En stor beslutning er taget

Vi skal sælge vores hus 🙂

Det har været en svær beslutning (nok mest for Mikael) og nu sætter vi det til salg. Vi har elsket at bo her, men som tiden er gået, så har livet ændret sig og ved det, også ens boligbehov. Da vi kæbte huset var vi sikre på, at vi aldrig ville flytte herfra. Størrelsen passede fint til os, da børnene var mindre. Men som de er blevet større, så har vi mange værelser i overskud som vi aldrig bruger og det er jo lidt spild af plads 🙂 Haven er også blevet et stort arbejde, specielt efter jeg er blevet syg. Jeg elsker virkelig have og specielt mine roser og planter, som jeg har gået og nusset om i mange år. Men men, så kan nogle andre få glæden af det hele. Terrassen bliver også svær at undvære, det er nok den vi kommet til at savne mest ved huset. Terassen og vores store soveværelse.

Vi vil gerne nærmere København og ikke bo i hus, hvor der hele tiden skal laves noget. Vi vil gerne kunne hoppe på vores cykler og cykle ind til centrum på kort tid. Nyde bylivet, vincafeer, restauranter og hinanden.

Vi er derfor i gang med at rydde op og Jesus så meget lort man gemmer!!! 🙂 I lørdags kørte vi på lodseren med en hel bil fuld og en fyldt trailer med ting som havde ligget på loftet i mange år. Vi mangler stadig rigtig meget. Jeg har malet køkkenet og væggene i spisestuen, så det ser pænt ud og så skal vi have lagt nye fliser i brusenichen. Vi satser på få K3’ere…

Men vi glæder os til at rykke videre, nu når beslutningen er taget 🙂 Sophie glæder sig også og hun skal starte på et gymnasie efter sommer, hvor hun ikke kender nogen. Men det spekulerer hun ikke på, hun er bare glad for at vi skal flytte. Altså hvis vi får solgt huset 🙂

Ugens nyheder

Jeg hørte i nyhederne på radioen i går, at hver tiende nybagte Far får en fødselsdepression. Hver tiende!? Hvis det havde været 1 April, sa havde jeg troet, at det var en Aprilsnar 🙂 Nu skal jeg ikke træde nogle over tæerne, al respekt for en fødselsdepression! Men hver tiende mand, come on… Rudersdal Kommune var med i indslaget. En sundhedsplejerske talte om deres screening af de nybagte forældre. Jo tak, jeg har overværet sådan en “seance” og det var tåkrummende! De stakkels nybagte forældre skulle svare på MEGET private og i mine øjne, grænseoverskridende spørgsmål i over en time. Jeg kan huske, at manden nærmest sad og vred sig i ubehag og han virkede irriteret. Måske kan sundhedsplejersken blive for fagorienteret, blive fagblind og få skyklapper på og ende med at se problemer der ikke er der. Jeg tænker, at hvis man spørger og graver for meget, så vil de fleste kunne indgå i kategorien “træt, uoplagt, sover mindre, har mindre overskud, kan ikke overskue de næste par måneder osv”. Hallo vi har alle været der, da ungerne var små 🙂 Men ros skal de dog have, for at de bryder sig og tager sig af dem der har behov for det! Jeg har dog svært ved at tro, at det er hver tiende mand som får en fødselsdepression.

Noget andet der fylder i medierne, er terrorist drabet på de to piger i Marokko. Hele sagen er så sørgelig! 🙁 To livsglade unge piger på backpacker tur, som bliver bestialsk slagtet af nogle sindsyge ekstremister. Her undrer jeg mig over, at der ikke er blevet planlagt en offentlig seremoni/march for den danske pige, eller lignende. Hendes Mor var inde på Rådhuspladsen og ligge blomster, helt alene 🙁 Hun spurgte, hvorfor der ikke var nogen der gjorde noget for at belyse denne forfærdelige sag. Er det fordi befolkningen tænker, at det var deres egen skyld grundet lokationen og at de valgte at bo i telt i et øde område? Er politikerne bange for at blande sig? Hvorfor skal den danske pige og familie ikke støttes og hvorfor sender vi ikke et kæmpe signal udadtil, at terror på vores danske befolkning IKKE er ok!? Jeg forstår det ikke.. Det er pinligt 🙁 Hvis jeg vidste hvordan man gør og havde overskud, så oprettede jeg den begivenhed.

 

Lige lidt småtanker fra mig 🙂

Januar og nytårsfortsæt

Jeg er faktisk ikke typen der vil lave nytårsfortsæt. Jeg er af den overbevisning, at det kun giver en dårlig samvittighed, da man som regel ikke kan holde dem særlig længe. Jeg har siden jeg blev syg, taget 25 kilo på. Det er saft susende meget på min lille krop. Det har været en blandet følelse og oplevelse, at ens krop har ændret sig så meget. I starten gik det så hurtigt og jeg kunne ikke følge med mentalt. Jeg kunne simpelthen ikke genkende den som stod og så på sig selv i spejlet. Alt mit tøj måtte jeg bytte ud og der ligger nu mange sække med for småt tøj på loftet. Tøj som jeg jo selvfølgelig håber, at kunne passe en dag.. 🙂

