg vildt meget vand hele aftenen og natten. Men på vej i taxaen blev jeg virkelig dårlig med kvalme og kastede op. Jeg blev sku en anelse bekymret…. 🙁 Jeg tog 20 mg HC og en halv time senere var jeg ved at kaste op igen og tog så 40 mg og en halv time senere var jeg nogenlunde igen. Jeg var faktisk usikker på om det var druk der gjorde mig dårlig, fordi når jeg er i underskud af kortisol, så føles det fuldstædig som om jeg er fuld eller som når man har tømmermænd. Så jeg var så usikker på hvad der var hvad…. Men en halv time efter jeg havde taget den sidste dose HC, så gik hovedpinen og kvalmen væk og jeg var så bare ved at få en addison krise, pyt med det haha 🙂 Ragnhild var SÅ sød på hele ferien og jeg er sikker på, at hendes tålmodighed blev udfordret ved at være sammen med en syg veninde i en hel uge. Men hun klarede det til top præstation, til trods for min ringe deltagelse i ferien 🙂 Vi fik snakket, grinet, grædt, gået tur (men kun en enkelt en, mere kunne min krop ikke lige klare) og jeg nød at være sammen med hende og tibringe tid med min elskede ældste veninde 🙂 Så Ragnhild, tusind tak for din tålmodighed og tusind tak for den dejligste daseferie!!! 🙂

 

Jeg har hørt flere fugle pippe om, at jeg laver “så meget” og “ser så mange mennesker” og at jeg derved må have et travlt, aktivt liv. Jeg behøver ikke at forsvare mig selv, men jeg bliver sku lidt skuffet og vred over kommentarer som dette. Så for at cementere mit liv en gang for alle, jeg ligger ned 20-23 timer i døgnet stadigvæk, ikke fordi jeg vil, ikke fordi jeg har lyst (for tro mig det ligger SÅ langt fra hvem jeg er som person at bare ligge og intet kunne) og intet af dette er frivilligt!! De få gange jeg ser nogen, så koster det ALT af mit overskud, med efterfølgende nedture på kortisol kontoen. Så bliver jeg sku provokeret, når en veninde, som skulle kende mig og vide hvordan jeg har det, udtaler sig til flere at jeg ser så mange mennesker og render rundt hele tiden og har tid til alle andre end hende. Jeg har ikke været hos min familie i Næstved siden foråret tror jeg. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg var der, så længe siden er det 🙁 Min Far ser jeg nærmest aldrig, da han er blevet for dårlig til at komme ind til os og jeg for dårlig til at drøne derned. Min Mor vil ikke komme ind og tilbringe lidt tid med mig, fordi hun ikke kan li at rejse fra Far, så ikke meget kontakt her desværre 🙁 Men sådan er det jo, når sygdom rammer. Jeg så Berit et par timer i Lyngby for en måneds tid siden og det var såååååå hyggeligt 🙂 Berit, I love you skank!!! Svigermor har vi heller ikke været meget hos det sidste halve år, men nu starter x-faktor snart og så håber jeg på middag hos svigermor og hygge (selv om jeg oftest ligger på sofaen her også, men det gør ikke noget, for rummeligheden er stor i dette kærlige hjem 🙂 En uges ferie på Gran Canaria er det også blevet til, men det var i meeeeeget roligt tempo og jeg var desværre dårlig meget af tiden. Heldigvis var det med Ragnhild, der var så forstående og rummelig 🙂 Tak for dit venskab vænnen, æ håpe på mange års vennskap og at vi vil være vennna te vi dør 🙂 Så jo, jeg har da set nogle mennesker, men det kan tælles på en hånd, de aftaler vi har haft det sidste halve år og så har jeg ikke nævnt alt det vi har måtte aflyse.

 

