Er jorden flad?

Siden Maj har jeg været medlem af en gruppe der kalder sig “Jorden er FLAD, ikke rund”. I starten var det mest for nysgerrighedens skyld, da jeg havde set en mand udtale sig i medierne omkring flad jord teorien. Jeg tænkte, at jeg måtte se lidt nærmere på dette 🙂 Jeg læste med på debatten og blev overrasket over, hvor modbydelige mennesker kan være derinde. Dem der var FE (flath earth) blev simpelthen svinet til af globerne (dem der tror på rund jord). Jeg forsvarede derfor FE medlemmerne, da der ingen grund er til at være modbydelig og ond, bare fordi man ikke er enig. Globerne opførte sig som om, at FE var hjernedøde og dette lagde de ikke skjul på. En dag spurgte den person der havde oprettet gruppen, om jeg ville være en del af admin og her startede min lille lille hvide løgn… Jeg var blevet nysgerrig og så keder jeg mig nok også ret meget, efter jeg er blevet syg 🙂 Jeg måtte sige, at jeg troede på flad jord teorien og jeg kom ind i en verden, hvor troen på at verden er et stort spin af konspirationer og hvor der er illuminati kontrol og hvor der er enkelte mennesker, der styrer hele verden. Nu har jeg ikke nævnt troen på, at verden også er styret af reptiler og at Gud snart sørger for at alle “ikke troende” vil dø i en ny 7 års omvæltning, hvor jorden nærmest talt vil gå under. dette skulle ske her i slutningen af September, men jorden står endnu hehe. De mente også, at ubåd Madsen var blevet snydt af regeringen og at det var et cover up, da han var ved at starte sit eget rumprogram og at det derfor ville blive bevist, at jorden er flad. Så det var ikke ham der havde slået den stakkels ihjel og parteret hende, det var nok NASA eller en eller anden regering. Nå ja, Hitler er en god person og jødeforfølgelsen skete heller ikke og Steven Hawkin er død for mange år siden og alt hvad han siger er løgn. Der var også noget med dimensioner, men dette satte jeg mig ikke ind i. Jeg blev så efter en måneds tid hoved admin, da der var uro i admin gruppen og nu styrede jeg pludselig hele jorden er flad gruppen på over 8000 medlemmer. Det har været en sjov periode, at komme tættere på disse mennesker, som i grunden var søde nok 🙂 Men de var godt nok overbevist om, at jorden er flad. Efter mange måneder med at styre denne gruppe fik jeg dog nok og meldte mig så ud af det hele. Der var ALT for meget arbejde i det også og jeg endte til sidst med at bruge mange timer om dagen på at godkende medlemmer, holde øje i trådene om tonen var god, smide medlemmer ud, der ikke overholdt reglerne osv. Jeg vil heller bruge denne tid på andre projekter i mit liv, end at styre en gruppe som jeg ikke selv har troen på 🙂 Derudover så var nogle af deres holdninger og tro så enormt langt væk fra min egen og jeg kunne simpelthen ikke være et sted, hvor de mente at Hitler var en god person, at jødeforfølgelsen ikke fandt sted, at Madsen ikke slo den svenske pige ihjel osv osv. Det var pinligt og simpelthen så langt ude!!! Jeg ved, at der var mange journalister derinde der holdt øje og jeg var til sidst bange for, at mit navn skulle blive nævnt i medierne eller på de sociale medier. Jeg ville ikke sættes i forbindelse med noget så langt ude, når jeg ikke selv troede et sekund på det! Disse mennesker brugte så meget tid på at gå og være bekymret og var nærmest paranoid på hele verden og hvor må det være hårdt for dem.

Men det har været en spændende periode og jeg har fået indsigt i en verden jeg ikke anede eksisterede. Tror jeg på at jorden er flad, nej det gør jeg ikke! 🙂 Tror jeg på, at der er mange ting på denne jord som vi ikke ved noget om, ja det gør jeg 🙂 Vi er opvokset og opflasket med at jorden er rund, at tyngekraften fungerer som den gør og vi stiller ikke spørgsmålstegn ved dette. Sådan er det jo bare og ingen tænker på at det kan være anderledes. Men i denne periode har jeg leget meget med tanken om, at ikke alt behøver at være som det ser ud og dette har været et sjovt tankeeksperiment 🙂 For hvad hvis jorden rent faktisk ER flad, hvad hvis vi er omgivet af en stor rund dome (kuppel omkring jorden) og at der findes mere land udenfor denne dome? Hvad hvis alt det vi troede på, noget så fundamentalt som troen på jorden ser ud som den gør, ikke er korrekt? Hvad hvis stjerner og måner ikke eksisterer og at hele universet ser helt anderledes ud end vi troede? Det er da en sjov tanke at lege med? For hvordan ser det så ud og hvorfor må vi ikke vide det? I følge FE, så styrer NASA og alle de andre rumprogrammer i resten af verden sandheden for menneskerne.

Men nu vil jeg nyde de timer der er blevet frigivet og ikke læse et ord mere om at jorden er flad 🙂 Over and out herfra 🙂

Mit arbejde, som for altid vil være i datid

Mit arbejde, som for altid vil være i datid

DLVS

Disse 4 bogstaver var omkredsen af mit sidste arbejde og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har sagt DLVS. Men det er mange gange 🙂 DLVS står for Danske Lægers Vaccinations Service og det var her jeg blev valgt ud af 100 ansøgere, da jeg søgte jobbet i August 2014. Jeg har ikke skrevet så meget om dette job før, for hver gang jeg tænker på det, eller taler om det, så begynder jeg at græde. For jeg savner mit job og de mennesker jeg arbejdede med, så enormt meget! 🙁