Jeg har prøvet mange ting, været hos diætist og fået lagt kostplan. Det eneste der skete der, var at jeg skulle spise hele tiden og så fik jeg meget mere lyst til mad og søde sager haha. Ikke godt. Så prøvede jeg LCHF kuren, der skete der heller ikke det store. Siden Marts er der røget 8 kg på, så nu bliver jeg nødt til at tage mig sammen. Jeg ender jo med at blive enorm, hvis dette bliver ved. Nu tænker mange sikkert, at jeg æder voldsomt meget. Men det gør jeg faktisk ikke. Det er bare en elendig kombi med for lavt stofskifte og den medicin jeg tager mod min binyrebarkinsufficiens. Det hele modarbejder et vægttab og fedtet bliver siddende. Min læge sagde til mig, at det mere eller mindre er en umulig opgave. Suk 🙁 Jeg har også for første gang i mit liv, ikke kvalme efter jeg har spist og det er en fantastisk følelse! Så jo, jeg kan spise mere end jeg kunne før. Så på den måde, spiser jeg mere nu end jeg gjorde før jeg blev syg. Men ikke så meget, at det kan retfærdiggøre 25 kg…

Så nu har jeg droppet slik, sukker og popcorn og jeg skal helst gå tur, eller træne 3-4 gange om ugen. Dette kan jeg sagtens overholde og så må jeg se om det giver noget. Hvis ikke så står den på at begynde at tælle kalorier og det er sku besværligt! 🙂

Så på en måde har jeg et nytårsfortsæt i 2019, selv om jeg ikke er meget for det 🙂

Social isolation, “ammehjerne” og den ene dag tager den anden

Nu er det nok!

Dette siger jeg til mig selv hver eneste dag, men den ene dag tager alligevel den anden. For hold da kæft hvor er jeg blevet ensom og hold da kæft, hvor keder jeg mig!! 🙁

Jeg kan tydelig huske dengang man var på barsel, dagene gik med bleskift, nusse med babyen, lave mad til babyen, putte dem til middag osv. Men man faldt ind i en lad rytme med at se horton sagaen (det var det sorte dengang 🙂 ) og dagene gik, uden man egentlig fik udrettet det store. Når manden kom hjem, så gik man stadig rundt i hyggetøj og havde ikke været i bad. Man blev træt af at være hjemme og man glædede sig helt vildt til at komme ud på arbejdet igen og snakke med mennesker. Man følte sig isoleret og man fik det man kalder “ammehjerne”. Man blev lidt lad af at bare gå hjemme.

Nu er jeg havnet i et ikke frivilligt eksil i mit eget hjem, ikke fordi jeg har lyst, men fordi jeg er blevet tvunget til det grundet min sygdom. Jeg hader det!!! Jeg prøver at acceptere det hver eneste dag, men det er svært. Jeg er på en evig barsel, bare uden babyen og har derfor intet at tage mig til. Jo, jeg har dage hvor jeg er dårlig og hvor jeg er glad for at jeg ikke skal ud og præstere og hvor jeg ikke ville kunne fungere på en arbejdsplads. For “ammehjernen” er tilbage i stor stil, nu er det bare en “addison hjerne” jeg lider af. Jeg føler jeg er ved at blive dement nogle dage, jeg siger de forkerte ord, jeg kan ikke huske ord og jeg kokser i det hele tiden. Jeg glemmer hvad jeg gik ned i kælderen efter og kommer op med noget helt andet. Jeg må stille mig hen til det sted hvor jeg tænkte på det jeg skulle huske, så kommer tanken gerne tilbage til min hjerne. Det er skræmmende! Mikael har vænnet sig til det, han ved som regel hvad jeg mener og kan derfor sørge for at vi undgår de store misforståelser. Det er vildt frustrerende for at sige det mildt! 🙁 Jeg kan sidde midt i en samtale og vide hvad jeg skal sige, men ordet jeg skal bruge forsvinder og jeg må bruge andre ord der minder om det ord, den situation, jeg ville forklare. Nej, hjernen er ikke skarp mere! Jeg kan spørge Mikael om det samme fem gange på en aften, han er sku tålmodig haha 🙂

Noget andet er isolationen, den er frygtelig. Jeg er alene hver eneste dag. Jeg får intet udrettet, jeg føler mit liv er spild nogle gange. Ikke sådan depressions agtig, mere spild af gode kræfter, at kunne arbejde, at kunne noget mere i dagligdagen. Jeg savner kollegaer, at bruge min hjerne og at grine og fjolle på en arbejdsplads. Jeg har været inde på forskellige forum på facebook for førtidspensionister, men jeg falder ikke ind i den kategori som de andre brugere er i. Det er en stor omgang ynk, det hele er samfundets skyld og de fleste virker glade for at de har fået pension. Så jeg meldte mig hurtigt ud igen, det provokerede mig helt vildt! Jeg overvejdede, at oprette en side for førtidspensionister med en mellemlang eller lang vidergående uddannelse, så niveauet blev hævet lidt, men hvordan skulle de finde gruppen…. Så back to square one again. Jeg spurgte Kommunen om jeg må arbejde en lille smule, da jeg savner sygeplejen. dette måtte jeg godt, men så er det jeg bliver helt nervøs og bekymret for om det vil blive et kæmpe nederlag. Med min hukommelse og dårlige dage, så er jeg nok ikke den bedste kollega at få indenfor. Det ender med, at det er de syge der må passe mig og det går jo ikke 🙂 Så den er lagt lidt på hylden. Hvem vil i øvrigt ansætte en på maks 4 timer om ugen med skånehensyn, nok ikke mange.