Jeg er i gang med at trappe ud af den morfin, som min gamle inkompetente læge har fyldt mig med. Jeg vil gerne spille med åbne kort her, fordi hvis nogen påstår at det er nemt, så smadrer jeg dem!!!! INGEN aner hvordan det føles og hvor meget kroppen hele tiden higer efter stoffet. Jeg har haft konstante abstinenser siden jeg startede udtrapningen og det bliver bare hårdere og hårdere jo mere jeg nærmer mig slutningen af udtrapningen 🙁 Det er RÆDSELSFULDT!!!! Jeg må, kan og vil ikke tage mere end jeg må, jeg SKAL af med den medicin og når jeg er det, så skal jeg fandme feste og juble i flere uger!!! 🙂 Abstinenser kan ikke bagatelliseres og så skal man gange alt med pi, når lægerne siger hvordan det føles at stoppe med at give kroppen stoffet. Jeg bliver gnaven og meget sur, jeg ryster, får diarre, kan kaste op, men det værste af alt, er denne indre uro som ligger dybt inde i solar plexus og langs hele rygraden, at jeg ikke kan sidde stille med hele kroppen når det bliver rigtig slemt og så nyser jeg konstant og mine øjne løber i vand. Ja det skal sku ikke være nemt 🙁 Men nu er jeg nede på 30 mg, men hold da op det strammer til nu!! 🙁 Et godt råd til alle, start ALDRIG på dette lort, medmindre du er ved at dø af smerter og så stop efter højst et par uger! Jeg er heldigvis ikke en misbruger i den psykologiske forstand, jeg har tonsvis af plastre og piller liggende og de frister ikke det mindste. Men min krop er afhængig af det lort, dette kan man ikke ændre på. Alle vil få abstinser, hvis de havde taget morfin i over 2 år. Det er ikke en påstand, det er et faktum (jeg er jo sygeplejerske, så lidt ved jeg om det 🙂 ) Tænk jer dette scenarie i flere måneder, hele tiden i varierende styrke, non stop døgnet rundt. Ikke en eneste nat uden jeg vågner med abstinenser, ikke en eneste dag uden ubehag, tælling af timer til jeg må tage næste pille, så jeg kan få lidt ro i min krop.. Det er ikke let!! Så når jeg så får smidt den i hovedet, at jeg laver så meget og ser så mange mennesker, når jeg render rundt i dette helvede, er faktisk bare til grin!! Hvis det er savn der fremprovokerer denne påstand, så er det en underlig måde at vise det på. Man får mere lyst til at trække følehornene til sig, end at fortsætte venskabet, for forståelsen ligger tydeligvis på et meget lille sted, i forhold til min addison og mit generelle liv og jalusien får for meget plads 🙁 I stedet for at blive indebrændt og gnaven over at jeg ser nogen en sjælden gang, så kunne man blive glad på mine vegne og synes det var dejligt. Det kunne være rart 🙂

 

Nåh, nok om mit ynkelige liv. Klokken er nu 12.50 jeg har kvalme og ligger stadig i sengen. Jeg skal dog ud i dag og købe kalendergaver og i bad, kan ikke helt overskue det haha, men op og hop Else-Maria 🙂 Jeg snupper lige et par uger mere i abstinent helvede, ligger lidt mere i min seng, ser ingen mennesker og føler at jeg dør langsomt indvendig, men hvad fanden, jeg har da et feeeeeedt socialt liv!! Pift pift 🙂

Er jorden flad?

Siden Maj har jeg været medlem af en gruppe der kalder sig “Jorden er FLAD, ikke rund”. I starten var det mest for nysgerrighedens skyld, da jeg havde set en mand udtale sig i medierne omkring flad jord teorien. Jeg tænkte, at jeg måtte se lidt nærmere på dette 🙂 Jeg læste med på debatten og blev overrasket over, hvor modbydelige mennesker kan være derinde. Dem der var FE (flath earth) blev simpelthen svinet til af globerne (dem der tror på rund jord). Jeg forsvarede derfor FE medlemmerne, da der ingen grund er til at være modbydelig og ond, bare fordi man ikke er enig. Globerne opførte sig som om, at FE var hjernedøde og dette lagde de ikke skjul på. En dag spurgte den person der havde oprettet gruppen, om jeg ville være en del af admin og her startede min lille lille hvide løgn… Jeg var blevet nysgerrig og så keder jeg mig nok også ret meget, efter jeg er blevet syg 🙂 Jeg måtte sige, at jeg troede på flad jord teorien og jeg kom ind i en verden, hvor troen på at verden er et stort spin af konspirationer og hvor der er illuminati kontrol og hvor der er enkelte mennesker, der styrer hele verden. Nu har jeg ikke nævnt troen på, at verden også er styret af reptiler og at Gud snart sørger for at alle “ikke troende” vil dø i en ny 7 års omvæltning, hvor jorden nærmest talt vil gå under. dette skulle ske her i slutningen af September, men jorden står endnu hehe. De mente også, at ubåd Madsen var blevet snydt af regeringen og at det var et cover up, da han var ved at starte sit eget rumprogram og at det derfor ville blive bevist, at jorden er flad. Så det var ikke ham der havde slået den stakkels ihjel og parteret hende, det var nok NASA eller en eller anden regering. Nå ja, Hitler er en god person og jødeforfølgelsen skete heller ikke og Steven Hawkin er død for mange år siden og alt hvad han siger er løgn. Der var også noget med dimensioner, men dette satte jeg mig ikke ind i. Jeg blev så efter en måneds tid hoved admin, da der var uro i admin gruppen og nu styrede jeg pludselig hele jorden er flad gruppen på over 8000 medlemmer. Det har været en sjov periode, at komme tættere på disse mennesker, som i grunden var søde nok 🙂 Men de var godt nok overbevist om, at jorden er flad. Efter mange måneder med at styre denne gruppe fik jeg dog nok og meldte mig så ud af det hele. Der var ALT for meget arbejde i det også og jeg endte til sidst med at bruge mange timer om dagen på at godkende medlemmer, holde øje i trådene om tonen var god, smide medlemmer ud, der ikke overholdt reglerne osv. Jeg vil heller bruge denne tid på andre projekter i mit liv, end at styre en gruppe som jeg ikke selv har troen på 🙂 Derudover så var nogle af deres holdninger og tro så enormt langt væk fra min egen og jeg kunne simpelthen ikke være et sted, hvor de mente at Hitler var en god person, at jødeforfølgelsen ikke fandt sted, at Madsen ikke slo den svenske pige ihjel osv osv. Det var pinligt og simpelthen så langt ude!!! Jeg ved, at der var mange journalister derinde der holdt øje og jeg var til sidst bange for, at mit navn skulle blive nævnt i medierne eller på de sociale medier. Jeg ville ikke sættes i forbindelse med noget så langt ude, når jeg ikke selv troede et sekund på det! Disse mennesker brugte så meget tid på at gå og være bekymret og var nærmest paranoid på hele verden og hvor må det være hårdt for dem.