Der er gået 2 år og 6 måneder siden jeg gik derfra for sidste gang. Jeg vidste den dag, da jeg talte med Anders om at jeg måtte sygemelde mig, at jeg aldrig ville kunne komme til at arbejde igen. Noget ved man bare og jeg kunne mærke på min krop, at jeg ikke ville kunne klare at arbejde igen. Men hold kæft hvor jeg elskede det job!! 🙂 Jeg havde aldrig haft sådan et job før, jeg havde aldrig følt mig så tilpas og jeg følte endelig, at jeg havde fundet det sted hvor jeg skulle være i mange, mange år. Jeg bestemte selv mine arbejdstider, kliniktider i Søborg og jeg elskede især, at være på kontoret sammen med Anders, Daniel og Benjamin. Vi grinede så meget og de 3 drenge, de var bare så søde og varme 🙂 Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg braste sammen af grin, fordi Benjamin og Daniel lyttede til hvad jeg sagde i telefonen og så kom de med jokes og så begyndte jeg altid at grine 🙂 Kunderne i telefonen tog det heldigvis pænt og jeg måtte undskylde, mens de to fjollehoveder lå flade af grin bag mig. Anders og jeg havde et helt specielt venskab og vi fik talt om meget, specielt omkring eksistentialismen, det at leve og hvad det bringer med af gode og dårlige ting. Han havde en helt fantastisk evne til at se det bedste i alle mennesker og han hjalp mig meget i den periode med noget personligt, som fyldte meget. Jeg har aldrig mødt en mand, der talte så meget og kærligt om sin hustru! Han roste hende til skyerne hver eneste dag og han elskede, når hun havde bagt noget lækkert til når han kom hjem. Så fik vi detaljeret fortalt dagen efter, hvordan kagen så ud, hvordan det smagte og hvor dygtig hun var til at bage 🙂 Han var meget sirlig med bakterier og man måtte helst ikke røre noget på hans bord, det kunne han slet ikke magte. Så hvis han var i godt humør og man ville drille ham lidt, så skulle man gå hen til hans bord og røre ved noget med vilje og se på ham samtidig 🙂 Så flippede han helt ud i sjov, men lidt alvor var der og jeg er sikker på, at det hele blev sprittet godt og grundigt af bagefter haha 🙂 Økonomi pigerne sad i et andet rum, dem havde jeg det også fint med og vi plejede at spise frokost alle sammen i kantinen. Det var hyggeligt. Pigerne synes jeg havde nogle underlige spisevaner, at jeg var kræsen. Men på det tidspunkt var jeg så syg, at jeg nærmest intet kunne spise og jeg havde en forfærdelig kvalme hele tiden. Så jeg spiste nærmest intet og det lagde de mærke til. Jeg undskyldte det bare med, at jeg ikke kunne li det de havde eller at jeg ikke var så sulten. Men jeg havde lyst til at spise, min krop kunne bare ikke klare mad. Bare jeg havde det problem nu haha 🙂 Nu har jeg aldrig kvalme mere og jeg kunne spise hele tiden 🙂 17 latterlige kilo er der også røget på siden diagnosen, stort suk!! Kliniktiderne var ok, men jeg var træt af patienterne. Jeg kunne meget bedre li at sidde på kontoret og svare på mails og telefonopkald omkring rejser, vaccinationer osv. Det var fordi at kunderne stressede mig for meget, det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt. Halvdelen af kontoret var mormoner, men det lagde man ikke mærke til. Det eneste man kunne se det på, var at de ikke drak kaffe og cola på grund af koffein og alkohol når vi var sammen ved festlige lejligheder. Nogle gik mere op i det end andre, men jeg har aldrig oplevet, at de prøvede at pådutte mig noget. Så jeg lærte meget om mormoner i det job og de er nogle skønne mennesker 🙂 At de så mener, at jeg ikke kommer i himlen når jeg dør, det er en anden historie 🙂

Savnet vil altid være enormt og jeg håber en dag, at jeg kan tage forbi og sige hej uden at bryde helt sammen 🙁 Men jeg kan ikke endnu, det ved jeg og spørgsmålet er, om jeg nogensinde vil kunne tage forbi dem. Som sagt, jeg tuder bare om at tænke på DLVS.

Tvunget til at ligge ned

Ingen stress og jag i dag 🙂

Ja sådan er mit dag og det menes bokstaveligt! Jeg skal have taget en ny synactettest i morgen tidlig kl. 08.00 og lægen ville se om min krop kan presses til at begynde at producere kortisol selv. De kalder det at kickstarte binyrerne, eller nok nærmere hypofysen i mit tilfælde, da det er her fejlen ligger hos mig. Normalt når man får taget denne test, så siger lægerne, at man skal være uden medicin fra kl. 12 dagen før testen. Sådan var det sidste gang jeg fik taget den og jeg blev dårlig, men det gik lige. Denne gang vil lægen have, at jeg skal være uden medicin fra søndag kl. 15 til tirsdag morgen kl. 08 hvor testen skal tages. Det er over 40 timer uden hydrokortison!! 🙁 Min medicin som jeg ikke kan leve uden. Så jeg er nervøs for om min krop kan klare så mange timer uden medicin og om jeg går i addison krise i læbet af dagen, aftenen… Men hvad man ikke gør for at prøve at blive raskere! Tænk hvis min krop kunne begynde at producere kortisol igen, så ville jeg kunne arbejde igen og få mit liv tilbage!! 🙂 Så jeg prøver at se om det går og det værste der kan ske, er at jeg bliver indlagt med en addison krise og så kan de give mig solu-cortef og så overlever jeg nok hehe… Men jeg kan ikke lade være med at blive bekymret om jeg vil blive dårlig og indlagt. Så tænker mange nok, hvad gør det at være uden medicin i *kun* 40 timer? Det folk ikke ved er, at at uden hormonet kortisol dør man. Man kan ikke leve uden. Hormonet styrer kalium-natrium balancen og mange andre livsvigtige funktioner i kroppen. Så jeg risikerer, at der går helt kuk i denne balance i dag og at jeg går i addison krise 🙁 Men jeg er mandsopdækket af min elskede familie, for de er også bekymret. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gør uden min familie 🙂

I dag er Laura hjemme og jeg har fået streng besked på at bruge hende til alt! Jeg må ikke blive det mindste stresset i dag, det er det vigtigste. Mikael har ryddet sin kalender og er klar på telefonen og kan køre hjem med det samme, hvis jeg bliver dårlig 🙂 Generelt er de bare så søde og omsorgsfulde 🙂 Så jeg er velsignet på alle måder må man sige.