Nå men tilbage til dagens forløb. Jeg er blevet lad! Altså sådan rigtig lad! Jeg kan ikke tage mig sammen til noget som helst, dagene går med at se fjernsyn og nusse rundt med små opgaver. Det kan være at vaske lidt tøj, rydde lidt op og lave huslige opgaver. Men det er såååååå kedeligt 🙂 OMG siger jeg bare! Så er det jeg aftaler med mig selv, at i morgen begynder du at gå en tur hver eneste dag. Dagen oprinder og så er det aften og jeg har intet fået lavet. Suk… Jeg var nede og træne styrketræning for nogle uger siden, det resulterede i 2 dage hvor jeg intet kunne, min krop var helt mast og jeg blev så addison træt. Så små skridt, men når jeg først er i gang, så er det nemt at gøre som man gjorde før man blev syg og så knokler jeg på. Det kan min krop jo ikke klare mere. Så mister jeg helt lysten og modet til at komme til træning igen, da det koster så meget på sygdomskontoen. I sommers begyndte jeg at træne zumba hver torsdag aften. Efter træningen blev jeg altid dårlig med hovedpine. Dagen efter var jeg fuldstændig addison flad og havde stadig en helt ekstrem hovedpine. Jeg fik lyst til salt og junket mad med meget salt i. Først når jeg havde spist meget salt og øget min hc, så fik jeg det bedre og hovedpinen gik væk. Sådan var det hver gang jeg trænede zumba og så gav jeg op. Min saltbalance og addison kunne ikke holde til den stress der blev påført med høj musik, høj puls og at jeg svedte så meget. Før i tiden kunne jeg tage 2 timer i træk uden at blive dårlig, men sådan er det tydeligvis ikke mere. Så det er ikke nemt at komme i gang.

Jeg tænker hver dag, at jeg må få noget at gå op i, noget der kan udfordre mig på alle måder. Men hvad skal det være, hvad kan jeg klare? Jeg har altid været sådan, at hvis det ikke har min interesse, så gider jeg ikke. Jeg har ikke fundet ud af hvad det skulle være jeg skulle lave endnu. Det er hyggeligt at sy tæpper og puder, men det bliver jeg også lidt træt af efter et stykke tid. Jeg gad godt, at skulle oversætte artikler og lignede, men hvordan får man fat i sådanne opgaver uden erfaring.. Det ville udfordre mig intellektuelt og jeg kunne tage det i mit eget tempo. Så har jeg overvejet at blive frivillig, men jeg er bange for, at interessen her vil dale,, at jeg ikke vil kunne klare det med min sygdom og jeg vil ikke melde mig til noget, hvor jeg ender med at skuffe dem og mig selv. Jeg har altid brændt for de skæve eksistenser som de hjemløse og misbrugere. Men det kræver enormt meget overskud og det har jeg ikke meget af. Så har jeg tænkt meget på at skrive en bog, eller podcast om forskellige ting. Jeg vil også gerne skrive meget mere herinde. Så er det jeg siger til mig selv, nu er det nok, i morgen tager jeg mig sammen!! 🙂

 

Nå dette var mine tanker efter en lang pause herinde fra 🙂 Ellers går det godt haha 🙂

Jeg kom, jeg så, jeg rejste

Jeg kom, jeg så, jeg rejste

Thailand

Jeg må bare sige, at jeg elsker Thailand 🙂 Rejsen gik dog ikke helt som forventet…. Men lad mig starte fra en ende af 🙂

Jeg havde planlagt, at jeg skulle ankomme i Bangkok og rejse hjem fra Bangkok. Jeg ankom som planlagt og rejsen var gået fint. Hele Bangkok flyveplads er dog en stor kø til alt! Jeg stod over en time for at komme igennem paskontrollen og atter en time for at få fat i en taxa. En ting har jeg lært på denne rejse, stol IKKE på taxa chauffører haha 🙂 De er kun ude på at smide en af så hurtigt som muligt og de siger, at man er nået frem selv om man ikke er i nærheden af hotellet. Dette skete for mig de 2 gange jeg tog en taxa og efter dette, så gik jeg til mine destinationer og tog ikke flere taxaer! 🙁 Da jeg endelig ankom til hvad jeg troede var mit hotel (læs at man bare bliver smidt tilfældigt af et sted af taxa chaufføren) så stod jeg der på en meget travl gade uden kort eller signal på min telefon. Det hotel der skulle være mit hotel, var ikke mit hotel og så stod jeg der med alle mine talenter 🙂 Jeg havde på det tidspunkt været afsted i over 24 timer og trængte til at komme på mit værelse og få et bad og noget at spise! Jeg fik spurgt en masse gadehandlere om vej og til sidst fandt jeg mit hotel. Sawadee house et par gader væk fra Khao San road (tak for tippet Berit 🙂 ) Hotellet var fint nok til prisen, 1000 baht per nat (200 kroner). Jeg havde et værelse med en dobbeltseng og der var ingen vinduer. Så kunne jeg gå ud på badeværelset og det lå så lige ud til en meget travl gade. Der var ingen vinduer ud til gaden, men jeg boede heldigvis på 3 sal, så jeg følte mig tryg nok og døren kunne låses indefra rummet. Den første aften gik jeg ud og fik thai mad og en omgang massage. det trængte jeg til efter den lange rejse 🙂 Jeg tilbragte 5 dage i Bangkok, jeg skulle lige føle mig tryg og finde ud af hvor jeg skulle tage hen efterfølgende.