Men det har været en spændende periode og jeg har fået indsigt i en verden jeg ikke anede eksisterede. Tror jeg på at jorden er flad, nej det gør jeg ikke! 🙂 Tror jeg på, at der er mange ting på denne jord som vi ikke ved noget om, ja det gør jeg 🙂 Vi er opvokset og opflasket med at jorden er rund, at tyngekraften fungerer som den gør og vi stiller ikke spørgsmålstegn ved dette. Sådan er det jo bare og ingen tænker på at det kan være anderledes. Men i denne periode har jeg leget meget med tanken om, at ikke alt behøver at være som det ser ud og dette har været et sjovt tankeeksperiment 🙂 For hvad hvis jorden rent faktisk ER flad, hvad hvis vi er omgivet af en stor rund dome (kuppel omkring jorden) og at der findes mere land udenfor denne dome? Hvad hvis alt det vi troede på, noget så fundamentalt som troen på jorden ser ud som den gør, ikke er korrekt? Hvad hvis stjerner og måner ikke eksisterer og at hele universet ser helt anderledes ud end vi troede? Det er da en sjov tanke at lege med? For hvordan ser det så ud og hvorfor må vi ikke vide det? I følge FE, så styrer NASA og alle de andre rumprogrammer i resten af verden sandheden for menneskerne.

Men nu vil jeg nyde de timer der er blevet frigivet og ikke læse et ord mere om at jorden er flad 🙂 Over and out herfra 🙂

Mit arbejde, som for altid vil være i datid

Mit arbejde, som for altid vil være i datid

DLVS

Disse 4 bogstaver var omkredsen af mit sidste arbejde og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har sagt DLVS. Men det er mange gange 🙂 DLVS står for Danske Lægers Vaccinations Service og det var her jeg blev valgt ud af 100 ansøgere, da jeg søgte jobbet i August 2014. Jeg har ikke skrevet så meget om dette job før, for hver gang jeg tænker på det, eller taler om det, så begynder jeg at græde. For jeg savner mit job og de mennesker jeg arbejdede med, så enormt meget! 🙁