 

Jeg kan allerede mærke, at jeg mangler HC. Det er svært at skrive dette, da jeg hele tiden ryger ind i min “osteklokke”. Det gør jeg når jeg er i underskud, så kan jeg ikke fokusere og begynder at stirre ud i luften. Det minder meget om når man dagdrømmer, hvor man bliver fraværende og sidder og stirrer ud i luften. Jeg har også hovedpine, endnu en ting jeg får når jeg er i underskud… Klokken er kun 10.30 så der er lang vej endnu 🙁 Nå nok om dette 🙂

 

Det er længe siden jeg har skrevet herinde, dagene går så hurtigt. Jeg fik min førtidspension denne sommer og en lang og meget hård periode var endelig overstået 🙂 Nu skal jeg finde min rytme i livet, finde ud af hvor meget jeg kan og ikke kan og hvad jeg skal få dagene til at gå med. Jeg savner stadig mit arbejde så meget at jeg kan tude over det! 🙁 Jeg har stadig ikke været forbi DLVS for at besøge dem, det er stadig for sårbart og jeg ville begynde at græde af savn. Så det må vente. Jeg har til gengæld meldt mig ind i fitness world, noget jeg har haft lyst til længe! Jeg har kun været der 3 gange indtil videre, men det skal nok komme 🙂 Så har jeg mine syprojekter som jeg elsker 🙂 Jeg rejste til Rom alene og var der i 5 dage inden Mikael kom. Det var så hyggeligt og det er godt for mig at komme afsted på egen hånd, da jeg skal lære at jeg godt kan finde ud af det selv og at jeg npk kan mere end jeg tror. Så det var nogle skønne og varme dage som jeg nød meget 🙂 Da Mikael kom fejrede vi vores 14 års bryllupsdag 🙂 Vi havde nogle fantastiske dage sammen og Rom er bare en fantastisk by! Vi skulle i skt peters kirken den sidste dag og der var kamp varmt. Det var den sidste dag og jeg var drænet på alle måder. Køen var laaaaaang og der var ingen skygge 🙁 Jeg gik HELT ned og begyndte at stortude i køen, jeg må have været et syn haha 🙂 Men det var ikke sjovt mens det foregik! Der burde faktisk være en mulighed for at komme ind før de andre når man er syg. Jeg kunne se, at de havde en speciel kø for dem i kørestole, men jeg er jo ikke dårligt gående. Eller det vil sige, når jeg når derud, så er jeg faktisk dårligt gående og jeg har meget brug for at sidde eller ligge. Vi talte om, at det ville være godt hvis jeg kunne have siddet i en kørestol den dag. For det var hårdt bare at gå rundt. Jeg proppede mig med HC og det blev bedre efter nogle timer. Jeg holdt ud og efter halvanden time i stegende sol og kø, så kom vi ind 🙂 Kirken er fantastisk! Vi brugte mange timer derind og på et tidspunkt gik vi ind i et aflukket bederum. Vi sad bare og så begyndte mine tårer bare at løbe. Jeg sad og fik en helt enorm befriende følelse som jeg ikke kan forklare. Det var en skøn følelse og jeg fandt roen i min krop, noget jeg ikke er god til. Jeg græd og græd og det var en blanding af lykke og håb der fyldte min krop. Noget sagde til mig, at det hele nok skulle gå og at jeg måtte begynde at acceptere mit nye liv. Det var en helt ubeskrivelig oplevelse 🙂

 

Nå nu kan jeg ikke mere for i dag 🙂

Fortiden, nutiden og fremtiden

Fortiden, nutiden og fremtiden

Jeg er sådan en person som bruger meget tid på at tænke, spekulere og reflektere over mit liv. Jeg ønsker selv, at blive et bedre menneske og hele tiden udvikle mig som menneske. Det er ikke altid let og man støder ofte panden mod en mur. Nogle gange, så misunder jeg de mennesker, der bare går igennem livet uden at spekulere, uden at udvikle sig. De forbliver bare i deres lille boble af deres egen verden, de ligger nok ikke søvnløs som jeg og de har deres mening som nok ikke er til at rokke ved. Men så tænker jeg, jo de har nok en mere rolig hverdag, men livet er da at udvikle sig, at ændre på ens dårlige vaner, at prøve at se sig selv udefra og prøve at gøre det bedre for sig selv og ikke mindst dem omkring en. Så er jeg glad for at jeg i det mindste prøver 🙂

 

Vi har alle vores kampe, vi har alle vores spøgelser, vi har alle vores måde at agere på, som nok ikke altid er den bedste måde. Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg tænker og hvad det gør ved mig. Efter jeg er blevet syg, så er jeg nærmest gået ind i et PTSD stadie og jeg kan lige så godt sige, det er IKKE sjovt!! L Den ene ulykke efter den anden ramte mig fra Januar 2014. Jeg fik den ene øretæve efter den anden og det har resulteret i, at jeg hele tiden er bange for om der kommer en ny forbandet ulykke lige om lidt 🙁 Det resulterer i, at jeg aldrig tør at slippe tøjlerne og slappe af. Jeg tør ikke at leve i nuet, for hvornår rammer næste ulykke? I den forbindelse kom jeg til at tænke på, at der findes 3 slags mennesker. Ja, det er nok meget firkantet sat op, det ved jeg godt og man kan nok have flere dele i sig selv, end kun den ene.

 

Men der findes de mennesker, der kun lever i fortiden. De lever og ånder for hvem de engang var, hvad de lavede da de var ung, eller i den periode hvor de måske var mest lykkelige. De kan ikke tale om andet end: ”kan du huske dengang” eller ”da jeg var ung så…”. Er de meget i fortiden, så tænker de aldrig på nuet eller fremtiden og de er måske sat lidt fast i fortiden og går nok glip af meget, da de kan have skyklapper for deres øjne. Ikke at man ikke må snakke om sin fortid! 🙂 Vi har alle en fortid og vi kan alle li at tale om den med de mennesker vi har oplevet tingene med, eller at dele ud om vores liv og sjove episoder og nogle gange triste ting. Fortiden er jo den der har formet os som mennesker og er den der har gjort os til den person vi er i dag. Dårlige og gode minder der lever videre i os og er grundlaget for hvem vi bliver som mennesker. I min optik er det ikke godt kun at leve i fortiden. Man kan hurtigt glemme at nyde nuet, man kan glemme at spørge ind til hvordan ens kære har det omkring en, da man er så fikseret på fortiden hele tiden. Man kan blive fastlåst i gamle minder, både de gode og de dårlige og man risikerer, at man stopper med at udvikle sig som menneske. Man glemmer faktisk bare at leve og nyde livet her og nu og det er da trist 🙁