I Bangkok mødte jeg også en fyr fra Island, han boede godt nok I Norge og en pige fra Tyskland. Vi faldt i snak på en restaurant/bar på min anden aften og de var også alene afsted. Vi blev enige om at mødes dagen efter og tage hen til Sinai hospitalet, hvor de havde et museum. Som sagt som gjort 🙂 Her kunne jeg fortælle endnu flere historier om taxa turen, men de fortjener ikke et sekund af min tid, så jeg lader være haha 🙂 Det er det vildeste museum jeg har oplevet! Skræk kabinettet på panum kan bare pakke sammen og det samme gælder udstillingen “bodies”. Der var alle afskygninger af siamesiske tvillinger og andre underlige fostre i formaldehyd i store glaskrukker. Hele voksne mennesker i store glaskasser, lemmer, indvolde og hvad der ellers findes på en krop. Jeg troede det var det hele, men nej. Så gik man ind i deres “forensic” museum. Her gik man lige ind i en stor trækasse stående lige op i luften som en kiste. Der var glas foran og på siderne og inde i kassen stod liget af en mand. Ganske nok en del udtørret. På kassen stod der, at han havde voldtaget og dræbt en kvinde og derved fået dødsstraf. Her stod han så til fuld skue for alle der skulle få den samme ide 🙂 Genialt! Der var flere af disse forbrydere som stod udstillet, der var vist også en kannibal… I et andet rum viste de trafikuheld/drab og billeder af ulykkerne og drab generelt med våben. Det var et MEGET drabeligt og uhyggeligt (og sjovt synes jeg) museum!!! 🙂 Den var sku ikke gået her hjemme… Der gok børn rundt med deres lærere på udflugt. børnene virkede ikke til at være påvirket af alt dette.

Efter 5 dage besluttede jeg mig for at tage bussen til Koh Samui, helt nøjagtig til Chaweng Beach. Jeg havde bestilt et hotel over nettet og det var meget billigt og så pænt ud. Igen kørte taxa chaufføren bare et tilfældigt sted hen og smed mig af og sagde, at jeg var fremme. Det var jeg ikke!!! Grrrrr…. Jeg var trær, jeg havde været afsted siden fire om eftermiddagen og nu var klokken ti næste morgen. jeg havde siddet i en skod bus hele natten der stank af sure sokker og mug 🙁 Toilettet på bussen var et hul i jorden mere eller mindre og man skulle tage vand fra en stor spand siden af for at “skylle” ud. BVADR! Jeg fandt efter lang tid hotellet, det lå faktisk ikke så langt fra hvor jeg var blevet smidt af 🙂 Hotellet var malet rødt indvendig og var meget “eksotisk” Jeg skulle kun betale 750 baht per nat og det var billigt. Værelset var flot! Stort og med et stort badeværelse. Rødt igen og meget mørke gardiner. Efter et stykke tid lagde jeg mærke til en stor krog i loftet, underligt tænkte jeg. Senere opdagede jeg, at der lå noget underligt kædeværk i mit skab. Det viste sig så, at det var en sexgynge haha 🙂 Jeg kiggede nærmere på hotellet på nettte og jeg havde ikke spekuleret over navnet “Pleasure boutique hotel”. Der stod også, at hotellet kun var for voksne. Ups, jeg var havnet på et lidt “shady” hotel. Men de var nu alle søde dem der arbejdede der og jeg hverken så eller hørte noget i den periode jeg boede der 🙂 Dagene gik med solbadning og at lære nye mennesker at kende. Byen var fantastisk med smukke strande, god mad, søde mennesker og lækker massage 🙂 Jeg fik hurtigt venner og var faktisk ikke ensom. Det var faktisk dejligt, for det var en bekymring da jeg rejste, at jeg skulle blive ensom. Men det blev jeg ikke 🙂 Jeg har drukket banana colada i bare tæer på en strandbar midt om natten, jeg har spillet bongotrommer foran mange mennesker, jeg har spist lækker mad med venner, jeg har danset, fået smurt solcreme på ryggen hvor jeg ikke selv kunne nå, kørt på motorcykel, fået massage, spist alene og mange andre gode minder 🙂

