Magtforhold i sundhedssektoren

Jeg hørte om en oplevelse forleden, der virkelig fik mig op i de røde felt! 🙁 Det er ikke en vandrehistorie, kilden er pålidelig.

Når man arbejder som læge, sygeplejerske, assistent, hjælper ol, så har man et ansvar for, at være opmærksom på den magt man besidder. Der vil altid være dette magtforhold i mellem patient og behandlerne og det er vores fineste ansvar som behandler, at vi hele tiden behandler patienten med respekt og omsorg. Vi har alle stået med den “umulige” patient, der råber og skriger, er aggressiv og ubehagelig. I den situation har man lyst til at misbruge sin magt og straffe patienten med de midler man kan bruge. Men så er det, at man må stoppe op og tænke på hvorfor patienten reagerer som han gør og hvad jeg som behandler kan gøre for at hele situationen ikke eskalerer og hvordan jeg kan give den bedste behandling for dem, dem givne situation. Tro mig, det er ikke altid let. Vi er også kun mennesker og vi har vores egne reaktionsmønstre.

På sygeplejestudiet bruger man enormt meget tid på at læse om sygeplejeteorier. Disse sygeplejeteoretikere taler meget om magtforholdet og at man altid skal være opmærksom på dette. Når en patient bliver indlagt, så får de nærmest strippet deres personlighed med det samme. De skal tage tøjet af og tage identitetsløst patienttøj på, som er ens med resten af patienternes tøj. De er blevet en del af en masse. De får et armbånd på håndleddet, der angiver hvem de er, deres identitet ligger nu i et armbånd. De skal affinde sig med en helt ny kultur, hvor mad, medicin, tv pludselig er på andres præmisser. De skal indrette sig efter arbejdsrutinen og bliver til en patient, ikke et menneske. Dette er svært og enorm mange patienter har stor respekt for disse autoriteter, der pludselig skal bestemme over deres liv i den indlagte periode og de stiller derfor ikke spørgsmålstegn eller spørger undrende ind til deres behandling.

Prøv så at foretstil dig, at du er blevet indlagt for noget der er pinligt og enormt personligt og skal indlægges under disse forudsætninger jeg lige har forklaret. En mand som har leget med en dildo og hvor den har forsvundet op i hans endetarm. Det må være noget af det mest pinlige, at blive indlagt med. Det der sker er at manden skal have den opereret ud. Efter han bliver lagt i narkose, så begynder lægerne og sygeplejerskerne, at tale grimt om ham, gøre grin med ham og tage billeder af hans nøgne krop og ansigt!!? Jeg blev målløs, da jeg hørte om dette 🙁 Det er simpelthen så groft og under al kritik, hvad empati og magtforhold angår. Manden ligger helt forsvarsløs og bliver gjort til skamme af nogle der skulle være deres ansvar voksent og med nogle mennesker, hvor han ligger sit liv i deres hænder. Det er til at græde over! Det er en kultur på den operationsstue, som er blevet grim og hvor personalet fuldstændig har glemt hvad deres fag går ud på. Jeg bliver pinlig på mine “kollegaers” vegne og jeg håber der en dag, er en som tør at sige fra.

Man skal altid være dette magtforhold bevidst. Man skal altid huske, at behandlerne er de “stærke” i dette forhold og at patienten er den “svage”. Man skal altid behandle patienten med respekt og empati, uanset indlæggelsesårsag. Man skal altid huske, at det er mennesker vi har med at gøre.

Heldigvis er størstedelen af behandlere deres ansvar bevidst og de tager sig af deres patienter med en stor faglig omsorg og kærlighed. Men der er desværre brodne kar ind i mellem og steder hvor kulturen for lov til at udvikle sig i en grim retning.

Jeg håber for denne stakkels mand, at han mødte nogle af “de gode” på hans vej og at han har det godt i dag 🙂

En stor beslutning er taget

Vi skal sælge vores hus 🙂

Det har været en svær beslutning (nok mest for Mikael) og nu sætter vi det til salg. Vi har elsket at bo her, men som tiden er gået, så har livet ændret sig og ved det, også ens boligbehov. Da vi kæbte huset var vi sikre på, at vi aldrig ville flytte herfra. Størrelsen passede fint til os, da børnene var mindre. Men som de er blevet større, så har vi mange værelser i overskud som vi aldrig bruger og det er jo lidt spild af plads 🙂 Haven er også blevet et stort arbejde, specielt efter jeg er blevet syg. Jeg elsker virkelig have og specielt mine roser og planter, som jeg har gået og nusset om i mange år. Men men, så kan nogle andre få glæden af det hele. Terrassen bliver også svær at undvære, det er nok den vi kommet til at savne mest ved huset. Terassen og vores store soveværelse.