 

Så er der dem der er gode til at leve i nuet  🙂 Dem misunder jeg! De nyder livet og hænger sig ikke i fortiden, eller bekymringer om fremtiden. Måske kan de blive lidt overfladiske, hvis de ikke reflekterer over livet. Men de er generelt dygtige til at være tilstede her og nu og tager ikke livet så tungt. Jeg tror ikke det er nemt at være et nutids menneske, jeg tror det kræver øvelse at ikke spekulere over fortiden og fremtiden. Vi bliver jo stopfodret fra vi er små til at lære at spekulere over fremtiden. Det første vi spørger børn og unge om er: ”hvad vil du være når du bliver stor?”. Der kører den ene katastrofe på medierne efter den anden. Global opvarmning, flygtningekrise osv. Vores børn lærer at blive ”fremtids mennesker”, de lærer at være bekymret for alt. Jeg lytter meget til radio når jeg sidder og syr på mine små projekter og jeg må altså grine 🙂 De pisker en stemning op omkring hvad der kan ske, nu når Donald Trump er blevet præsident i USA!? Der er nærmest ikke grænser.. 🙂 Da der var præsidentvalg, kom Sophie hjem og sagde, at hvis han blev valgt, så ville det hele ende ud i en ny verdenskrig 🙁 Sådan noget har hun da ikke selv fundet på, det har hun da hørt fra medierne, lærere og hvem der ellers kan påvirke hende. Så måtte vi tage os en snak om, at det ikke ville ske og at han alene ikke bestemte alt. Han kunne ikke regere alene og at der var en hel kongres og senat under ham, han skulle igennem, inden de store beslutninger blev taget.

Da jeg var ung var det den kolde krig og atomkrig der var fokus på. Jeg kan stadig huske hvor bange jeg var, for om der skulle starte en krig og om det ville regne med atombomber 🙁

 

Jeg føler med de unge i dag, de har det faktisk ikke let. De bliver bombarderet fra morgen til aften med nyheder på deres telefoner, facebook, youtube og mange andre medier. De har aldrig fri, der bliver hele tiden hevet i dem 🙁 Men heldigvis har børn og unge mennesker lysten til at leve i nuet og de er generet gode til at slippe spekulationerne og bare være her og nu 🙂 En egenskab vi voksne kunne lære lidt af.

 

Så er der dem der lever i fremtiden og hvis I ikke allerede har gættet det, så er det denne kategori jeg går ind under. Ikke af egen fri vilje, jeg hader det. Det gik op for mig, da vi var på ferie. Vi havde ikke været der mere end nogle dage, da jeg allerede begyndte at tale om, at vi snart skulle hjem og at jeg ville blive dernede. Det resulterede i, at jeg slet ikke fik nydt tiden dernede godt nok, for jeg tænkte mere over at jeg skulle hjem om lidt over en uge. Tåbeligt ik? Jeg bruger meget tid på at spekulere over fremtiden, jeg kører katastrofetanker hele tiden. Men der er også noget positivt ved at tænke frem og det er glædens forventning til skønne tider som ferier, jul og fødselsdage. Det er dejligt at tænke på! 🙂

 

Men jeg må lære at slippe katastrofetankerne, for de gør mig intet godt. De gør at jeg aldrig slapper af, at jeg ikke nyder nuet, at jeg går og er i konstant alarmberedskab og det er stressende for kroppen og min addison. L Mikael og jeg har brugt over 2 år på at være nervøse for fremtiden og hvad det ville ende ud med, angående min sag i Kommunen. Om jeg ville få førtidspension. Alt i vores liv blev sat på pause og vi kunne intet planlægge omkring vores fremtid, da vi ikke vidste hvordan den så ud. Det har været enormt frustrerende og vi har været så bange for om jeg ville ende i et ressourceforløb, hvor jeg skulle på kontanthjælp. Det ville vores økonomi ikke kunne bære og så ville vi skulle sælge huset L Det har fyldt ALT og vi skal nu lære, at slippe disse tanker og slappe af igen J Men det gør man bare ikke på en dag, det kommer til at tage tid for os. Vi er så glade for at der er ro på nu og at jeg fik min førtidspension J Vi er ikke glad for at jeg ikke kan arbejde, men når det ikke kan være anderledes, så er det godt at jeg fik min pension.

 

Men hvad skal vi nu tale om haha 🙂 Det har jo været det store samtaleemne og nu skal vi tale om alt det, vi ikke har kunne tale om i over 2 år. Hvordan vores fremtid skal blive, hvad jeg skal få tiden til at gå med, om vi skal blive boende, hvor vi har lyst til at flytte hen hvis det er det vi beslutter os for osv. Det er alle dejlige tanker, men de er alle i ”fremtidstankerne” igen og hvad så med nuet?

Hvad med at bare være i nuet nu, at nyde her er ro på, at jeg endelig kan bestemme over mit eget liv og i princippet rejse til udlandet i morgen, hvis det var det jeg havde lyst til? Jeg vil prøve at blive bedre til at nyde den dag jeg er i, at se på min dejlige familie og knuselske dem hver dag! At være glad for at jeg stadig har dem og at de stadig elsker mig, med alle mine fejl og sygdomme 🙂 Jeg har sådan lyst til at lære, at leve i nuet og slippe bekymringerne.

Jeg elsker stadig livet, måske ikke lige så meget som jeg gjorde før, men det skal nok komme tilbage. Som Patrick Swayze sagde i Dirty Dancing ”Nobody puts baby in the corner” og sådan er det også med mig. Jeg er visnet de sidste to år, jeg bliver ødelagt af min addison og af at andre skal bestemme over mig 🙁 Min frihed blev taget fra mig og nu har jeg fået den tilbage 🙂 Det vil nok tage nogle måneder, at finde ud af at jeg er fri igen og at jeg kan gøre som jeg har lyst. At jeg ikke skal gå med katastrofetanker 24/7. Nu begynder kampen for at få livet tilbage, at finde frem til hvem jeg er som det halve menneske jeg er blevet, hvem jeg er som Mor og hustru, hvem jeg er som datter og søster, hvem jeg er som veninde, hvor meget overskud jeg får, hvor meget jeg kan klare uden at gå addison ned. Dette vil jeg arbejde benhårdt på og jeg skal blive i nuet og ikke i fremtidstankerne!