Der er gået 2 år og 6 måneder siden jeg gik derfra for sidste gang. Jeg vidste den dag, da jeg talte med Anders om at jeg måtte sygemelde mig, at jeg aldrig ville kunne komme til at arbejde igen. Noget ved man bare og jeg kunne mærke på min krop, at jeg ikke ville kunne klare at arbejde igen. Men hold kæft hvor jeg elskede det job!! 🙂 Jeg havde aldrig haft sådan et job før, jeg havde aldrig følt mig så tilpas og jeg følte endelig, at jeg havde fundet det sted hvor jeg skulle være i mange, mange år. Jeg bestemte selv mine arbejdstider, kliniktider i Søborg og jeg elskede især, at være på kontoret sammen med Anders, Daniel og Benjamin. Vi grinede så meget og de 3 drenge, de var bare så søde og varme 🙂 Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg braste sammen af grin, fordi Benjamin og Daniel lyttede til hvad jeg sagde i telefonen og så kom de med jokes og så begyndte jeg altid at grine 🙂 Kunderne i telefonen tog det heldigvis pænt og jeg måtte undskylde, mens de to fjollehoveder lå flade af grin bag mig. Anders og jeg havde et helt specielt venskab og vi fik talt om meget, specielt omkring eksistentialismen, det at leve og hvad det bringer med af gode og dårlige ting. Han havde en helt fantastisk evne til at se det bedste i alle mennesker og han hjalp mig meget i den periode med noget personligt, som fyldte meget. Jeg har aldrig mødt en mand, der talte så meget og kærligt om sin hustru! Han roste hende til skyerne hver eneste dag og han elskede, når hun havde bagt noget lækkert til når han kom hjem. Så fik vi detaljeret fortalt dagen efter, hvordan kagen så ud, hvordan det smagte og hvor dygtig hun var til at bage 🙂 Han var meget sirlig med bakterier og man måtte helst ikke røre noget på hans bord, det kunne han slet ikke magte. Så hvis han var i godt humør og man ville drille ham lidt, så skulle man gå hen til hans bord og røre ved noget med vilje og se på ham samtidig 🙂 Så flippede han helt ud i sjov, men lidt alvor var der og jeg er sikker på, at det hele blev sprittet godt og grundigt af bagefter haha 🙂 Økonomi pigerne sad i et andet rum, dem havde jeg det også fint med og vi plejede at spise frokost alle sammen i kantinen. Det var hyggeligt. Pigerne synes jeg havde nogle underlige spisevaner, at jeg var kræsen. Men på det tidspunkt var jeg så syg, at jeg nærmest intet kunne spise og jeg havde en forfærdelig kvalme hele tiden. Så jeg spiste nærmest intet og det lagde de mærke til. Jeg undskyldte det bare med, at jeg ikke kunne li det de havde eller at jeg ikke var så sulten. Men jeg havde lyst til at spise, min krop kunne bare ikke klare mad. Bare jeg havde det problem nu haha 🙂 Nu har jeg aldrig kvalme mere og jeg kunne spise hele tiden 🙂 17 latterlige kilo er der også røget på siden diagnosen, stort suk!! Kliniktiderne var ok, men jeg var træt af patienterne. Jeg kunne meget bedre li at sidde på kontoret og svare på mails og telefonopkald omkring rejser, vaccinationer osv. Det var fordi at kunderne stressede mig for meget, det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt. Halvdelen af kontoret var mormoner, men det lagde man ikke mærke til. Det eneste man kunne se det på, var at de ikke drak kaffe og cola på grund af koffein og alkohol når vi var sammen ved festlige lejligheder. Nogle gik mere op i det end andre, men jeg har aldrig oplevet, at de prøvede at pådutte mig noget. Så jeg lærte meget om mormoner i det job og de er nogle skønne mennesker 🙂 At de så mener, at jeg ikke kommer i himlen når jeg dør, det er en anden historie 🙂

Savnet vil altid være enormt og jeg håber en dag, at jeg kan tage forbi og sige hej uden at bryde helt sammen 🙁 Men jeg kan ikke endnu, det ved jeg og spørgsmålet er, om jeg nogensinde vil kunne tage forbi dem. Som sagt, jeg tuder bare om at tænke på DLVS.

Tvunget til at ligge ned

Ingen stress og jag i dag 🙂

Ja sådan er mit dag og det menes bokstaveligt! Jeg skal have taget en ny synactettest i morgen tidlig kl. 08.00 og lægen ville se om min krop kan presses til at begynde at producere kortisol selv. De kalder det at kickstarte binyrerne, eller nok nærmere hypofysen i mit tilfælde, da det er her fejlen ligger hos mig. Normalt når man får taget denne test, så siger lægerne, at man skal være uden medicin fra kl. 12 dagen før testen. Sådan var det sidste gang jeg fik taget den og jeg blev dårlig, men det gik lige. Denne gang vil lægen have, at jeg skal være uden medicin fra søndag kl. 15 til tirsdag morgen kl. 08 hvor testen skal tages. Det er over 40 timer uden hydrokortison!! 🙁 Min medicin som jeg ikke kan leve uden. Så jeg er nervøs for om min krop kan klare så mange timer uden medicin og om jeg går i addison krise i læbet af dagen, aftenen… Men hvad man ikke gør for at prøve at blive raskere! Tænk hvis min krop kunne begynde at producere kortisol igen, så ville jeg kunne arbejde igen og få mit liv tilbage!! 🙂 Så jeg prøver at se om det går og det værste der kan ske, er at jeg bliver indlagt med en addison krise og så kan de give mig solu-cortef og så overlever jeg nok hehe… Men jeg kan ikke lade være med at blive bekymret om jeg vil blive dårlig og indlagt. Så tænker mange nok, hvad gør det at være uden medicin i *kun* 40 timer? Det folk ikke ved er, at at uden hormonet kortisol dør man. Man kan ikke leve uden. Hormonet styrer kalium-natrium balancen og mange andre livsvigtige funktioner i kroppen. Så jeg risikerer, at der går helt kuk i denne balance i dag og at jeg går i addison krise 🙁 Men jeg er mandsopdækket af min elskede familie, for de er også bekymret. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gør uden min familie 🙂