Da tiden var inde til at jeg skulle videre til Phi Phi, så fik jeg et opkald fra min Mor. Min Mormor i Nord Norge lå for døden og jeg skulle beslutte mig for om jeg skulle rejse hjem 14 dage inde på ferien. Først besluttede jeg mig for at jeg ville blive, men samme nat kunne jeg mærke, at det kunne jeg bare ikke. Jeg måtte hjem og med til begravelsen, hvis hun døde. Dagen efter døde hun og så skulle jeg i gang med at ændre rejsen. Dette er ikke nemt skal jeg lige tilføje, for det første er der en tidsforskel på 6 timer og det skulle gå hurtigt. Hun skulle begraves fredag og det var nu søndag hos mig. Så jeg fik strikket en rejse sammen takket være Mikael (stakkels ham, det var ikke nemt at skulle arrangere det hele så hurtigt med min rejseforsikring og mig selv)  Jeg tog færge og bus til Phuket mandag morgen, ankom til Phuket sent om eftermiddagen. Tirsdag aften skulle jeg med flyet til Danmark (med mellemlanding i Doha) og landede i Kastrup lufthavn onsdag morgen. Torsdag morgen skulle jeg så flyve til Narvik i Nord Norge og fredag var begravelsen. Søndag skulle jeg flyve hjem igen. Pyha sikke en afslutning på min ferie 🙁

Vi fik sagt farvel til Mormor og det var en smuk begravelse. Dette vil jeg skrive mere om i et andet blogindlæg 🙂

Hvordan gik rejsen så med min addison? Fint 🙂 Der er faktisk ikke mere at sige til dette heldigvis. Jeg var selvfølgelig ikke ude hele natten, når klokken blev omkring 23 om aftenen, så var jeg træt og gik i seng. Jeg havde ingen nær kriser og jeg kunne styre det hele fint med min medicin. Jeg fik ingen maveproblemer og ja, det hele gik faktisk rigtig godt 🙂 Det er ikke sidste gang jeg skal til Thailand, men det ved I nok 🙂 Til Oktober tager Mikael og jeg afsted til Phuket sammen i 2 uger. Jeg glæder mig til at opleve Thailand med ham og ikke være alene afsted.

 

Jeg har lagt et billede op af Chaweng beach på Koh Samui 🙂 Det er ikke sidste gang jeg kommer der

Thailand here I come

Thailand here I come

På søndag rejser jeg til Thailand 🙂

Jeg skal være der præcis i 4 uger og det eneste der er planlagt, er flyturen fra Kastrup til Bangkok. Planen er, at jeg skal rejse rundt i landet og se lidt forskelligt. Jeg rejser ikke nord for Bangkok, så meget ved jeg. Jeg vil ned langs øst og vest kysten. Måske ø-hoppe lidt og opleve dele af skønne Thailand, hvor der måske ikke kommer så mange turister. Helt fra jeg var teenager, har jeg haft en drøm om at rejse på denne måde 🙂 Men livet kom i vejen, jeg blev ung Mor, hvilket jeg i øvrigt ikke ville have gjort anderledes. Så blev man “voksen” og pligterne tog over, regningerne skulle betales og uddannelse og arbejde skulle passes 🙂 Så drømmen blev lagt til side og glemt… Efter jeg blev syg, så har mit liv ændret sig drastisk. Jeg kan ikke det jeg kunne før for at sige det mildt! 🙁 Alt skal planlægges og medicinen skal passes, hvis ikke så får jeg det skidt. Den impulsive side af mig har jeg måtte lægge til side, hvilket har været et stort tab for mig, da jeg altid har været meget impulsivt anlagt. Bare sådan noget som uanmeldt besøg er skidt for mig 🙁 Jeg ved godt, at dem der kommer mener det i den bedste mening, men hvis jeg skal have gæster, så skal jeg vide det på forhånd, så jeg kan tilrettelægge dagen og mit overskud så jeg har energien til besøget og ikke går helt ned dagene efter.

Hvordan har jeg så planlagt denne rejse og hvordan skal jeg kunne klare det? Ja det er et godt spørgsmål og jeg kan jo ikke planlægge mig ud af alt 🙂 Men jeg kan forberede mig så godt som muligt, så jeg undgår indlæggelse.

Sidste år var jeg i Thailand i April i 14 dage. Det var meget varmt og min krop reagerede de sidste 3-4 dage med at hæve op og jeg fik ødemer i ben og hænder. Det er almindelig kendt, at os med addison reagerer på denne måde ved høj varme over længere tid. Så jeg fandt ud af, at jeg måtte drikke en salt/sukker blanding for at afhjælpe dette. Dette gjorde jeg i syd frankrig i sommers, med godt resultat (det smager til gengæld rædselfuldt!). Jeg har derfor købt en elekrolytblanding på apoteket, som jeg kan drikke ved behov. Jeg drak ikke nok vand sidste gang og da der er meget varmt, så dehydrerede jeg nok en smule, hvilket ikke afhjalp ødemerne. Så tjek på dette 🙂 Vejrudsigten siger 36 grader om dagen og 29 om natten, med en meget høj luftfugtighed, så der er meget varmt!! 🙂

Jeg har selvfølgelig hepatitis B vaccinen, hvis jeg skulle blive indlagt og hvis de bruger forurenede kanyler. Jeg har fået hepatitis A vaccinen i sidste uge, så jeg er sikret for fødevarer og drikke som kan smitte. Jeg har også fået dukoral vaccinen, som er mod kolera smitte via coli bakterier, så tjek på dette. Jeg har antibiotika med, hvis jeg skulle få dårlig mave og turistdiarre. Jeg har addison krisekort med, krisebeskrivelse på thai og engelsk og selvfølgelig al min medicin og ekstra i tilfælde af jeg mister det/tyveri osv. Jeg har injektioner med solu-cortef med, som kan gives hvis jeg skulle begynde at gå i krise. Så jeg kan nærmest ikke gøre mere nu for at forebygge indlæggelse 🙂