Vi vil gerne nærmere København og ikke bo i hus, hvor der hele tiden skal laves noget. Vi vil gerne kunne hoppe på vores cykler og cykle ind til centrum på kort tid. Nyde bylivet, vincafeer, restauranter og hinanden.

Vi er derfor i gang med at rydde op og Jesus så meget lort man gemmer!!! 🙂 I lørdags kørte vi på lodseren med en hel bil fuld og en fyldt trailer med ting som havde ligget på loftet i mange år. Vi mangler stadig rigtig meget. Jeg har malet køkkenet og væggene i spisestuen, så det ser pænt ud og så skal vi have lagt nye fliser i brusenichen. Vi satser på få K3’ere…

Men vi glæder os til at rykke videre, nu når beslutningen er taget 🙂 Sophie glæder sig også og hun skal starte på et gymnasie efter sommer, hvor hun ikke kender nogen. Men det spekulerer hun ikke på, hun er bare glad for at vi skal flytte. Altså hvis vi får solgt huset 🙂

Ugens nyheder

Jeg hørte i nyhederne på radioen i går, at hver tiende nybagte Far får en fødselsdepression. Hver tiende!? Hvis det havde været 1 April, sa havde jeg troet, at det var en Aprilsnar 🙂 Nu skal jeg ikke træde nogle over tæerne, al respekt for en fødselsdepression! Men hver tiende mand, come on… Rudersdal Kommune var med i indslaget. En sundhedsplejerske talte om deres screening af de nybagte forældre. Jo tak, jeg har overværet sådan en “seance” og det var tåkrummende! De stakkels nybagte forældre skulle svare på MEGET private og i mine øjne, grænseoverskridende spørgsmål i over en time. Jeg kan huske, at manden nærmest sad og vred sig i ubehag og han virkede irriteret. Måske kan sundhedsplejersken blive for fagorienteret, blive fagblind og få skyklapper på og ende med at se problemer der ikke er der. Jeg tænker, at hvis man spørger og graver for meget, så vil de fleste kunne indgå i kategorien “træt, uoplagt, sover mindre, har mindre overskud, kan ikke overskue de næste par måneder osv”. Hallo vi har alle været der, da ungerne var små 🙂 Men ros skal de dog have, for at de bryder sig og tager sig af dem der har behov for det! Jeg har dog svært ved at tro, at det er hver tiende mand som får en fødselsdepression.

Noget andet der fylder i medierne, er terrorist drabet på de to piger i Marokko. Hele sagen er så sørgelig! 🙁 To livsglade unge piger på backpacker tur, som bliver bestialsk slagtet af nogle sindsyge ekstremister. Her undrer jeg mig over, at der ikke er blevet planlagt en offentlig seremoni/march for den danske pige, eller lignende. Hendes Mor var inde på Rådhuspladsen og ligge blomster, helt alene 🙁 Hun spurgte, hvorfor der ikke var nogen der gjorde noget for at belyse denne forfærdelige sag. Er det fordi befolkningen tænker, at det var deres egen skyld grundet lokationen og at de valgte at bo i telt i et øde område? Er politikerne bange for at blande sig? Hvorfor skal den danske pige og familie ikke støttes og hvorfor sender vi ikke et kæmpe signal udadtil, at terror på vores danske befolkning IKKE er ok!? Jeg forstår det ikke.. Det er pinligt 🙁 Hvis jeg vidste hvordan man gør og havde overskud, så oprettede jeg den begivenhed.

 

Lige lidt småtanker fra mig 🙂

Januar og nytårsfortsæt

Jeg er faktisk ikke typen der vil lave nytårsfortsæt. Jeg er af den overbevisning, at det kun giver en dårlig samvittighed, da man som regel ikke kan holde dem særlig længe. Jeg har siden jeg blev syg, taget 25 kilo på. Det er saft susende meget på min lille krop. Det har været en blandet følelse og oplevelse, at ens krop har ændret sig så meget. I starten gik det så hurtigt og jeg kunne ikke følge med mentalt. Jeg kunne simpelthen ikke genkende den som stod og så på sig selv i spejlet. Alt mit tøj måtte jeg bytte ud og der ligger nu mange sække med for småt tøj på loftet. Tøj som jeg jo selvfølgelig håber, at kunne passe en dag.. 🙂