 

Et meget rodet blog indlæg, men jeg håber at I forstod hvor jeg ville hen denne gang, i mine tanker 🙂

 

Jeg er evigt taknemlig over det system vi har i Danmark. Jeg blev syg, jeg blev passet på, jeg blev tilkendt førtidspension uden et ressourceforløb, hvilket nærmest er umuligt i dag. Jeg er ikke utilfreds med systemet, jeg passer nok bare ikke ind i de firkantede rammer 🙂

 

Mange tanker og spekulationer fra en nyudklækket førtidspensionist.

Jeg går og siger til mig selv og mine nærmeste, at jeg nu har ”evig ferie” 🙂 Det lyder bedre, end at man er blevet pensioneret og ordet ferie er lagret med så meget positivt! Hvem ønsker ikke at være på ”evig ferie”, nu når det ikke kan være anderledes? 🙂

 

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg fik sådan lyst til at ligge et gammelt billede ud af mig selv, fra dengang jeg var rask og en party uartig tøs 🙂 Fra dengang hvor jeg kunne drikke og hvor livet var let. Jeg har sagt det før, husk nu at nyde livet og jeres helbred! Man ved aldrig hvornår det hele bliver revet væk fra en, det kan ske hurtigere end man tror.

Tryk ”godkend”

Tryk ”godkend”

HJÆLP! 🙂

Jeg er en der altid går og taler højt om, hvor meget jeg har lyst til at rejse og hvor uafhængig og impulsiv jeg var i mine unge år. Jeg tror Mikael har været, eller jeg ved, at Mikael har været bekymret for mig 🙁 Ikke så meget på grund af mine sygdomme, de er hvad de er og vi kan håndtere dem nu. Nej, det er mere det psykiske aspekt der udspiller sig dagligt i vores hverdag. Jeg kommer aldrig ud mere, jeg har ikke lysten simpelthen. Jeg føler mig utilpas og jeg ved aldrig hvornår jeg bliver dårlig. Jeg bryder mig ikke om den opmærksomhed jeg får, når jeg bliver dårlig og jeg er ret dårlig, har jeg fundet ud af, til at modtage omsorg fra andre end min nærmeste familie. Derfor er mit sociale liv blevet enormt indskrænket. Vi er enten hjemme eller hos svigermor. Hjemme kan jeg være mig selv og ligge mig når jeg får behovet og sådan har jeg det også hos svigermor. Forståelsen har altid været dejlig hos min svigermor og hos min svigerinde Sulle. Så det er de eneste mennesker jeg ser. Hov jeg var lige ved at glemme Jeppe og Christina, dem har vi også været hos nogle gange. De er så gode til at ringe impulsivt og spørge om vi har planer og så kører vi op til dem i Frederiksværk, hvis min dag er god 🙂 De har forstået hvordan de skal gøre, hvis de vil se os og det er skønt. Noget andet er tøjet. Jeg har jo taget meget på og jeg har altid været enormt selvkritisk! 🙁 Så når vi skal ud, så skammer jeg mig over mig selv og uanset hvilket tøj jeg tager på, så føler jeg mig som en elefant! Jeg er sikker på, at alle kigger på mig og tænker ”hold da op hvor er hun blevet tyk”. Jeg ved godt i mit fornuftige sind, at det er noget vildt pjat!!! Men følelsen er der bare og det gør, at jeg føler mig enormt dårlig tilpas. Tøjet klemmer og strammer og det sidder ikke pænt. Så det er også en grund til at jeg ikke kommer så meget ud.

 

Nå tilbage til navlestrengen 🙂 I går morges var jeg så inde og se på rejser, dette gør jeg ofte. Så fortæller jeg bagefter Mikael hvad det koster og hvor jeg kunne rejse hen lige nu, hvis jeg købte rejsen. Mikael savner den gamle E-M og da vi gik tur, så sagde han ”når vi kommer hjem, så går vi ind og køber den tur til Thailand!”. ”Du trænger til lidt ferie skat, at komme væk fra det hele og finde ud af at du godt kan klare dig alene”. BUM! Så hang den der i luften og hvad skulle jeg så gøre? Så kom der mange ”men…?” ”kan jeg…?” ”hvad nu hvis…?” men Mikael holdt på sit! ”Du taler og taler om det, nu tager du af sted og så nyder du det”. Jeg kunne mærke en kæmpe klump bygge sig op i min mave, ikke af forventning og glæde, mere af bekymring og følelsen af at jeg ikke var stærk og modig nok. Havde han sagt dette inden jeg blev syg, så havde jeg ikke tænkt et sekund over det. Så havde jeg jublet og skreget af glæde, hoppet op og ned på stedet og ikke kunne vente til at komme af sted! 🙂 Men nu var der ingen glæde, ingen sommerfugle i maven, kun klumpen af bekymringer, sygdom, at jeg ikke kunne klare det, rædslen for at blive syg og indlagt og tanken om alt det der kunne gå galt! Vi talte lidt mere om det på gåturen og Mikael var ikke til at rokke, når vi kom hjem, så skulle vi gå ind og finde rejsen. Vi kommer hjem og Mikael satte sig ud i solen på terrassen med sin telefon for at finde rejsen til Thailand. ”Du kan rejse i morgen” (søndag) sagde han så (sig mig, vil han af med mig mon tro hehe 🙂 ). ”ROLIG NU” udbrød jeg, ”jeg kan ikke rejse i morgen, jeg skal lige have mit pillepas fra apoteket og hente medicinen”. Ja for sådan er det når man er så syg som jeg er, så er der meget der skal hænge sammen inden man kan rejse… 🙁 Så fandt han en rejse mandag sen aften og med hjemrejse 10 dage efter. Vi sad og så på det hele en times tid og så sagde jeg usikkert, ”ja, men så gør jeg det” og POP så røg mastercard frem fra Mikaels lomme 🙂 Haha der begyndte jeg faktisk at grine, selv om klumpen blev større og større i min mave 🙂 Jeg tastede mine informationer ind og kortnummer og så skulle jeg trykke ”godkend”. Min hånd ville ikke lystre, jeg kunne ikke trykke. Det er noget af det underligste jeg har prøvet, 20 cm fra at rejse til dejlige varme Thailand, der skulle bare et tryk til… Mikael begyndte at grine og sagde ”det er jo også meget strengt, her tvinger jeg dig til at rejse til Thailand, med sol og strand, hvor du bare skal hygge dog og slappe af i 10 dage. Nej, hvor er det farligt!” 🙂 Jeg kørte en indre og ydre dialog med mig selv og med Mikael. ”Du kan godt, kom nu og tryk på den knap, du vil elske at komme lidt væk fra det hele, det er jo det du har talt og drømt om i 2 år osv”. Men hånden rykkede sig ikke… Jeg begyndte at græde helt vildt og klumpen blev større. ”Hvad er det du er så bange for skat?” spurgte Mikael. ”Jeg ved det ikke, hvad hvis jeg bliver syg og jeg bliver indlagt og hvad hvis jeg ikke kan finde ud af at finde det nye fly med mellemlandingen og hvad hvis de stopper mig med min morfin og tager den fra mig og hvad nu hvis og hvis…” sagde jeg mens tårerne fløj ud af øjnene 🙁 Her gik det pludselig op for mig hvor bange jeg reelt var for at forlade min trygge ramme her hjemme, hvordan min sygdom og tanker omkring det styrede min hverdag 🙁 ”Jeg er jo blevet en bangebuks” og Mikael måtte give mig ret, mens han smilede sødt til mig. Jeg sad så og kæmpede et kvarter, græd på skift og prøvede at styre min finger hen til ”godkend”, men der skete stadig intet. ”Åh hvor er det her latterligt, jeg kan jo godt, jeg kan altså godt, nu gør jeg det” og så trykkede jeg sku på godkend! 🙂 Det var med en kæmpe klump, med angsten dryppende ned af mine kinder og med en rystende hånd! ”Nu er det på tide jeg tager kontrollen tilbage tænkte jeg, men der var ikke den der følelse af lettelse, af glæde, klumpen var der stadig. Så summa summarum, jeg skal rejse til Thailand i morgen aften. Men sikke et drama haha 🙂 Shit jeg får klumpen tilbage, bare ved at tænke på det 🙁 Jeg skal nok klare det, jeg er stadig stærk..