Jeg skal ikke backpacke, det er for hårdt for min krop. Jeg skal rejse stille og roligt rundt med en kuffert (jeg er vel en pige der skal have det hele med haha 🙂 ) Jeg starter ud med at være i Bangkok i 3-4 dage, alt efter hvordan formen er. Så tager jeg en bus ned til jeg ved ikke hvor endnu 🙂 Jeg har nogle bestemte destinationer, som jeg vil besøge. Det er Bangkok, Krabi, Phi Phi Island, Phatong Beach (der jeg var sidste år) og måske ø hoppe omkring Koh Samui. Men jeg tager det som det kommer og hvor vinden blæser mig hen 🙂

Mikael og ungerne er super opbakkende og sad nærmest og pressede mig til at bestille flyrejsen. Hmmmm gad vide om de bare vil af med mig 🙂 Nej, de ved om nogen, hvor meget frihed og rejser betyder for mig, det har det altid gjort. Efter jeg blev syg, så er der tid til dette. Så det er skræmmende og spændende det eventyr jeg skal ud på nu… Jeg skal og må blive ved med at presse mig selv til grænsen, jeg kan ikke bare sumpe hen og være bange for alt! Så mister jeg mig selv og den person jeg er 🙁 Jeg skal holde fast i mine drømme og ikke være bange for alt og jeg har været bange og bekymret. Det er så let, at sovse sig ind i katastrofetanker og lukke sig inde i en boble når man rammes som jeg. Ja, der kan gå tusinde ting galt på denne tur, men det kan også gå fint og blive helt fantastisk! I øvrigt, så har vi 2 rejseforsikringer, så mon ikke jeg er dækket godt nok ind, hvis jeg skulle blive syg… Jeg skal ikke miste det der gjorde mig til mig, jeg skal ikke lade min addison og stofskifte sygdom definere hvem jeg er. Jeg skal ikke lytte til bekymrede negative mennesker, der kun kan se alt der kan gå galt. Jeg skal ikke lukkes inde i vores hus og ligge på sofaen resten af mit liv og når livet er ved sin afslutning, blive bitter over at livet ikke blev som jeg troede. Jeg bestemmer selv over min krop og rejser giver mig glæde, håb, troen på at det hele skal gå godt og muligheden for at være impulsiv og se nye lande og kulturer 🙂 Det er sku da livet!!!

Min største bekymring for denne rejse er faktisk ikke mine sygdomme, for bliver jeg dårlig, så bliver jeg bare på hotellet nogle ekstra dage og får styrken tilbage 🙂 Sådan gør jeg også når jeg er hjemme og jeg kender efterhånden min “addison” krop så godt, at jeg kan dosere mig nogenlunde igennem dagen og strabaserne. Min største bekymring er om jeg kan undvære Mikael og ungerne i 4 uger!! 🙁 Jeg har aldrig været så længe væk fra dem før og jeg ved at jeg kommer til at savne dem helt vildt! 🙁 De er så søde og opbakkende hele tiden og siger at turen vil gøre mig godt og at jeg skal nyde det 🙂 Kan man få en bedre støtte, nej 🙂 Den anden ting jeg er bekymret for, er om det bliver ensomt at være alene i 4 uger. Men der tænker jeg, at jeg er god til at lære folk at kende og at jeg har nemt ved at snakke med folk. At jeg går glip af at hjælpe Sophie med make up og hår og se hende tage afsted til gallafest på skolen, men de har lovet at tage mange billeder og hun har fået den smukkeste Michael Kors sølpaljet kjole 🙂 Hun bliver sååååå smuk og jeg glæder mig til at følge hende via snap, billeder og på facetime fra Thailand! Jeg skal nok klare det uden dem i 4 uger, men åh hvor jeg kommer til at savne dem!!! 🙁

Så nu har jeg resten af denne uge til at forberede det sidste, inden jeg sidder på flyet søndag sen aften. Tid til at kramme og hygge med familien, så jeg får fyldt mine kærlighedsdepoter op inden afrejse 🙂 Tid til at finde ud af hvor jeg vil rejse hen, når jeg kommer derned. Tid til at reflektere over mit nye liv og hvordan jeg skal leve det fremover, så jeg ikke ender med at blive en sur og bitter kvinde. Tid til at glæde mig over denne fantastiske mulighed, være taknemlig over den støtte og kærlighed Mikael og ungerne giver mig hele tiden, at nyde al den skønne mad jeg skal spise, fantastiske bounty strande jeg skal se, billig massage og opleve de søde Thailændere 🙂 Jeg vil bevise over for mig selv og andre der rammes af kroniske sygdomme, der smadrer ens liv, at der stadig er håb og at man ikke må lægge sine drømme væk…

Jeg glæder mig og gruer mig også lidt, men jeg er sikker på, at det skal gå godt. Væk fra kulden og når jeg kommer hjem den 2 April, så er foråret i fuld fremmarch og jeg kan komme ud i haven og hygge og nyde min familie 🙂

 

Jeg har lagt et billede ud fra sidste år da jeg var i Thailand. Jeg var på en endagsudflugt hvor jeg snorklede og hvor vi sejlede hen til denne smukke strand 🙂 Note til mig selv: at finde en løsning hvorpå man kan få solcreme på ryggen, når man er alene afsted (gode ideer modtages gerne 🙂 ) og huske t-shirt når man snorkler, hvis ikke så bliver man meget solskoldet haha 🙂 Ikke sige ja tak, når kinesere tilbyder en klamme, fugtige, tørrede bananer 🙂

Nu er det endelig slut!