Jeg har prøvet mange ting, været hos diætist og fået lagt kostplan. Det eneste der skete der, var at jeg skulle spise hele tiden og så fik jeg meget mere lyst til mad og søde sager haha. Ikke godt. Så prøvede jeg LCHF kuren, der skete der heller ikke det store. Siden Marts er der røget 8 kg på, så nu bliver jeg nødt til at tage mig sammen. Jeg ender jo med at blive enorm, hvis dette bliver ved. Nu tænker mange sikkert, at jeg æder voldsomt meget. Men det gør jeg faktisk ikke. Det er bare en elendig kombi med for lavt stofskifte og den medicin jeg tager mod min binyrebarkinsufficiens. Det hele modarbejder et vægttab og fedtet bliver siddende. Min læge sagde til mig, at det mere eller mindre er en umulig opgave. Suk 🙁 Jeg har også for første gang i mit liv, ikke kvalme efter jeg har spist og det er en fantastisk følelse! Så jo, jeg kan spise mere end jeg kunne før. Så på den måde, spiser jeg mere nu end jeg gjorde før jeg blev syg. Men ikke så meget, at det kan retfærdiggøre 25 kg…

Så nu har jeg droppet slik, sukker og popcorn og jeg skal helst gå tur, eller træne 3-4 gange om ugen. Dette kan jeg sagtens overholde og så må jeg se om det giver noget. Hvis ikke så står den på at begynde at tælle kalorier og det er sku besværligt! 🙂

Så på en måde har jeg et nytårsfortsæt i 2019, selv om jeg ikke er meget for det 🙂

Social isolation, “ammehjerne” og den ene dag tager den anden

Nu er det nok!

Dette siger jeg til mig selv hver eneste dag, men den ene dag tager alligevel den anden. For hold da kæft hvor er jeg blevet ensom og hold da kæft, hvor keder jeg mig!! 🙁

Jeg kan tydelig huske dengang man var på barsel, dagene gik med bleskift, nusse med babyen, lave mad til babyen, putte dem til middag osv. Men man faldt ind i en lad rytme med at se horton sagaen (det var det sorte dengang 🙂 ) og dagene gik, uden man egentlig fik udrettet det store. Når manden kom hjem, så gik man stadig rundt i hyggetøj og havde ikke været i bad. Man blev træt af at være hjemme og man glædede sig helt vildt til at komme ud på arbejdet igen og snakke med mennesker. Man følte sig isoleret og man fik det man kalder “ammehjerne”. Man blev lidt lad af at bare gå hjemme.

Nu er jeg havnet i et ikke frivilligt eksil i mit eget hjem, ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg er blevet tvunget til det grundet min sygdom. Jeg hader det!!! Jeg prøver at acceptere det hver eneste dag, men det er svært. Jeg er på en evig barsel, bare uden babyen og har derfor intet at tage mig til. Jo, jeg har dage hvor jeg er dårlig og hvor jeg er glad for at jeg ikke skal ud og præstere og hvor jeg ikke ville kunne fungere på en arbejdsplads. For “ammehjernen” er tilbage i stor stil, nu er det bare en “addison hjerne” jeg lider af. Jeg føler jeg er ved at blive dement nogle dage, jeg siger de forkerte ord, jeg kan ikke huske ord og jeg kokser i det hele tiden. Jeg glemmer hvad jeg gik ned i kælderen efter og kommer op med noget helt andet. Jeg må stille mig hen til det sted hvor jeg tænkte på det jeg skulle huske, så kommer tanken gerne tilbage til min hjerne. Det er skræmmende! Mikael har vænnet sig til det, han ved som regel hvad jeg mener og kan derfor sørge for at vi undgår de store misforståelser. Det er vildt frustrerende for at sige det mildt! 🙁 Jeg kan sidde midt i en samtale og vide hvad jeg skal sige, men ordet jeg skal bruge forsvinder og jeg må bruge andre ord der minder om det ord, den situation, jeg ville forklare. Nej, hjernen er ikke skarp mere! Jeg kan spørge Mikael om det samme fem gange på en aften, han er sku tålmodig haha 🙂