 

I øvrigt, da jeg gik i 7 klasse, tog jeg selv toget fra Narvik i Nord Norge igennem hele Sverige og til København. Der var 3-4 skift på vejen og intet var elektronisk dengang. Jeg kan huske, at jeg sov over mig den ene dag og vågnede i sovekupeen 5 minutter før det andet tog skulle afgå. Her fløj jeg op og opdage til min forbavselse, at jeg var plantet på et sidespor i det tog jeg var i!! Jeg gik nærmest helt i panik! Jeg fik kastet mig i noget tøj, pakket mine ting sammen og så måtte jeg hoppe ud på skinnerne og løbe med min bagage langs skinnerne hen til perronen hvor det næste tog jeg skulle med holdt. Jeg nåede det lige med nød og næppe, men jeg havde sku ikke den klump i maven dengang! Så jeg kan godt, tror jeg… 🙂

 

Vi så i øvrigt på vejrudsigten efter jeg havde trykket godkend og der er meldt regn, skyer og atter regn i alle 10 dage:-) Nemesis siger jeg bare haha 🙂 Så det ender sku nok med, at jeg må sidde indenfor i 10 dage.. I morgen skal jeg hente medicin, pillepas og nogle andre småting og så skal jeg flyve kl. 22. Jeg flyver hele natten og skal mellemlande i et arabisk land ved fem tiden om morgenen. Min største bekymring lige nu, er at Thailand ikke er et schengen land og at det ikke er sikkert, at de godtager mit pillepas hvis jeg bliver stoppet og så er der sku krise i bogstaveligste forstand! For min krop er jo afhængig af det skidt og hvis de tager det fra mig, så vil jeg få abstinenser med meget dårlig mave og så vil jeg ikke kunne optage min hydrokortison og så vil jeg ende ud i en addison krise 🙁 Men jeg er aldrig blevet stoppet og der står på nettet, at de som regel siger god for pillepas. Så jeg tager chancen… Men det giver mig ikke ligefrem mere ro i kroppen, ikke før jeg er kommet igennem tollen i Thailand! Men hvorfor skulle de tage det fra mig, det er til eget forbrug, jeg har pillepas og der står mit navn på det hele og det er ikke åbnet. Det må de kunne se er reelt nok. Hvis ikke har jeg læst på nettet, at man nærmest kan få alt på de Thailanske apoteker uden recept. De er ikke så hysteriske dernede tydeligvis. Min anden bekymring er rejsediarre. Det værste der kan ske for mig er at få en maveinfektion, for så kan jeg ikke optage min medicin og så ender jeg med en indlæggelse og det ønsker jeg ikke i Thailand. Det minder mig om, at jeg må få skrevet alle oplysninger ned på min rejseforsikring… Vi har faktisk to rejseforsikringer, så jeg burde være dækket godt nok ind 🙂

 

Til det positive, jeg skal ned til 35 grader. Stranden ligger 10 minutters gang væk fra hotellet. Det er vildt billigt i Thailand og jeg skal shoppe tøj til Mikael, Sophie, Niclas, Laura og mig selv!! Vi sørgede for at booke det hotel der lå nærmest lufthavnen, så jeg ikke skal så langt når jeg ankommer 🙂 Wuhuuuu siger jeg bare (med en klump i maven haha)

 

Jeg rejser med Quatar airways og servicen skulle være helt fantastisk og maden er gratis. Det er godt nok på monkey class, men jeg er ikke så stor og jeg bliver nok træt da jeg bliver drænet når der sker noget så vildt som dette!! Der er som sagt en mellemlanding i Doha, et eller andet sted i et arabisk land..