For nøjagtig 3 år siden var jeg i et smertehelvede og jeg var så udmattet, at jeg nærmest ikke kunne hænge sammen. Jeg havde i mange år taget tramadol til natten og senere morfin, for at kunne sove for mine smerter, ikke at det hjalp meget. Jeg havde mange søvnløse nætter og jeg måtte ofte melde mig syg fra arbejde, da jeg var helt smadret grundet manglende søvn og smerter. Det var små doser jeg fik, først 50 mg tramadol og senere 10 mg morfin til natten. Mikael og jeg gik derfor op til min læge, da jeg var i udredningsfasen for sekundær addison og jeg var desperat. Han startede mig derfor op i et morfinplaster. På det tidspunkt vidste ingen af os, at jeg havde kortisol problemer og også problemer med stofskiftet. Disse sygdomme kan give smerter, uro om natten og gøre at man bliver udmattet. Her startede mit morfin helvede 🙁 Jeg blev øget flere gange af min uvidende læge og til sidst var jeg oppe på ekstreme doser. Jeg ville ud af morfinen, jeg havde fået så mange mærkelige bivirkninger og jeg vidste ikke hvad der var hvad. Jeg startede jo op kort tid efter med HC og derfor kunne jeg ikke vide om det var det ene eller det andet præparat der gav mig disse bivirkninger. Jeg følte mig også ved siden af mig selv og jeg brød mig ikke om, at være på morfin. Så det var enormt vigtogt for mig, at komme ud af det. Min fysiske krop var også blevet dybt afhængig af det lort og jeg fik hurtigt abstinenser. Min daværende læge, mente aldrig at jeg ville kunne komme ud af det, det sagde han til mig en dag hvor jeg sagde til ham, at jeg ville ud af det. Han sagde helt nøjagtig “du kommer aldrig helt ud af morfinen”, ikke specielt motiverende og jeg skiftede læge. Jeg startede i August på min nedtrapning, på det tidspunkt var jeg helt oppe på 240-280 mg morfin dagligt. Nu tror I nok at jeg var helt dopet, men sådan er det ikke. Kroppen vænner sig til højere og højere doser, så 280 mg kunne føles på mig, som 10 mg kan føles for dem der ikke tager morfin. Jeg var aldrig påvirket på den måde, men selvfølgelig har det ikke været godt for min krop. Jeg kom hurtigt ned på 120 mg, sjovt var det ikke, da jeg mere eller mindre havde abstinenser 24/7. Omkring starten af December var jeg kommet så langt ned, at jeg besluttede mig for at stoppe helt. Jeg var på det tidspunkt kommet ned på 17.5 mg og jeg havde psyket mig i mange måneder på denne dag. Jeg var hunde angst for den kolde tyrker!!! 🙁 Jeg var bange for, at jeg ikke skulle klare det, at jeg måtte give op, at jeg kunne blive indlagt hvis jeg fik diarre og opkast og så var jeg bare bange for hvor lang tid det skulle tage. Hold da kæft hvor er jeg glad for at jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til, både hvad den lange nedtrapningperiode angik og de mange uger efter jeg stoppede helt! Jeg stoppede en fredag, så Mikael kunne støtte mig og være der, hvis det hele gik galt. Måneden op til fuldt stop, var jeg så udmattet og det var så hårdt for min addison, at jeg mere eller mindre kun havde ligget i min seng. Jeg var i en sølle tilstand. De første par døgn kan jeg nærmest ikke huske nu, jeg rystede, kunne ikke ligge stille med min krop og jeg kunne overhovede ikke sove 🙁 Det var næsten det værste! Mine krop blev så urolig, at jeg måtte ryste/bevæge mine ben hele HELE tiden, jeg kunne ikke sidde/ligge stille. Det eneste der hjalp var lange, meget varme bade og at få masseret mine ben. Der fik jeg øjeblikke med søvn. Jeg var oppe flere gange om natten og bade, det var skønt med de minutter hvor kroppen fik ro 🙂 Jeg fik slemme smerter i mine muskler og led i mange uger. Jeg græd af udmattelse, jeg græd fordi jeg ikke kunne holde det ud og jeg lovede mig selv, at jeg ALDRIG skulle tage det møg igen!! Langsomt aftog kvalmen og uroen, men det tog lang tid, meget lang tid. Nu er der gået lidt over 6 uger og det er markant så meget bedre jeg har fået det 🙂 Jeg kan stadig få uro i mine ben når jeg skal sove, men om det er morfinstop eller noget andet ved jeg ikke. Mit nervesystem har jo skulle nulstilles og finde ud af at undvære morfinen og det tager tid. Der gik ihvertfald en uge, før jeg kunne sove bare lidt og nu kan jeg sove i 6-7 timer uden at vågne. Det er såååååå skønt, at ikke vågne fordi jeg har abstinenser, det er så skønt at jeg er ved at få kræfter igen og jeg er SÅ stolt af mig selv, fordi jeg klarede det! Men uden min stædighed og vilje var det aldrig gået, det er noget af det hårdeste jeg har prøvet 🙁