Noget andet er isolationen, den er frygtelig. Jeg er alene hver eneste dag. Jeg får intet udrettet, jeg føler mit liv er spild nogle gange. Ikke sådan depressions agtig, mere spild af gode kræfter, at kunne arbejde, at kunne noget mere i dagligdagen. Jeg savner kollegaer, at bruge min hjerne og at grine og fjolle på en arbejdsplads. Jeg har været inde på forskellige forum på facebook for førtidspensionister, men jeg falder ikke ind i den kategori som de andre brugere er i. Det er en stor omgang ynk, det hele er samfundets skyld og de fleste virker glade for at de har fået pension. Så jeg meldte mig hurtigt ud igen, det provokerede mig helt vildt! Jeg overvejdede, at oprette en side for førtidspensionister med en mellemlang eller lang vidergående uddannelse, så niveauet blev hævet lidt, men hvordan skulle de finde gruppen…. Så back to square one again. Jeg spurgte Kommunen om jeg må arbejde en lille smule, da jeg savner sygeplejen. dette måtte jeg godt, men så er det jeg bliver helt nervøs og bekymret for om det vil blive et kæmpe nederlag. Med min hukommelse og dårlige dage, så er jeg nok ikke den bedste kollega at få indenfor. Det ender med, at det er de syge der må passe mig og det går jo ikke 🙂 Så den er lagt lidt på hylden. Hvem vil i øvrigt ansætte en på maks 4 timer om ugen med skånehensyn, nok ikke mange.

Nå men tilbage til dagens forløb. Jeg er blevet lad! Altså sådan rigtig lad! Jeg kan ikke tage mig sammen til noget som helst, dagene går med at se fjernsyn og nusse rundt med små opgaver. Det kan være at vaske lidt tøj, rydde lidt op og lave huslige opgaver. Men det er såååååå kedeligt 🙂 OMG siger jeg bare! Så er det jeg aftaler med mig selv, at i morgen begynder du at gå en tur hver eneste dag. Dagen oprinder og så er det aften og jeg har intet fået lavet. Suk… Jeg var nede og træne styrketræning for nogle uger siden, det resulterede i 2 dage hvor jeg intet kunne, min krop var helt mast og jeg blev så addison træt. Så små skridt, men når jeg først er i gang, så er det nemt at gøre som man gjorde før man blev syg og så knokler jeg på. Det kan min krop jo ikke klare mere. Så mister jeg helt lysten og modet til at komme til træning igen, da det koster så meget på sygdomskontoen. I sommers begyndte jeg at træne zumba hver torsdag aften. Efter træningen blev jeg altid dårlig med hovedpine. Dagen efter var jeg fuldstændig addison flad og havde stadig en helt ekstrem hovedpine. Jeg fik lyst til salt og junket mad med meget salt i. Først når jeg havde spist meget salt og øget min hc, så fik jeg det bedre og hovedpinen gik væk. Sådan var det hver gang jeg trænede zumba og så gav jeg op. Min saltbalance og addison kunne ikke holde til den stress der blev påført med høj musik, høj puls og at jeg svedte så meget. Før i tiden kunne jeg tage 2 timer i træk uden at blive dårlig, men sådan er det tydeligvis ikke mere. Så det er ikke nemt at komme i gang.

Jeg tænker hver dag, at jeg må få noget at gå op i, noget der kan udfordre mig på alle måder. Men hvad skal det være, hvad kan jeg klare? Jeg har altid været sådan, at hvis det ikke har min interesse, så gider jeg ikke. Jeg har ikke fundet ud af hvad det skulle være jeg skulle lave endnu. Det er hyggeligt at sy tæpper og puder, men det bliver jeg også lidt træt af efter et stykke tid. Jeg gad godt, at skulle oversætte artikler og lignede, men hvordan får man fat i sådanne opgaver uden erfaring.. Det ville udfordre mig intellektuelt og jeg kunne tage det i mit eget tempo. Så har jeg overvejet at blive frivillig, men jeg er bange for, at interessen her vil dale,, at jeg ikke vil kunne klare det med min sygdom og jeg vil ikke melde mig til noget, hvor jeg ender med at skuffe dem og mig selv. Jeg har altid brændt for de skæve eksistenser som de hjemløse og misbrugere. Men det kræver enormt meget overskud og det har jeg ikke meget af. Så har jeg tænkt meget på at skrive en bog, eller podcast om forskellige ting. Jeg vil også gerne skrive meget mere herinde. Så er det jeg siger til mig selv, nu er det nok, i morgen tager jeg mig sammen!! 🙂

 

Nå dette var mine tanker efter en lang pause herinde fra 🙂 Ellers går det godt haha 🙂