 

Så i morgen sker det sku!! Jeg kommer til at græde som pisket når Mikael afleverer mig i Kastrup!! Jeg har ikke været uden Mikael i 10 dage nogensinde siden vi mødte hinanden for 17 år siden, bare det skræmmer mig. Han passer på mig hver dag og giver mig så enormt meget tryghed og omsorg. Han er den der kan se på mig når jeg er ved at gå i underskud, han er den der kan få mig ned når jeg bliver bange, han er bare den der kender mig bedst! Så tanken om at forlade ham, at rejse ud af Europa for første gang i mit liv og så alene, skræmmer mig helt vildt!! 🙁 Så mit ønske er bare at det hele går godt og at jeg ikke bliver stoppet i tollen og at jeg undgår rejsediarre..

Mikael håber, at han måske får noget af den gamle Else-Maria tilbage og at jeg slipper lidt af afhængigheden til ham. Han tvinger mig faktisk til at rejse. Han siger, at jeg bliver nødt til at presse mine grænser lidt og at jeg kan mere end jeg tror.

 

Hilsen Else-Maria med den største klump i maven, selv om jeg skal til dejlige skønne Thailand 🙂

 

Jeg har lagt et billede ud af skønne Thailand.

Jeg måtte godt…..

Hvad man ikke finder på bag hjemmets fire vægge 🙂

 

Forleden sad Mikael og jeg og talte om dating og den app der hedder Tinder. Dengang i 1999, hvor vi mødte hinanden, var der intet af dette og snakken gik frem og tilbage på hvordan det mon fungerede. Vi havde hørt om datinappen på tv og jeg har nogle veninder der bruger den. Nysgerrigheden blev simpelthen for stor og vi blev så enige om, at jeg skulle oprette en profil, så vi kunne se hvordan det hele foregik (og hvis jeg skal være helt ærlig, også for at se om der var nogen i nærheden som var på, man er vel nysgerrig thihi… 🙂 ) Mikael havde lige fået opereret sine mandler væk og sad ved siden af mig og havde smerter og var skidt tilpas. Han ville skrive et indlæg på facebook om “at nu sad han her nyopereret og så gik konen på Tinder”. Men vi blev enige om, at nok ikke alle ville kunne forstå vores humor og så lod han være.

Jeg fik profilen op at køre, selvfølgelig med de bedste billeder (fra dengang jeg var åleslank wuhuuuu). Så skulle man “swipe” på billederne af de  mænd der var på siden. Til højre så kunne man li dem og hvis de havde “swipet” til højre på mig, så var der et match. Swipede man til venstre, så var man ikke interesseret. Jeg swipede til venstre hele tiden, jeg kunne ikke li at swipe til højre. Efter et stykke tid, så blev nogle af billederne helt blå, så var det fordi de havde givet mig et superlike (tror jeg nok det hed). For sjov skyld, så begyndte jeg efter et stykke tid, at swipe lidt til højre og der var match!! 🙂 What to do!!? Shit, jeg gik helt i panik og følte mig som det usleste menneske der holdt disse mænd for nar og så fik jeg dårlig samvittighed, på grund af Mikael.. 🙁 Jeg endte med at have 6 match, flotte mænd (eller måske havde de også lagt deres bedste “tyndebilleder” op haha 🙂 ) De skrev alle til mig, om vi skulle mødes og jeg svarede ikke. Efter nogle dage, så slettede jeg kontoen og fortalte Mikael, at disse mænd havde skrevet til mig da der havde været match. Han grinede bare af det hele heldigvis 🙂 I øvrigt, så var der flere på appen som bor i nærheden, dog ingen der var gift.

Så hvis nogen har set mig derinde, så måtte jeg godt og Mikael og jeg har det helt fint 🙂 Bare inden snakken begynder at gå…

Jeg kan intet gøre

Jeg sidder i mit hobbyværelse og ser ud af vinduet. Vinden blæser i træerne og der er mørke skyer på himlen. Græsset er vådt og det er så tidligt endnu, at der ingen liv er i gaderne. Fuglene har ikke engang startet deres morgensang og imens jeg ser grenene på træerne ruskes rundt, så kan jeg ikke lade være med at få følelsen af, at jeg står og ser ned i afgrunden. Skæbnens time nærmer sig hastigt, to år er der gået nu og Kommunen er endelig ved at indkalde mig til den sidste samtale. Et rehabiliteringsmøde kaldes det. Jeg ved ikke hvor meget rehabilitering der er i det møde, det er egentlig et sjovt ord. Det er nok de færreste der skal til disse møder, der får følelsen af noget positivt, som ordet rehabilitering er ladet med. Når jeg tænker på dette møde, så betyder det kulminationen af over to års kamp, to år i helvede hvor jeg intet har kunne gøre, hvor andre mennesker har bestemt over mig. To år i sygdommens tegn, hvor jeg har skulle lære at leve på ny. Hvor jeg er blevet helt nedbrudt og stille har skulle bygge mig op igen. Ikke til den samme person, nej det bliver jeg desværre aldrig 🙁 To år med frustrationer, gråd, krise, chok, smerte, identitetskrise og mange andre følsomme ting. Hvor min familie også har været i krise, hvor mine børn har grædt og savnet deres Mor. Det har ikke været nemt og vi kæmper stadig. Når jeg siger vi, så er det fordi jeg aldrig ville have kunne klaret de sidste to år uden Mikael og mine børn. Men nu nærmer skæbnens time sig og jeg er så enormt bange, så bange at jeg vågner hver nat ved tre-fire tiden og ikke kan sove mere, fordi det fylder så meget 🙁