 

Jeg har heldigvis ikke haft den psykiske lyst til at tage det igen, jeg kan faktisk ikke være mere ligeglad og det har nok også gjort det lettere for mig. Jeg har “kun” skulle døje med de fysiske abstinenser, hvilket jeg er meget taknemlig for 🙂 Hvilke bivirkninger er så væk? Dette er faktisk skræmmende…. Der er så mange forfærdelige bivirkninger ved den gift! Jeg sveder ikke mere, før løb sveden ned af min nakke og ryg, bare ved at stå og skrælle kartofler. Når jeg havde været ude at gå, så kunne jeg vride tøjet bagefter, så vådt blev det af sved. Jeg var enormt plaget af svampeinfektioner i mund, svælg, negle og i ansigtet, dette er helt forsvundet. Jeg lå hele natten og kløede på hele kroppen, dette er helt væk. Smerterne er faktisk aftaget og jeg har nærmest ingen smerter mere (jeg tager dog stadig den ikke euforiserende CBD olie, jeg prøvede at stoppe, men så fik jeg smerter igen). Jeg er mere klar i hovedet, jeg glemmer dog stadig ord hele tiden haha 🙂 Her er det godt, at jeg har Mikael, han er blevet min hjerne 🙂 Jeg havde konstant kvalme, specielt når jeg spiste/havde spist, det var rædselsfuldt og det er meget hårdt for ens livskvalitet at have denne ulidelige kvalme hele tiden. Dette er væk og jeg kan spise igen uden at blive dårlig 🙂 Jeg var en sukker narkoman, jeg spiste 1-3 flødeis hver dag, drak cola og så skulle jeg have slik! Jeg kunne simpelthen ikke lade være.Dette er helt væk og jeg er tilbage til “normale” tilstande igen hvad dette angår. Men noget af det bedste er, at jeg er blevet mere stabil i min addison sygdom og at min krop tager bedre i mod min HC medicin. Så jeg har ikke så mange dyk mere, som er hårdt for mig og min krop. Der er nok også flere bivirkninger som jeg ikke kan huske lige nu, men summa summarum er, at jeg har fået det bedre 🙂 Jeg ville aldrig have klaret det uden Mikael og ungerne, de har været fantastiske!! Mikael masserede og masserede mig, støttede mig, trøstede mig og var bare fantastisk! 🙂 Ungerne var så tålmodige og passede på mig så godt de kunne. Jeg har hele tiden valgt at være åben omring dette, det er så tabulagt og det forstår jeg egentlig ikke. Jo jeg har da skammet mig over at jeg var på morfin og at min krop var blevet afhængig af det møg. Men der er stadig stor forskel på at være fysisk afhængig i forhold til at være psykisk afhængig. Stakkels de mennesker der er psykisk afhængig, jeg tør ikke at tænke på hvor hårdt det må være så.

 

Jeg vil dog stadig kunne blive vred når jeg mangler kortisol, det er nemt for familiemedlemmer og venner at tillægge morfinen, at jeg har ændret mig på mange måder. Når jeg mangler krotisol, så falder mit blodsukker også og så kan jeg reagere med vrede og blive kort for hovedet og snerre af dem der er i nærheden af mig. Enten dette, eller så bryder jeg sammen i gråd. Dette vil ikke ændre sig. Det har dog aftaget meget, da jeg har fået mere styr på dosering og symptomer. Så når jeg ikke reagerer så ofte på denne måde mere, så er det ikke et tegn på at jeg er ude af morfinen, det er mere et tegn på at jeg er blevet mere stabil i min addison sygdom 🙂 Lige som man også kan blive vred og reagere hvis man føler sig forudrettet og uretfærdigt behandlet, dette har heller intet med morfinen eller min sygdomme at gøre.

 

En anden dag vil jeg skrive en blog om min gamle læge og om den smerterlæge som jeg blev henvist til. Det har været under al kritik som man bliver behandlet og hvor ligeglade og uvidende de har været 🙁 Hvordan jeg er blevet mistænkeliggjort og ydmyget på det groveste og hvordan min smertelæge bare afsluttede mig, uden at tale med mig først. Jeg skal bare lige have det lidt på afstand først, da jeg stadig bliver for meget negativt påvirket af at tænke på det 🙁

Jeg har fået afsluttet nogle venskaber i alt det her, hvilket har været godt for mig. Jeg har droppet facebook, da dette også påvirkede mig negativt. Mit nyfundne overskud skal bruges på familien og på at komme til kræfter igen. Jeg har stadig et stort ønske om at gå pilgrimsturen til foråret og jeg er så træt af at høre, at det ikke kan lade sig gøre, at det er en vanvittig ide, at jeg nok kommer hjem efter 2 dage. Nedgør ikke, støt op i stedet! Og hvad så hvis jeg ikke klarer det, så har jeg da i det mindste prøvet! 🙂 Håb og drømme er vigtigt for mig, specielt med de tab der er kommet med mine sygdomme. Måske er det urealistisk, men jeg er sådan opbygget, at uden drømme og håb, så dør jeg indeni.