Jeg kom, jeg så, jeg rejste

Jeg kom, jeg så, jeg rejste

Thailand

Jeg må bare sige, at jeg elsker Thailand 🙂 Rejsen gik dog ikke helt som forventet…. Men lad mig starte fra en ende af 🙂

Jeg havde planlagt, at jeg skulle ankomme i Bangkok og rejse hjem fra Bangkok. Jeg ankom som planlagt og rejsen var gået fint. Hele Bangkok flyveplads er dog en stor kø til alt! Jeg stod over en time for at komme igennem paskontrollen og atter en time for at få fat i en taxa. En ting har jeg lært på denne rejse, stol IKKE på taxa chauffører haha 🙂 De er kun ude på at smide en af så hurtigt som muligt og de siger, at man er nået frem selv om man ikke er i nærheden af hotellet. Dette skete for mig de 2 gange jeg tog en taxa og efter dette, så gik jeg til mine destinationer og tog ikke flere taxaer! 🙁 Da jeg endelig ankom til hvad jeg troede var mit hotel (læs at man bare bliver smidt tilfældigt af et sted af taxa chaufføren) så stod jeg der på en meget travl gade uden kort eller signal på min telefon. Det hotel der skulle være mit hotel, var ikke mit hotel og så stod jeg der med alle mine talenter 🙂 Jeg havde på det tidspunkt været afsted i over 24 timer og trængte til at komme på mit værelse og få et bad og noget at spise! Jeg fik spurgt en masse gadehandlere om vej og til sidst fandt jeg mit hotel. Sawadee house et par gader væk fra Khao San road (tak for tippet Berit 🙂 ) Hotellet var fint nok til prisen, 1000 baht per nat (200 kroner). Jeg havde et værelse med en dobbeltseng og der var ingen vinduer. Så kunne jeg gå ud på badeværelset og det lå så lige ud til en meget travl gade. Der var ingen vinduer ud til gaden, men jeg boede heldigvis på 3 sal, så jeg følte mig tryg nok og døren kunne låses indefra rummet. Den første aften gik jeg ud og fik thai mad og en omgang massage. det trængte jeg til efter den lange rejse 🙂 Jeg tilbragte 5 dage i Bangkok, jeg skulle lige føle mig tryg og finde ud af hvor jeg skulle tage hen efterfølgende.

I Bangkok mødte jeg også en fyr fra Island, han boede godt nok I Norge og en pige fra Tyskland. Vi faldt i snak på en restaurant/bar på min anden aften og de var også alene afsted. Vi blev enige om at mødes dagen efter og tage hen til Sinai hospitalet, hvor de havde et museum. Som sagt som gjort 🙂 Her kunne jeg fortælle endnu flere historier om taxa turen, men de fortjener ikke et sekund af min tid, så jeg lader være haha 🙂 Det er det vildeste museum jeg har oplevet! Skræk kabinettet på panum kan bare pakke sammen og det samme gælder udstillingen “bodies”. Der var alle afskygninger af siamesiske tvillinger og andre underlige fostre i formaldehyd i store glaskrukker. Hele voksne mennesker i store glaskasser, lemmer, indvolde og hvad der ellers findes på en krop. Jeg troede det var det hele, men nej. Så gik man ind i deres “forensic” museum. Her gik man lige ind i en stor trækasse stående lige op i luften som en kiste. Der var glas foran og på siderne og inde i kassen stod liget af en mand. Ganske nok en del udtørret. På kassen stod der, at han havde voldtaget og dræbt en kvinde og derved fået dødsstraf. Her stod han så til fuld skue for alle der skulle få den samme ide 🙂 Genialt! Der var flere af disse forbrydere som stod udstillet, der var vist også en kannibal… I et andet rum viste de trafikuheld/drab og billeder af ulykkerne og drab generelt med våben. Det var et MEGET drabeligt og uhyggeligt (og sjovt synes jeg) museum!!! 🙂 Den var sku ikke gået her hjemme… Der gok børn rundt med deres lærere på udflugt. børnene virkede ikke til at være påvirket af alt dette.