I dag er Laura hjemme og jeg har fået streng besked på at bruge hende til alt! Jeg må ikke blive det mindste stresset i dag, det er det vigtigste. Mikael har ryddet sin kalender og er klar på telefonen og kan køre hjem med det samme, hvis jeg bliver dårlig 🙂 Generelt er de bare så søde og omsorgsfulde 🙂 Så jeg er velsignet på alle måder må man sige.

 

Jeg kan allerede mærke, at jeg mangler HC. Det er svært at skrive dette, da jeg hele tiden ryger ind i min “osteklokke”. Det gør jeg når jeg er i underskud, så kan jeg ikke fokusere og begynder at stirre ud i luften. Det minder meget om når man dagdrømmer, hvor man bliver fraværende og sidder og stirrer ud i luften. Jeg har også hovedpine, endnu en ting jeg får når jeg er i underskud… Klokken er kun 10.30 så der er lang vej endnu 🙁 Nå nok om dette 🙂

 

Det er længe siden jeg har skrevet herinde, dagene går så hurtigt. Jeg fik min førtidspension denne sommer og en lang og meget hård periode var endelig overstået 🙂 Nu skal jeg finde min rytme i livet, finde ud af hvor meget jeg kan og ikke kan og hvad jeg skal få dagene til at gå med. Jeg savner stadig mit arbejde så meget at jeg kan tude over det! 🙁 Jeg har stadig ikke været forbi DLVS for at besøge dem, det er stadig for sårbart og jeg ville begynde at græde af savn. Så det må vente. Jeg har til gengæld meldt mig ind i fitness world, noget jeg har haft lyst til længe! Jeg har kun været der 3 gange indtil videre, men det skal nok komme 🙂 Så har jeg mine syprojekter som jeg elsker 🙂 Jeg rejste til Rom alene og var der i 5 dage inden Mikael kom. Det var så hyggeligt og det er godt for mig at komme afsted på egen hånd, da jeg skal lære at jeg godt kan finde ud af det selv og at jeg npk kan mere end jeg tror. Så det var nogle skønne og varme dage som jeg nød meget 🙂 Da Mikael kom fejrede vi vores 14 års bryllupsdag 🙂 Vi havde nogle fantastiske dage sammen og Rom er bare en fantastisk by! Vi skulle i skt peters kirken den sidste dag og der var kamp varmt. Det var den sidste dag og jeg var drænet på alle måder. Køen var laaaaaang og der var ingen skygge 🙁 Jeg gik HELT ned og begyndte at stortude i køen, jeg må have været et syn haha 🙂 Men det var ikke sjovt mens det foregik! Der burde faktisk være en mulighed for at komme ind før de andre når man er syg. Jeg kunne se, at de havde en speciel kø for dem i kørestole, men jeg er jo ikke dårligt gående. Eller det vil sige, når jeg når derud, så er jeg faktisk dårligt gående og jeg har meget brug for at sidde eller ligge. Vi talte om, at det ville være godt hvis jeg kunne have siddet i en kørestol den dag. For det var hårdt bare at gå rundt. Jeg proppede mig med HC og det blev bedre efter nogle timer. Jeg holdt ud og efter halvanden time i stegende sol og kø, så kom vi ind 🙂 Kirken er fantastisk! Vi brugte mange timer derind og på et tidspunkt gik vi ind i et aflukket bederum. Vi sad bare og så begyndte mine tårer bare at løbe. Jeg sad og fik en helt enorm befriende følelse som jeg ikke kan forklare. Det var en skøn følelse og jeg fandt roen i min krop, noget jeg ikke er god til. Jeg græd og græd og det var en blanding af lykke og håb der fyldte min krop. Noget sagde til mig, at det hele nok skulle gå og at jeg måtte begynde at acceptere mit nye liv. Det var en helt ubeskrivelig oplevelse 🙂

 

Nå nu kan jeg ikke mere for i dag 🙂