Jeg ved godt at jeg ikke kan arbejde mere og det er den største sorg! 🙁 Hvis jeg kunne ville jeg arbejde, det ved alle der kender mig bare lidt. Min sagsbehandler har derfor indstillet mig til førtidspension og det er dette rehabiliteringsteamet skal tage stilling til. Der er indhentet forskellige lægeattester, men problemet er at jeg fejler forskellige ting og disse kombinationer gør, at jeg er meget syg. Hvis jeg havde diagnoserne alene, så ville jeg nok godt kunne arbejde. Lægerne er som sagt nogle finurlige størrelser og de kan ikke se udover deres eget speciale. Det har i min sag betydet, at ingen af lægerne vil tage ansvar og prøve at forstå hvad sygdommene sammen gør. I øvrigt, før jeg fik sekundær addison, kunne jeg godt arbejde på nedsat tid. Det var hårdt, men det gik lige. Efter addison kunne jeg intet, hvilket jeg har pointeret til min endokrinologiske læge MANGE gange. Men i den første attest, skrev han alligevel til Kommunen, ”at med sygdom som min sekundære addison, så burde der intet være til hinder for, at jeg kunne arbejde”. Frustrationerne har været enorme og jeg har været ved at skrige af afmagt mange gange!! Jeg har grædt og været SÅ ked af at de ikke har lyttet til mig, når jeg gang på gang fortalte hvor skidt jeg havde det og når jeg bagefter læste i min journal, så havde de intet skrevet om det!? 🙁 Nå, men efter mange konsultationer så begyndte lægen at forstå, at det ikke kun var pjat, at jeg faktisk var dårlig og at jeg ikke lavede et spil for galleriet. Tænk at man skal overbevise sin læge om dette, at de ikke tager mine ord for gode varer til at starte med. I den sidste attest skrev endokrinologen, “at der i sjældne tilfælde skete det, at man bliver så dårlig som jeg er blevet og at de ikke kan give en grund til hvorfor. At jeg ikke kan optimeres yderligere og at min tilstand er stationær”. Min egen læge har decideret skrevet, at han anbefaler førtidspension, da jeg ikke kan arbejde mere på grund af mine sygdomme og tilstand. Men alligevel synes min sagsbehandler, at lægerne lige er vage nok og hun er nervøs for om der er nok kød på. Der er lavet en arbejdsprøvning som de måtte afslutte efter 6 uger, da jeg lå og kastede op og intet kunne og jeg blev betydeligt dårligere 🙁 Resultatet af denne arbejdsprøvning blev at jeg kunne arbejde 40 minutter om UGEN på 50%. At det ikke kunne betale sig for en arbejdsgiver at ansætte mig, da jeg intet ville kunne yde på arbejdspladsen. Der er blevet udført en ergoterapeutisk funktionsbeskrivelse, hvorpå der blev vurderet, “at jeg har sparsomme ressourcer og at jeg ikke formår at opretholde de nødvendige daglige aktiviteter uden hjælp fra ægtefælle og datter og at jeg ikke er i stand til at være mere i aktivitet end de nødvendige dagligdags aktiviteter kræver”. Hårde ord som er svære at læse 🙁 Jeg skrev en udførlig dagbog hvorpå der står beskrevet min daglige kamp for overlevelse og en social isolation. Men alligevel er min sagsbehandler nervøs for om det er nok til at rehabiliteringsteamet vil give mig førtidspension 🙁 Jeg tænker, hvad mere vil de have, hvad mere kan jeg give? Fremmede mennesker, der aldrig har mødt mig skal bestemme om jeg er berettiget til pension og det skræmmer livet af mig!

 

For hvad hvis de afslår anmodningen? Det vil være katastrofalt for mig og for min familie! Vi har så meget brug for en afklaring og ro. Vi har brug for en stationær tilstand, hvor vi ved hvordan vi står økonomisk, psykisk og boligmæssigt. Får jeg ikke pensionen, så er det fordi de mener at jeg har potentiale til at kunne arbejde på sigt og så giver de mig enten flexjob (halloo jeg kan ikke engang arbejde 40 minutter om ugen på 50%) eller så kommer jeg i et ressourceforløb 1-5 år, også med henblik på at der er et udviklingspotentiale. Men det giver bare ingen mening, for der er gået over to år og jeg er som jeg er, dårlig og jeg bliver ikke bedre, desværre 🙁

 

Til mødet skal jeg ”tale for min sag” og så skal de derefter tage stilling til om de er enige i sagen og min og min sagsbehandlers fremstilling. Det er min største eksamen nogensinde og tænk hvis jeg kommer til at sige noget dumt, som vælter sagen til den dumme side. Jeg har det med at vrøvle når jeg bliver nervøs. Jeg har også på fornemmelsen, at det kan være lige meget hvad jeg siger, da de nok har besluttet sig for afgørelsen inden jeg overhovedet kommer til mødet. Sophie bliver ved med at sige, at hun vil med til mødet! Hun er meget bestemt og hun vil fortælle dem, hvor dårlig jeg er. ”De må da lytte til mig Mor, jeg ser dig jo mest af alle og hvor meget du ligger ned og er dårlig”, siger hun. Når jeg så siger, at der ikke må komme børn med til mødet (hvilket jeg faktisk ikke ved om er rigtigt, jeg synes bare ikke hun skal tage ansvar for så stor en ting), så spørger hun om hun så må skrive et brev til dem. Sikke en omsorg 🙂 Men det er rigtigt, hun ser mig hver dag og hun ved om nogen hvor meget det fylder og hvor meget det har invalideret vores liv sammen.

 

Jeg kan ikke klare flere år i uvished 🙁 Jeg mener det faktisk, jeg er bange for mit liv hvis jeg ikke får fred.. Jeg kommer til at gå helt ned psykisk og fysisk og det der holder mig oppe, er tanken om en afklaring og et afsluttet forløb. Så hvis de vil smadre mig og min familie, så afviser de anmodningen 🙁

Aldrig har jeg bedt så meget (jeg ved ikke engang om jeg tror der er en Gud). Aldrig har jeg været så bange og nervøs. Jeg bander systemet og den måde det er sat op på langt væk, det mener jeg faktisk. Hele forløbet har været langsommeligt og har trukket noget så voldsomt ud og det er efter min mening noget helt riv ruskende galt med sagsgangen og den måde de kører systemet på! Det er ikke min sagsbehandlers skyld, hun har været intet andet end fantastisk. Men at det har taget over to år at få min sag hvor den er nu, er helt til grin. Det ville kunne gøres på et halvt år, hvis de havde været lidt mere effektive og tænkte lidt mere logisk. Nå men det er en helt anden historie 🙂

 

Jeg håber stormen og regnen slutter snart og jeg kan vende mig væk fra afgrunden og træde et skridt ind i solen og det bløde græs 🙂 Jeg håber og beder til, at jeg får tilkendt den pension, så jeg kan få ro og finde et tåleligt leje i mit nye liv.

Kæreste Gud og de højere magter, giv mig styrke på denne vej. Jeg har sådan brug for roen og at de kan se at der ingen anden vej er.

 

Det bliver nogle lange søvnløse uger det her 🙁