Efter 5 dage besluttede jeg mig for at tage bussen til Koh Samui, helt nøjagtig til Chaweng Beach. Jeg havde bestilt et hotel over nettet og det var meget billigt og så pænt ud. Igen kørte taxa chaufføren bare et tilfældigt sted hen og smed mig af og sagde, at jeg var fremme. Det var jeg ikke!!! Grrrrr…. Jeg var trær, jeg havde været afsted siden fire om eftermiddagen og nu var klokken ti næste morgen. jeg havde siddet i en skod bus hele natten der stank af sure sokker og mug 🙁 Toilettet på bussen var et hul i jorden mere eller mindre og man skulle tage vand fra en stor spand siden af for at “skylle” ud. BVADR! Jeg fandt efter lang tid hotellet, det lå faktisk ikke så langt fra hvor jeg var blevet smidt af 🙂 Hotellet var malet rødt indvendig og var meget “eksotisk” Jeg skulle kun betale 750 baht per nat og det var billigt. Værelset var flot! Stort og med et stort badeværelse. Rødt igen og meget mørke gardiner. Efter et stykke tid lagde jeg mærke til en stor krog i loftet, underligt tænkte jeg. Senere opdagede jeg, at der lå noget underligt kædeværk i mit skab. Det viste sig så, at det var en sexgynge haha 🙂 Jeg kiggede nærmere på hotellet på nettte og jeg havde ikke spekuleret over navnet “Pleasure boutique hotel”. Der stod også, at hotellet kun var for voksne. Ups, jeg var havnet på et lidt “shady” hotel. Men de var nu alle søde dem der arbejdede der og jeg hverken så eller hørte noget i den periode jeg boede der 🙂 Dagene gik med solbadning og at lære nye mennesker at kende. Byen var fantastisk med smukke strande, god mad, søde mennesker og lækker massage 🙂 Jeg fik hurtigt venner og var faktisk ikke ensom. Det var faktisk dejligt, for det var en bekymring da jeg rejste, at jeg skulle blive ensom. Men det blev jeg ikke 🙂 Jeg har drukket banana colada i bare tæer på en strandbar midt om natten, jeg har spillet bongotrommer foran mange mennesker, jeg har spist lækker mad med venner, jeg har danset, fået smurt solcreme på ryggen hvor jeg ikke selv kunne nå, kørt på motorcykel, fået massage, spist alene og mange andre gode minder 🙂

Da tiden var inde til at jeg skulle videre til Phi Phi, så fik jeg et opkald fra min Mor. Min Mormor i Nord Norge lå for døden og jeg skulle beslutte mig for om jeg skulle rejse hjem 14 dage inde på ferien. Først besluttede jeg mig for at jeg ville blive, men samme nat kunne jeg mærke, at det kunne jeg bare ikke. Jeg måtte hjem og med til begravelsen, hvis hun døde. Dagen efter døde hun og så skulle jeg i gang med at ændre rejsen. Dette er ikke nemt skal jeg lige tilføje, for det første er der en tidsforskel på 6 timer og det skulle gå hurtigt. Hun skulle begraves fredag og det var nu søndag hos mig. Så jeg fik strikket en rejse sammen takket være Mikael (stakkels ham, det var ikke nemt at skulle arrangere det hele så hurtigt med min rejseforsikring og mig selv)  Jeg tog færge og bus til Phuket mandag morgen, ankom til Phuket sent om eftermiddagen. Tirsdag aften skulle jeg med flyet til Danmark (med mellemlanding i Doha) og landede i Kastrup lufthavn onsdag morgen. Torsdag morgen skulle jeg så flyve til Narvik i Nord Norge og fredag var begravelsen. Søndag skulle jeg flyve hjem igen. Pyha sikke en afslutning på min ferie 🙁

Vi fik sagt farvel til Mormor og det var en smuk begravelse. Dette vil jeg skrive mere om i et andet blogindlæg 🙂

Hvordan gik rejsen så med min addison? Fint 🙂 Der er faktisk ikke mere at sige til dette heldigvis. Jeg var selvfølgelig ikke ude hele natten, når klokken blev omkring 23 om aftenen, så var jeg træt og gik i seng. Jeg havde ingen nær kriser og jeg kunne styre det hele fint med min medicin. Jeg fik ingen maveproblemer og ja, det hele gik faktisk rigtig godt 🙂 Det er ikke sidste gang jeg skal til Thailand, men det ved I nok 🙂 Til Oktober tager Mikael og jeg afsted til Phuket sammen i 2 uger. Jeg glæder mig til at opleve Thailand med ham og ikke være alene afsted.

 

Jeg har lagt et billede op af Chaweng beach på Koh Samui 🙂 Det er ikke sidste gang jeg kommer der

Thailand here I come

Thailand here I come

På søndag rejser jeg til Thailand 🙂

Jeg skal være der præcis i 4 uger og det eneste der er planlagt, er flyturen fra Kastrup til Bangkok. Planen er, at jeg skal rejse rundt i landet og se lidt forskelligt. Jeg rejser ikke nord for Bangkok, så meget ved jeg. Jeg vil ned langs øst og vest kysten. Måske ø-hoppe lidt og opleve dele af skønne Thailand, hvor der måske ikke kommer så mange turister. Helt fra jeg var teenager, har jeg haft en drøm om at rejse på denne måde 🙂 Men livet kom i vejen, jeg blev ung Mor, hvilket jeg i øvrigt ikke ville have gjort anderledes. Så blev man “voksen” og pligterne tog over, regningerne skulle betales og uddannelse og arbejde skulle passes 🙂 Så drømmen blev lagt til side og glemt… Efter jeg blev syg, så har mit liv ændret sig drastisk. Jeg kan ikke det jeg kunne før for at sige det mildt! 🙁 Alt skal planlægges og medicinen skal passes, hvis ikke så får jeg det skidt. Den impulsive side af mig har jeg måtte lægge til side, hvilket har været et stort tab for mig, da jeg altid har været meget impulsivt anlagt. Bare sådan noget som uanmeldt besøg er skidt for mig 🙁 Jeg ved godt, at dem der kommer mener det i den bedste mening, men hvis jeg skal have gæster, så skal jeg vide det på forhånd, så jeg kan tilrettelægge dagen og mit overskud så jeg har energien til besøget og ikke går helt ned dagene efter.

Hvordan har jeg så planlagt denne rejse og hvordan skal jeg kunne klare det? Ja det er et godt spørgsmål og jeg kan jo ikke planlægge mig ud af alt 🙂 Men jeg kan forberede mig så godt som muligt, så jeg undgår indlæggelse.

Sidste år var jeg i Thailand i April i 14 dage. Det var meget varmt og min krop reagerede de sidste 3-4 dage med at hæve op og jeg fik ødemer i ben og hænder. Det er almindelig kendt, at os med addison reagerer på denne måde ved høj varme over længere tid. Så jeg fandt ud af, at jeg måtte drikke en salt/sukker blanding for at afhjælpe dette. Dette gjorde jeg i syd frankrig i sommers, med godt resultat (det smager til gengæld rædselfuldt!). Jeg har derfor købt en elekrolytblanding på apoteket, som jeg kan drikke ved behov. Jeg drak ikke nok vand sidste gang og da der er meget varmt, så dehydrerede jeg nok en smule, hvilket ikke afhjalp ødemerne. Så tjek på dette 🙂 Vejrudsigten siger 36 grader om dagen og 29 om natten, med en meget høj luftfugtighed, så der er meget varmt!! 🙂

Jeg har selvfølgelig hepatitis B vaccinen, hvis jeg skulle blive indlagt og hvis de bruger forurenede kanyler. Jeg har fået hepatitis A vaccinen i sidste uge, så jeg er sikret for fødevarer og drikke som kan smitte. Jeg har også fået dukoral vaccinen, som er mod kolera smitte via coli bakterier, så tjek på dette. Jeg har antibiotika med, hvis jeg skulle få dårlig mave og turistdiarre. Jeg har addison krisekort med, krisebeskrivelse på thai og engelsk og selvfølgelig al min medicin og ekstra i tilfælde af jeg mister det/tyveri osv. Jeg har injektioner med solu-cortef med, som kan gives hvis jeg skulle begynde at gå i krise. Så jeg kan nærmest ikke gøre mere nu for at forebygge indlæggelse 🙂

Jeg skal ikke backpacke, det er for hårdt for min krop. Jeg skal rejse stille og roligt rundt med en kuffert (jeg er vel en pige der skal have det hele med haha 🙂 ) Jeg starter ud med at være i Bangkok i 3-4 dage, alt efter hvordan formen er. Så tager jeg en bus ned til jeg ved ikke hvor endnu 🙂 Jeg har nogle bestemte destinationer, som jeg vil besøge. Det er Bangkok, Krabi, Phi Phi Island, Phatong Beach (der jeg var sidste år) og måske ø hoppe omkring Koh Samui. Men jeg tager det som det kommer og hvor vinden blæser mig hen 🙂

Mikael og ungerne er super opbakkende og sad nærmest og pressede mig til at bestille flyrejsen. Hmmmm gad vide om de bare vil af med mig 🙂 Nej, de ved om nogen, hvor meget frihed og rejser betyder for mig, det har det altid gjort. Efter jeg blev syg, så er der tid til dette. Så det er skræmmende og spændende det eventyr jeg skal ud på nu… Jeg skal og må blive ved med at presse mig selv til grænsen, jeg kan ikke bare sumpe hen og være bange for alt! Så mister jeg mig selv og den person jeg er 🙁 Jeg skal holde fast i mine drømme og ikke være bange for alt og jeg har været bange og bekymret. Det er så let, at sovse sig ind i katastrofetanker og lukke sig inde i en boble når man rammes som jeg. Ja, der kan gå tusinde ting galt på denne tur, men det kan også gå fint og blive helt fantastisk! I øvrigt, så har vi 2 rejseforsikringer, så mon ikke jeg er dækket godt nok ind, hvis jeg skulle blive syg… Jeg skal ikke miste det der gjorde mig til mig, jeg skal ikke lade min addison og stofskifte sygdom definere hvem jeg er. Jeg skal ikke lytte til bekymrede negative mennesker, der kun kan se alt der kan gå galt. Jeg skal ikke lukkes inde i vores hus og ligge på sofaen resten af mit liv og når livet er ved sin afslutning, blive bitter over at livet ikke blev som jeg troede. Jeg bestemmer selv over min krop og rejser giver mig glæde, håb, troen på at det hele skal gå godt og muligheden for at være impulsiv og se nye lande og kulturer 🙂 Det er sku da livet!!!

Min største bekymring for denne rejse er faktisk ikke mine sygdomme, for bliver jeg dårlig, så bliver jeg bare på hotellet nogle ekstra dage og får styrken tilbage 🙂 Sådan gør jeg også når jeg er hjemme og jeg kender efterhånden min “addison” krop så godt, at jeg kan dosere mig nogenlunde igennem dagen og strabaserne. Min største bekymring er om jeg kan undvære Mikael og ungerne i 4 uger!! 🙁 Jeg har aldrig været så længe væk fra dem før og jeg ved at jeg kommer til at savne dem helt vildt! 🙁 De er så søde og opbakkende hele tiden og siger at turen vil gøre mig godt og at jeg skal nyde det 🙂 Kan man få en bedre støtte, nej 🙂 Den anden ting jeg er bekymret for, er om det bliver ensomt at være alene i 4 uger. Men der tænker jeg, at jeg er god til at lære folk at kende og at jeg har nemt ved at snakke med folk. At jeg går glip af at hjælpe Sophie med make up og hår og se hende tage afsted til gallafest på skolen, men de har lovet at tage mange billeder og hun har fået den smukkeste Michael Kors sølpaljet kjole 🙂 Hun bliver sååååå smuk og jeg glæder mig til at følge hende via snap, billeder og på facetime fra Thailand! Jeg skal nok klare det uden dem i 4 uger, men åh hvor jeg kommer til at savne dem!!! 🙁

Så nu har jeg resten af denne uge til at forberede det sidste, inden jeg sidder på flyet søndag sen aften. Tid til at kramme og hygge med familien, så jeg får fyldt mine kærlighedsdepoter op inden afrejse 🙂 Tid til at finde ud af hvor jeg vil rejse hen, når jeg kommer derned. Tid til at reflektere over mit nye liv og hvordan jeg skal leve det fremover, så jeg ikke ender med at blive en sur og bitter kvinde. Tid til at glæde mig over denne fantastiske mulighed, være taknemlig over den støtte og kærlighed Mikael og ungerne giver mig hele tiden, at nyde al den skønne mad jeg skal spise, fantastiske bounty strande jeg skal se, billig massage og opleve de søde Thailændere 🙂 Jeg vil bevise over for mig selv og andre der rammes af kroniske sygdomme, der smadrer ens liv, at der stadig er håb og at man ikke må lægge sine drømme væk…

Jeg glæder mig og gruer mig også lidt, men jeg er sikker på, at det skal gå godt. Væk fra kulden og når jeg kommer hjem den 2 April, så er foråret i fuld fremmarch og jeg kan komme ud i haven og hygge og nyde min familie 🙂

 

Jeg har lagt et billede ud fra sidste år da jeg var i Thailand. Jeg var på en endagsudflugt hvor jeg snorklede og hvor vi sejlede hen til denne smukke strand 🙂 Note til mig selv: at finde en løsning hvorpå man kan få solcreme på ryggen, når man er alene afsted (gode ideer modtages gerne 🙂 ) og huske t-shirt når man snorkler, hvis ikke så bliver man meget solskoldet haha 🙂 Ikke sige ja tak, når kinesere tilbyder en klamme, fugtige, tørrede bananer 🙂